Camilla Collett forteller om hvordan det er å endelig ankomme Paris. Det meste går på tverke for henne, og hun blir mørk til sinns.

Camilla Collett er ankommet Paris etter en strevsom reise på to døgn med tog og dampbåt. Hun kan nesten ikke tro det.  Hun skriver dette hjem til sine lesende venner i København:

"Paris, 29. Juni 1878.

Altsaa ankommen til Paris. Man tror det neppe selv. Men man merker det nok, sidder man først i Fiacren en saadan straalende Solskinsdag, vugget og baaret paa dette strømmende Liv! Man ved ikke, til hvilken Side man skal se.

Og dog var der Plads til en viss urolig Følelse, der tiltog, jo mere vi nærmede os Hotellet. Men jeg havde jo min Pariserkommissionærs Brev, hvori stod, at Altanværelset med Udsigt til Tuileriehaven var mig sikret til den Tid, jeg netop kom.

«Fordi Mad.Colette havde okkuperet det i længere Tid, skulde hun have det for den moderate Priskundet dobbelte,» stod der i Brevet. Ankommen did, førtes jeg med de forbindtligste Miner ind i et halvt saa stort Værelse med den Forklaring, at det omtalte malheuresement var optaget. Prisen den samme. Hvad skal man gjøre? Beraabe sig paa Løfter, selv om man præsenterer dem skriftlig, nytter ikke, saalænge Paroksysmen varer, og er man reist to Nætter og to Dage i et Træk, bliver man besynderlig spagfærdig, ja endog modtagelig for den Fiktion, at et tarvelig udrustet Værelse paa et Fag, er ligesaa fordelagtigt som en liden elegant møbleret Salon paa to. Man er blot glad ved at føle Jorden fast under sine Fødder, og at der er en Sofa, hvorpaa man endelig kan strække ine trætte Lemmer.

At Kusken benytter Anledningen efter Parlamenteringen til at kræve dobbelt Betaling, er jo en Smaating: Man er i Paris.

Ak, det er netop her, den værste Skuffelse denne gang venter os. Man behøver ikke at gaa mange Skridt, førend man opdager, at dette er et andet Paris end det, man kjendte og fandt saa fortryllende. Ja, jeg har holdt af dette slemme, udskregne Paris, jeg synes, jeg intetsteds har følt mig frommere og bedre end der, maaske fordi jeg morede mig mere og ærgrede mig mindre end i det kjære Hjem. Dagen gik ganske ensformig, Forlystelser kjendte jeg ikke, søgte ingen Teatre – har, underligt nok, aldrig været iThéâtre Français. Dog var det, som om jeg altid oplevede noget nyt, noget interessant. Her i denne Omgivelse hvilede man som i den lykkeligste Eiendomsbesiddelse, Besiddelsen af noget stort og herligt.

Jeg maa sikkert i en Fortilværelse have været bestemt for et Slot (men det blev ombestemt igjen), jeg befinder mig altid bedst, hvor der er prægtigst. Her havde jeg det endelig, baade Slot og Have.

Efter endt Frokost gik jeg gjerne ned i denne sidste, gjennemskred den langsomt for at se til mine Gartnere, og det maa man lade dem, de havde altid gjort deres Sager udmerket. Kun havde de den Egenskab tilfælles med Lampens Aander, man saa dem aldrig, man ærgrede sig aldrig over dem, lønnede dem ikke. Men ikke et vissent Blad, ikke et Støvgran at se paa disse yppige Rosenhøie; disse uendelige Rabatter med sit vidunderlige Mosaik af Foraarets finere Blomster og Vekster –ikke en Smaasten, ikke Atom af en Papirstrimmel paa disse brede, snorlige, ligesom marmorparketerede Gange.

Vil man Kunst: Louvregalleriet lige ved. Foretrækker man en mindre trættende Adspredelse, et Vink, og som fremkaldt ved en Magikers Stav drager levende Billeder, det enegemytligere, mere fornøieligt end det andet, forbi.

Vil man Ensomhed, straks befinder man sig henflyttet paa en Bænk, altid under denne samme, lyse, smaragdgrønneste af alle Hvælvinger, saa stille, saa afsondret, som man kan ønske sig det.

