I dag skriver Ludvig Alver dette om hendelser i Risør i brorens bryllup, og om en vakker visjon han har hatt om hva som skjer når en dikter blir inspirert:
"Da jeg i fjor sommer var i Risør, havde jeg glemt min dagbog og skrev da ned nogle optegnelser paa løst papir, som jeg nu vil indføre her:
En eftermiddag, jeg spadserede opover Rakkestadveien, dannedes der et smukt billede i min sjæl. En stor regnbue var spændt over himlen fra ås til ås, ja nedover åsernes sider lige til den flade mark; den stod som en deilig, lysende himmelport. Jeg saa en gut og en pige legende paa marken gaa haand i haand ind gjennem porten til et deiligt liv, under regnbuens himmelfarver lovede de hinanden troskab – nei, de lovede ikke hinanden noget, de blot saa på hinanden og jublede: ”Ind gjennem porten”. Lykkelig den som ser livets port oplades, som faar skue livets deilighed! Og saa begav de sig på vandring. Ak! Naar kom de ind gjennem porten?
Hvor underlig det maa være at være en digter! Er det ikke saadan, det gaar digteren, at billeder fødes i hans sjæl eller streifer hans indre øie. Lykkelig den, som kan gribe billedet og fastholde det! Tifold lykkeligere den, som kan leve et liv på uafladelig vandring gjennem regnbuens himmelport! (*Disse siste setningene har Amalie eller en annen understreket i dagboken*.)
Min stakkels moder havde ventet på invitation til W. – hun fik ingen; jeg fik den – og modtog den. Paa reisen hertil kom jeg indom Tønsberg, jeg reiste opad den deilige Tønsberg-fjord. Det var noget af det yndigste, jeg har seet – smilende marker på begge sider; inderst inde Jarlsbergs herregaard – saa om en fremspringende odde, det lille Tønsberg med slotsbjerget paa den ene side og de vakre landsteder paa den anden ligger foran os.
(*…Her kommer mer om besøket i Tønsberg, som har gjort sterkt inntrykk*)
Jeg kom til Risør tidlig om morgenen, det vil sige kl var 7 ½. Hverken Wilhelm eller Amalie, som opholdt sig hos ham, var oppe. Pigen spurgte mig, om jeg ikke vilde gaa op i haven saa længe. Jeg gikk op i den terasseformige have; paa hver terasse stod et bord med bænke, og paa hvert bord stod tomme og halvfulde flasker; cigarstumper var strøede hist og her, og sommersolen kastede glødende straaler ned over scenen, som om den vilde udbrænde minderne om det selskab, som sandsynligvis havde været der den foregaaende aften. (*Understreket av Amalie?*) Jeg satte mig på den øverste terasse. Det var saa varmt” jeg stod op, tog huen i haanden og saa nedover terasserne. Tys! Der nede lyder lette kvindeskridt, nederst nede på den nederste trappe. (*Undertserket av Amalie?*) En let, glad gysen gikk gennem mit sind; jeg gjennenbævedes af øieblikkets stemning; jeg følte situationens skjønhed, men da hun kom, havde jeg allerede nydt glæden – taget den forlogds (*?*), og mit velkomstord hørtes vist koldt og dødt!
(*Herfra fortsetter dagboken om andre emner*)
Fredrikshald
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.