Amalie Müller planlegger flyttingen fra Kristiania til København, der hun vil gifte seg med Erik Skram

Amalie Müller skriver til sin venninne Elisa Knudtzon om hvordan det ligger an med flytteplanene til København:

«Jeg kommer ikke at flytte herfra før tidligst i slutten af marts, maske kan det drage hen til ud i april; det beror på når jeg kan få gutterne anbragt, og det kan jo hænde at de, som skal tage dem, må flytte i et større logi; og da ved du flyttedag først er i midten af april. Skram er så bedrøvet over dette; han vilde helst jeg skulde blevet med med en gang, eller i alfald at jeg skulde være kommen nu i februar, men han kan jo godt forstå de grunde som binder mig. Jeg har jo også en del at stelle med møbler og sligt; noget skal der nyt træk på, og på et rødt møblement skal betrækket laves til, hvilket tager tid. Sadelmageren har netop været her og sprættet det af; det er så underligt at gå og stelle med disse ting. Jeg kommer at reise derned for at blive viet; det vil jeg helst; her vilde det være mere genert for mig; vi tar borgerlig vielse, fordi vi jo er fritænkere begge to, og skal det ske her, må man lørst ha'e klus af at melde sig ud af statskirken og sligt uvæsen. Vi vil intet bryllup holde, kun de allernødtørftigste vidner, helst ingen, - og dagen skal være en hemmelighed, for at man ikke skal komme og se på os. Så bor jeg hos hans mor de dage mens huset blir ordnet, og så tager vi efter vielsen og måltidet lige ud i vort eget hjem på Østerbro. Hvorledes jeg vil komme til at trives dernede? Ja, det er svært at sige. Jeg tror nok at jeg er for meget specifik norsk til ikke at synes bedst om mig i Norge at alle steder på jorden, men siden jeg blir så lykkelig, og får leve med den mand jeg virkelig elsker at hele mit hjærte, vil jeg naturligvis få det godt. Jeg er så lykkelig over ham, så uhyre glad og taknemmelig for at jeg fandt ham tilslut. Tænk hvor godt jeg skal få det, - gå og være glad hver dag, og gå og elske mit ægteskab, jeg, for hvem ordet ægteskab havde en så utålelig klang. Du har vel tiet med hemmeligheden Elisa, ja, for det skal være en hemmelighed til våren. Men hvorledes jeg forresten skal komme over skilsmissen fra gutterne, begriber jeg ikke. Det blir et drøit tag for mig, de søde, deilige, ubegribelig prægtige, enestående elskværdige, flinke og brave små mennesker . . . Snart bliver jeg jo pisket til at rykke ud med sproget og høre mig om etter et sted til dem, men jeg gruer mig for det. Der blir en forskrækkelse, og de vil også bespotte mig, så hånsk og bittert som jeg altid talte om kjærlighed og ægteskab. For resten har man jo sagt mig forlovet med omtrent alle de herrer jeg har havt den allermindste smule med, for tiden er det Helland, - så rent uventet kan det jo ikke komme. Det er ligesom alle mennesker har ventet det al mig, at jeg skulde gifte mig igjen, som om det faldt af sig selv o.s.v. Det er kun mig selv, som lige til dette skete med Skram har anset det for en absolut umulighed.»