Disse Tuileriernes Træer! De synes at lystre andre Love end Naturens sedvanlige. De knuges ikke af Alderen, som andre Træer, de vokser kun høiere og høiere. Det er, som om Surren dybt hernede ikke angaar dem mere, de tilhvisker hinanden kun Minder fra de gamle, glorværdige Tider – deres Aarhundreder. Her paa disse Pladser kan man drømme, saalænge man vil, vugget af Vandspringenes fjerne Plask blandet med en dæmpet Summen af Livet udenfor. Har man en Bog, kan man ikke nyde den bedre end her. Faar man Lyst paa Vafler, straks er de ved Haanden. I sin lille Pavillon midt paa Plænen, med Meleagerstatuen til den ene Side og Proserpinagruppen til den anden, kan man faa dem saa varme og appetitlig brune med Sukker paa, som om man var hjemme. Alene at se dem blive til under disse Pariserkunstneres Hænder er en sand Fornøielse.

Kl. fem kom Regimentsmusikken og spillede paa Tribunen, der ligger omtrent midt i Haven, medens Publikum strømmer til og leirer sig paa det uhyre Amfiteater, der omcirkler den. Denne Nydelse har man ikke gratis. Den betales med 2 Sous (8 Øre) for en Stol, som man efter Behag kan placere indenfor Cirkus eller endnu bedre under Boskettet udenfor, hvor man kan se hele Pariserbefolkningen defilere forbi. Den er elskværdig, denne Befolkning, det er glædeligt at se den. Den ser selv saa fornøiet ud, som om den eiede hele Verden. De har arbeidet, disse Folk, og hvorledes? Kun som den franske Arbeider kan det, med denne spænstige, energiske Udholdenhed. Glæden, Forfriskningen afløser nu Fliden og vil drive den med fornyet Kraft tilbage til Arbeidet!

Og atter igjen, det er nok uundgaaeligt, maatte jeg sammenligne. Jeg maatte tænke paa disse Klasser hjemme, hvem man tror at opdrage ved det modsatte System: Kjedsomhedens. Kan noget være tristere end vor Hovedstad paa 114 000 Indbyggere, hvor der aldrig høres en Tone Musik, og hvor et fromt Misgreb stadig arbeider paa at indskrænke de Anledninger til Oplivelse for den trællende Arbeider, som vi allerede har altfor lidt af! Man skulde se denne franske Haandverksstand: Aldrig ser man nogensteds saadanne Familiegrupper, saa gemytlige, slige ofte burleskfornøielige Modsætninger! . . . det er en Fryd at se paa dem! Arbeidere i sine Hverdagsbluser med Kasjetten paa Snur, med et rosenrødt og hvidt antrukket lidet Febarn ved Haanden .. . En gammel vrikkende Mutter i sandt Kurvekonekostume omhyggelig ført og støttet af en forholdsvis elegant ung Mand, maaske hendes Søn . . . De yngre Kvinder altid pariserklædte, det er simpelt elegant, og altid denne fuldkomne fraicheur, som især er et Kjendemerke, det falmede kjendes ikke. Derimellem de Fremmede, som man altid kjender paa noget – je ne sais quoi – uparisisk.

Middagen er der, og alt strømmer mod Udgangen. Vil man spise i Ensomhed, har man sin Bolig, vil man have Selskab –uden det Bryderi at underholde dette, medens det paa det behageligste underholder os – gaar man kun skraas over Gaden til den smukke Restauration paa Hjørnet afJeanne d’Arcpladsen. Her kan man faa enpoulet rôtifor samme Pris, hvormed man hjemme betaler noget, man kalder «Hønsekjød»; vor hjemlige Gemüse, det eneste, der dyrkes: Poteterne, faar man da se at erstatte, saa godt man kan, med Asparges og Artiskokker, hvoraf der heldigvis er en stor Overflod.

Har man spist, og man finder Aftenen for smuk til allerede at gaa hjem, vandrer man endnu engang over i Haven, der nu sparsommere befolket, i det farverige Aftenskjær er rent vidunderlig. Eller man spadserer over Broen hen til de ambulante Bogudsalg under Poplerne langs Kaien, hvor man kan glæde en Række der fungerende Bibliotekarer med at gjennemse et Snes af de sjeldnere Eksemplarer i disse Samlinger, ofte sande Kuriositeter.

