Amalie Skram og Ludvig er hos fotografen

Amalie og broren Ludvig besøker en fotograf på Kongsberg. Ludvig vil gjerne ha et minne om oppholdet hennes her hos ham - nå er hun jo snart på vei tilbake til København. De to har hatt herlige fjellturer sammen, og i går tok Ludvig henne med ned i sølvgruvene. Det gjorde voldsomt inntrykk. Her er hva Amalie skriver hjem til Erik om opplevelsen:

«Jeg må dog fortælle Dig at jeg igår var i gruben, hovedgruben. Du aner ikke hvad det gjorde for et indtryk på mig. Jeg har aldrig set sligt før, aldrig drømt om hvordan det var, aldrig ant eller forestilt mig noget om alt det rædselsfulde, højtidelige, storartet imponerende, knugende forfærdelige! Midt inde i bjergets indre, langt, dybt nede under jorden, slig en verden af virksomhed, i mørke, hver mand bærende med sig sin egen tranlampe (aldeles på façon som de romerske), og så den luften, og alle de drøn. Jeg var bange; jeg gråd af angst flere ganger, og da jeg atter, efter en vanvittig fart på en tralle gjennem en sort trang bjergvej med store spidse, dryppende klippesten hængende tæt ned i hoderne, på siderne allevegne, atter kom ud i dagslyset og det varme solskin da græd jeg af glæde og følte et virkelig savn over at der ikke var nogen gud at takke fordi vi var sluppen fra det med livet. Ja, det var en mærkelig dag, den igår; men ikke for alt i verden vilde jeg ha undvært det. Og skulde jeg så også fortælle Dig om vor højfjeldstur til Jonsknuten, da vi gik afsted ½7 om morgenen og kom hjem ½8 om aftenen, blev jeg aldrig færdig. () Hvad synes Du om dette billede? Ludvig vilde gjerne ha et minde om mit Kongsbergophold, men han er så misfornøjet med det, at vi tog os om igjen i andre klær med hatter på, akkurat som vi har stråket om på fjeldene i solskinnet. Nu får vi se om det blir bedre.»

Amalie skriver også en respons til en anmeldelse på Lucie som Erik har sendt henne, som sier mye om hennes egne tanker om romanen, og hvem av romanpersonene som hennes sympati ligger hos.

Hun skriver: «Tak for den tilsendte anmeldelse. Det var morsomt at få den, skjøndt alt det om Lucie og hvad jeg havde ment med bogen var det rene idioti. Sligt et ubæst af en fyr! «Det nytter hende ikke, vi får dog mest sympathi for manden, skjøndt hun med vold og magt har villet gjøre Lucie til den lidende og forurettede," skriver omtrent den tasken. At jeg virkelig har ment hvad der øjensynlig står, nemlig at manden er den jeg har sympathi for, falder sligt et fæ ikke på. Uf!»