Ludvig Alver skriver fortvilet i dagboken om forholdet til søsteren Amalie, som han nå lever sammen med

I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:

"”i det mindste, som i det største, herske de samme guddommelige love, og livets formål  er at efterspore, at kjende, i sin sjæl at levendegjøre, hvad der er “

(*OBS! Her ser det ut til å mangle en side i dagboken*)

Litet tænkte jeg ikke i min ensomhed her i byen på hvordan det skulde blive, når Amalie kom hid til mig. Kanske det var ikke frit for, at jeg udfoldede for mit indre øie billeder hvori jeg skulde udgjøre et meget skjønt parti – ialfald tænkte jeg på hende som den milde, nedbøiede lidende – jeg selv var nedbøiet og lidende – så kunde vi jo være så meget for hinanden.

– I dag ved frokostbordet var et par ord fra mig, udtalte i en måske (*dette siste ordet er overstreket, antakelig av Amalie*) noget grætten tone, tilstrækkelige til at bringe en hel hob ukvemsord over mit arme hoved. Se, hvor de gamle historier gjentager sig i nye situationer. (*de siste tre setningene er markert med strek i margen*) Dette ubehagelige indtryk har endnu ikke tabt sig synderlig hos mig – og det er nu over middag. Hvilken ynkelighed! Jeg kan ikke tvivle på, at jeg ialfald for nogen del har gjort mig værdig til sådan behandling! Hvor langt har du egentlig nået?"