I København er det blitt så mildt at en skulle tro det var vår. Erik Skram bekymrer seg for hvordan det skal gå nå når en danske skal gifte seg med en norsk kvinne. Slik reflekterer han over i dette i brev til Amalie Müller: «Min elskede dyrebare Pige, Du skulde leve i det Vejr vi har; her er en Mildhed og et Solskin som i højt Forår; hvis Du ikke allerede elskede mig, og Du kom herned, Du måtte falde i Kærlighed til nogen, og hvem kunde Du så bedre vælge end mig? Min elskede lille Pige, jeg har de og de Fejl, Du kender dem vel snart, men der er dog et og andet at holde af ved mig, bl.a. det, at jeg elsker Dig så højt. Du har ikke været rigtig god ved mig, og jeg har lidt derunder, men det har været Vejrets Skyld deroppe i det kolde Nord, der har sneget sig en Kuldegysning gennem dit Hjærte min elskede Ven, og det har gjort os begge Fortræd. Lad mig kun sige et eneste Ord om dette, nu da jeg kan tale derom, min blide lille Hustru. Du har ikke været mig en fuldtro Kammerat ved denne Lejlighed. Husk vi har fælles Nød, fælles Glæde, tag mig med i alle dine Stemninger. Tal til din Kammerat om din Frygt for vor forskellige Nationalitet, tag ham blidt om Armen og sig, at Du stoler på ham. Se ham ind i Øjet: danske Dreng, Du skal hjælpe mig at se til Bunds helt ned i det Gode ved jert danske Væsen, hvad er det, som gør jer til brave Folk, hvad får Landet til at blomstre? Jeg er en norsk Jenteunge med alle mine Forestillinger hamrede ind fra Barnsben med norske Spiger, jeg er blød af Sind, jeg ønsker ikke at have en eneste Forestilling spigret fast, som gør Uret imod nogen. Og jeg vil være sammen med Dig, Gut, og Du er dansk og jeg er norsk, og Du har ikke rusket i en eneste af mine Spigre og sagt, at den ikke duede, fordi den var norsk, Du har pillet ved og rykket i så den og så den fasthuggede Forestilling, men Du har ladet mig i Fred med min Norskhed. Sig mig Dreng, som jeg elsker, er der da ikke noget af det, Du vil have rettet ved mig, som Du fører tilbage til min Nationalkarakter, og som Du er bange for? Siger Du jo, Gut, og smiler og er altså alligevel ikke helt bange. Stoler Du da på mig Dreng? Tror Du, at jeg kan leve hele mit eget fødte og vundne Liv sammen med Dig og dine Landsmænd og føle og mærke Forskellen uden at blive harm, blot mærke Forskellen som Forskel, se den, værdsætte den, give Ros og Daddel og snakke med Dig om det, leve mine norske Tanker, blot vinde i Kundskab? Elsker Du mig da nok til det? Vil Du lade mig i Fred? Ja jeg mener ikke forkæle mig, som jeg er blevet det før, beholde alle mine Egensindigheder, men give mig mit eget Liv? Vil Du det, og fordrer Du det samme af mig? Vil Du, at jeg skal tie eller blot spørge, hvad jeg ikke forstår? Må jeg ikke dømme så rask, som jeg har gjort før? Men vil Du så også være skikkelig og ikke blære Dig med din Vigtighed og ikke bilde Dig ind, at Du er så Pokkers klog, bare fordi Du går langsommere og vidtløftigere til Værks end jeg? Og vil Du lade være med at fare op og skænde? - Vil Du give mig et Kys på det, og vil Du så have mig til ærlig fuldtro Kammerat, som ikke skiller min Sag fra din? Vil Du? Vil Du elske mig Erik? - Ser Du Stump, det var den Tale jeg havde ventet af Dig, og den var endt i den dybeste Omfavnelse. Men Du er et lille Trold, som bliver vred, fordi meget dog ser anderledes ud, end Du havde belavet Dig på. Jeg har sagt Dig Unge, at Skuffelser skal man lære at se tværs igennem, i Kærlighed som alle andre Steder. Uden det forstår man ikke den Kunst at leve.»