Den franske Høflighed er utrolig langmodig . . . Værdiges man endnu at tage et eller et Par Nummere med hjem, kjender deres Taknemmelighed ingen Grænser.

Se, det var lidt af Paris, mit gamle Paris! Kunde det alligevel hænde, at man betages af denne Benauelse, som ligner . . . Hjemve, ogsaa for den var der Raad. Jeg gik blot hen i «Régence« og læste norske Aviser, saa gik det over. Begyndte gjerne med de store Thing og gjennemgik omhyggelig deres lange Forhandlinger og endte med de mindre Ting, lige indtil jeg kom til «Helegryns Sødsuppe med Labskaus, Afhentning 3 Øre billigere», saa var den som strøget bort.

Paris,mit Paris! med sin herlige Luft, sine Nattergale, sine Roser og jublende Smaabørn! Hvor Livsgnyet rundt om en kun stille døvede, livlig sysselsatte, aldrig overvældede eller trættede . . . Paris, mit Paris, der mer end én Gang har gjengivet en Stakkel Livsmod og Kræfter! Min Foraarsstad – mit Sanatorium, som jeg foretrak langt for Gausdals! Hvor er du nu! Hvor man styrede sine Skridt, kun forvirret, bedøvende Larm, en sammenfiltret Masse af Vogne, Heste og Mennesker! Redder man sig ind i Husene, er der lige uhyggeligt. Trængsel og Tummel overalt.

Heller ikke Haven, min Have er den samme. Den har i de sidste Uger været benyttet til nogle Folkefester med sine larmende Tilberedelser. Paa Grønningen, der indcirkles af de kolossale Antikgrupper, har man reist Jonglørboder og Marionetteatre. Vaffelpavillonen er der dog endnu. Underligst er det Indtryk, man faar af den fordum afstængte, saakaldte reserverede Have foran Slottet, med den Befolkning, der nu har taget den i Besiddelse. Man tør ikke kalde dette Indtryk sørgeligt –nei, man griber sig selvi noget –man ved ikke hvad, næsten det modsatte, naar man ser Pladsen under disse stolte Marmorskikkelser, der i Aarhundreder kun har skuet ned paa fyrstelige Hoveder, optaget af tarvelige Familiegrupper, Husmoderen syende eller strikkende. Hist under enantik Jason eller en Aurora af Coysevoxet Par rygende Blusemænd eller en gammel Kokoudraaberske, der kunde skræmme en Armé paa Flugt. Man tvinges til at indskjærpe sig, hvad man saa let glemmer, at det er saa egentlig i Brændpunktet af Verdensbevægelsen, man her befinder sig, her maa man være fattet paa alle Modsætninger, alle Overgange. De ligger i Luften, de vifter os imøde fra det demolerede Slot hist, skjønnere, mere malerisk i sine Ruiner, som det ligger der, end da det stod der i sin Magt og Pragt.

Naar man kun har et smukt, hyggeligt Værelse, faar det være det samme, om der er vendt op og ned paa alting ude! . . . Naar man kun har et taaleligt Værelse! nedstemmer man det til næste Dag. Naar man kun – har et Værelse i denne Tid, er det bleven til ved Ugens Slutning. Det er det, man nemlig heller ikke sikkert tør stole paa.

Nogle Dage efter at jeg havde taget mit i Besiddelse, kom Vertinden med en bønlig, indsmigrende Antydning, fulgt af en mere forstaaelig fra Vertens Side, om jeg ikke vilde være af den Godhed at ombytte det med et andet «une aussi très jolie chambre», hvortil jeg svarede: Nei. Men en vakker Dag, da jeg kom træt hjem fra en Tur til Versailles,var Omflytningen skeet, Kuffert og Effekter bragt ind i dette ogsaa «meget smukke Værelse», det vil sige en fuldstændig Kaschot til Gaarden – saa stort, at den ene Stol vilde gjort den anden Pladsen stridig, hvis der havde været mer end ett Eksemplar af denne Bekvemmelighed anbragt derinde.

