Ludvig Alver føler at noen har stjålet en idé han har hatt til en tragedie han ville skrive

I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:

"Jeg har fået et sådant nydelig lidet brev fra fru Hærem. Hun siger: ”Den retfærdige Abel prediker, endog han er død; det føler jeg – og det er endnu på en måde for mig, som jeg skulde have ham levende med mig, sådant klart og levende og velsignet minde har jeg af ham – hans minde er mig til velsignelse.” Hun som står midt i den store sorg og det dybe savn, hun, som jeg skulde trøste, hun har trøstet mig med disse smukke, inderlige ord. Ja, hvergang vi støder på noget skjønt og stort, så glædes vort hjærte, og de smukkeste, yndigste blomster kan voxe på de steder, som man mindst skulde nvente dem. Fru Hærem – der er en kvinde til, som har selv bedrøvet, trøstet og glædet mit arme, fortørrede hjerte. Alhed, Amalie, fru Hærem – hvor er de nu alle tre mig kjære!

Johannes Brochman har skrevet min tragedie. Håkon Adalheimsfostre. Inde i Kristiania gik jeg for nogle år siden og speculerede meget på dette tragiske stof. Hvilken tragedie det skulde blive! (*Disse siste tre setningene er det satt strek ved i margen*) Og de var ikke behandlet af nogen tidligere! Og jeg havde tænkt mig en engelsk kvinde, en kristen kvinde, som skulde være Håkons gode genius. Hende har også Brochman taget. Der gik det! De andre tager det fra mig."