Amalie Müller skriver dette i brev til Erik Skram i København: «Moder er så uhyre bedrøvet eller rettere oprevet ved Bernhards død, for igrunden er hun bare glad, som vi andre. Også Ludvig var så trist og nedstemt i sit sidste brev. B. havde været et vidunder af elskelighed og tålmodighed under sin sygdom. Ludvig skrev at han var som et helt uskyldigt barn den hele tid. De var kommen til at holde så græsselig meget af ham alle som havde været om ham, doktoren, vågekonen og pigen i huset, der tiggede og bad om lov til at våge hos ham om nætterne. Hun havde grædt så meget da han døde, og var sent om aftenen gået fra sit værelse på tå ind til liget for at klappe det på kinden, sålænge han lå der i huset. "Det var en guds engel" havde hun sagt mange gange. Han havde været så taknemmelig for den mindste ting. Lige henimod døden da han ikke længer kunde tale, takkede han hviskende for alt hvad de gjorde ved ham, tilsidst bare ved at bøie hovedet. Stakkels, ulykkelige gut, - det var dog en sorg med den pene, tækkelige fyr. Så som jeg holdt af ham engang. Han var altid så lun og gemytlig, så fuld af pudsige indfald og fornøielige udtryksmåder. Vi har i tidligere dage havt megen hygge sammen. - Jeg har spurgt Ludvig om han vil være med til Kjøbenhavn, men ikke fåt svar endnu. Jeg tror det neppe under disse omstændigheder.»