Erik Skram møter stadig bekjente av Amalie i København. Han har ennå ikke riktig fått oversikt over hvem hun liker og ikke liker. Han har for eksempel ikke forstått at Paulsen er en av Amalies forsmådde beilere, og at han nettopp har fullført en roman der hun er lett gjenkjennelig som hovedperson. Han skriver til henne: «I Trykkeriet stødte jeg sammen med Jon [sic] Paulsen. Du véd måske, at han er kommen her til. Forleden havde han søgt mig på Mrgbl's Kontor. Han kom for at aflevere et Korrekturark af «Moderne Damer». Jeg véd ikke rigtig, jeg kan ikke huske det, om jeg skal være gal på det Menneske. Han har jo ikke fornærmet Dig, vel? Kun været dum, ikke? Og mig har han jo ingen Fortræd gjort, vel? Jeg blev glad, da jeg så ham. Det var, fordi han kom fra Kristiania, og for en Gang eller to er han let at tale med og morsom. - Du, det gik mig helt komisk et Par Dage efter at jeg var kommen her ned. Jeg stødte da pludselig på Rovsing, og fordi jeg øjeblikkelig satte ham i Forbindelse med Norge og Dig, glemte jeg, at der nok egenlig var nogle Flovser med ham, og at Du ikke ubetinget satte Pris på ham, jeg sagde «Du» til ham, skønt jeg netop tidligere havde afskaffet dette Dusbroderskab, som han en Aften havde overfaldet mig med, og jeg mærkede først for sent, at min Glæde i Grunden slet ikke galdt ham, men de Ideforbindelser, Synet af ham fremkaldte. - Men altså Jon P. og jeg gik gladelig fra Trykkeriet sammen. Han skulde til G. Brandes for at gøre Visit. Det kriblede i ham; der har jo været noget Vrøvleri imellem de to, den ømfindtlige G.B. og den do J.P. har talt ondt om hinanden; nu gik han for at få en Forsoning bragt i Stand, og jeg satte ham af ved Døren.»