Amalie er elendig form etter å ha født datteren Johanne i høst. Hun er en godt voksen mor; 43 år gammel. Hverdagen er full av bekymringer. Alt dette skriver hun om i brev til vennen og våpendragere Herman Bang: «Til den 11te dcbr er jeg kommet uden at kunne få dette brev afsted. Hvad synes De!? Det er ikke egentlig sygdom, som har forhindret mig men dette at jeg ikke mere er herre over tiden; den falder i stumper og stykker for mig og jeg får ingenting ud af den. Jeg er så aldeles grænseløst optat af den lille piges pasning og stel og når hun så er bragt til ro og sover om dagene, er jeg så træt og døsig at jeg sidder og falder i staver og slumrer i en stol. Småt går det også med kræfterne og trist er jeg over al den sygdom, ja, for nu har Ludvig, min yngste søn, ligget af gigtfeber snart i 4 uger og igår kom Jakob syg hjem fra trykkeriet og er ikke bedre idag, og småen har havt mavesyge og jeg seiv en aldeles djævelsk tandpine dæssuden meget andet og den ene af pigerne, som er min højre hand, går og ser sur ud, som rimeligt er, og det nager mig også.»