Forlangte da øieblikkelig min Regning, og da den eneste Pension, som jeg kjendte og med Tryghed vilde tage til, desværre var overfyldt, maatte jeg prøve det med en anden nærliggende. Her det forbindtligste Løfte om at faa et meget smukt Værelse lige ved Salonen, naar Madameblot vilde finde sig i at tage et i fjerde Etage, kun en eneste Nat, saa blev det ledigt. Madame steg da fornøiet tilveirs til fjerde, efter nordisk Beregning sjette, Etage og fandt et slet ikke ilde Rum. De har alle hine anselige Speil med Bronceuret og den enorme Omhængsseng –bmen med en Udsigt, som naar man skuede ned i en rummelig Skorstenspibe –holdt ud i to, i tre, i fire Dage, styrket af from Tro paa Løfters Hellighed, indtil det endelig viste sig, at disse kun havde været Lokkemad. Den Dame, som skulde flyttet, hverken var flyttet eller tænkte paa det. Dermed forlangte Madamesin Regning, hvorpaa – foruden adskillige mystiske Poster, der sorterer under Benævnelsen Udgifte rnon y compris», – ogsaa den lille Feiltagelse var indløben, at Prisen for det forventede – som hun ikke fik –var overført paa Venteværelset i sjette Etage. Dette blev for galt.

Det var ogsaa i et Anfald af fuld Desperation, at jeg brød op herfra og flyttede til Pensionen nær ved. Dette Etablissement havde et stort Ry for Komfort og Elegance, for stadig Frekvens. Det var ogsaa storartet, det indtager ikke mindre end to Huse, der forenes med et Virvar af Korridorer og Trapper, havde prægtige Saloner, der næsten blendede med sin Speilrigdom og Forgyldning paa hvid Grund.

Ogsaa fik jeg ved et sært Træf et meget smukt Værelse til Gaden. Men ingen Ting hjalp mere. Den Smule Evne, jeg endnu kunde have bevaret til at se Tingene paa denretteSide, havde faaet ligesom sit sidste Stød. De voldsomste Symptomer paa at «se alting for mørkt» begyndte at ytre sig. I de Selvfiktioner, denne «sygelig-pessimistiske» Tilstand frembragte, synes jeg, at den hele Kompleks af Mennesker, som, saa lang Dagen var, boltrede sig omkring hverandre, snadrende, gestikulerende, spisende, gabende, sank ned til det tommeste, vidrigste Maskespil –ja, det var ikke langt fra, at jeg syntes, at det allerede var nok at se disse Ansigter, disse usigelige Toiletter (det er mest det smaaborgerlige, industrielle England, man træffer om Sommeren) – det var nok, siger jeg, i en Udgave, om man ikke ovenikjøbet skulde se dem reproduceret i Uendelighed i disse Speilvægge. Jeg fik en Følelse, som om den griskeste Nærighed lurede bag al denne Pragt, som om man bevægede sig blandt lutter Fodangler af noget uundgaaeligt «Non y compris».

Jeg syntes, Teen var tynd, og Verten  –en Vallak eller Italiener – grov, ja det var mig tilsidst, som om alle disse brammende Retter, der diskedes op, havde en hæslig Undersmag af det nye Smørsurrogat – Margarinen – ogsaa kaldt Oksesmørret, denne skrækkelige Opfindelse, der i de sidste Aar har forgiftet Tilværelsen – kort og godt, det er umuligt at vide, til hvilke Hallucinationer og Indbildninger denne Krise tilsidst havde ført, var der ikke tilfældigvis blevet en Plads ledig i min gamle Pension, som jeg da greb med Begjærlighed.Fra mit Ophold i dette sidste Etablissement, et mindre renommeret, mindre glimrende, tog Symptomerne af.

Jeg befinder mig efter Omstændighederne vel og haaber at blive her, til jeg reiser. Uagtet beliggende midt i Centrum, er her roligt og luftigt. Moderate Priser, snild Vertinde. God Bevertning, intet Margarinsmør: Passage Retiro, Faubourg St. Honoré, Chez Mad.Cabarrus.

Med hjerteligst Hilsen til hver især

C. C."