Erik skriver til Amalie om sine bekymringer i forhold til om hun vil komme til å trives i Danmark. Plutselig har han begynt å betrakte sine egne omgivelser på en ny måte; i forhold til om de vil falle i smak for henne. Han skriver: «Jeg havde ikke været uden for Byen siden min Hjemkomst, ikke set Skov, ikke Søen, ikke Natur i det Hele. Jeg var rasende angst for, at det altsammen skulde være grimt nu, efter at jeg havde levet mig ind i den norske Natur. Elskede, det var ikke for min egen Skyld, jeg frygtede, jeg tænkte ikke på mig selv anderledes end som den, igennem hvilken en Opfattelse skulde gå, og som havde til Opgave at aflægge samvittighedsfuldt Regnskab. Jeg så med mine Øjne, men jeg så kun og kun på dine Vegne. Du Elskede, jeg var så bange for, hvad Du vilde sige til dette flade Land, som jeg har lokket Dig ned til. Du elskede, elskede Ven, tro mig rolig og sikkert, når jeg siger Dig, at her er til at leve. Landskabet var fint og af en egen blid Ynde, der så ved Søen i den friske Kuling med Skum og Sprøjt fik en tilstrækkelig Tilsætning af Kækhed og Kraft. Du elskede, Du vil kunne være glad her nede, det er ikke dumt og flovt og ækelt og grimt det Sjælland Du skal bo på - Tankerne kan gå viden om her, og de lave bølgende Høje med Korn eller Skov i vekslende Lys efter Skylagets Beskaffenhed lå så venlige der, så stilfærdig indbydende: Kom ud til os, slå Dig til Ro her, lev Dig ind i vort Liv, Du skal se, der er Fred og Hygge her og Finheder, som gør en Sjæl godt. Det ser lidt småt ud, det vi byder på, men Vennen min, det er ikke ubetydeligt det, som sker her. Det er Menneskers Liv og Strid, dine Frænders, Folk, som holder af dit Land først af alle næst deres eget, og som vil tage imod Dig uden Skygge af Forbehold, som beundrer, hvad Du elsker højest, og som i Stræben og Kunnen står Side om Side med hvad der er dit eget. Tilbage i en Henseende, foran i en anden - lige Børn. Husk, at her i dette bløde Land blev de Soldater født, der kæmpede ved Sankelmark og på Dybbøl, det er ikke alt mygt, der ser således ud. Elskede, Landskabet var så frodigt, og så var det så ærligt; Amalie jeg havde en Følelse, som lå jeg på Knæ foran Dig og så Dig ind i Øjnene, og at Du så tog mig om Hovedet, så på mig og sagde: "Du er dum, at Du er bange: jeg er jo ikke bange.»