Herman Bang skriver en replikk til Erik Skrams anmeldelse av hans nylig utkomne roman. Erik har hatt noen innvendinger mot Bangs impresjonistiske stil, og Bang føler behov for å oppklare hva denne impresjonismen egentlig går ut på. Forklaringen hans er betegnende for det som foregår i litteraturen for tiden, og for sammenhengen mellom tendensene i litteraturen og i billedkunstnen. Han skriver: «Kære Erik Skram, Først en hel Maaned efter Hæftets Fremkomst er «Tilskueren’"s juni-Nummer med Deres «Et literært Rundskue» faidet mig i Hænde. Ikke som nogen miskendt - tvært imod takker jeg Dem oprigtigt for al den modige Anerkendelse, som De saa ofte har skænket mig lige fra for ti Aar siden „Haabløse Slægter" udkom (De, kære Skram, var den Gang den eneste, som sagde offentligt et opmuntrende Ord om denne Bog) og indtil den Dag i Dag - men som en stærkt inte­resseret vil De give mig Lov til at forsøge at imødegaa nogle af de Indvendinger, som De retter mod „Impressionismens" Væsen og Fremgangsmaade og særlig imod mig.

„Naar Bang", siger De, «ikke vil give fuld og rund Besked» og «han aldrig vil gøre den Dvælen og de Overvejelser efter, saa» osv. De har ved disse Ord ramt Søm­met netop paa Hovedet. Det er just dette «Impressionisten» ikke vil. Og Grunden til, at han ikke vil det, er den, at han tror det ugørligt. Impressionismen i Fortæl­lekunsten er netop Barn af den fuldkomne Mistillid til «den psyko­logiske Roman’"s «Dvælen og Overvejelser»,Impressionisten tror, at det men­neskelige Følelsesliv med al dets tusenfoldige Sammensathed er et endløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af be­vidst og ubevidst, af villet og vilje­løst. Rent ud sagt - hvis jeg tør udtale hele min Mening - han tror, at saa længe psykologisk Videnskab ikke har fastere Grund og skarpere Kattens Øjne, saa længe vil psyko­logisk Kunst ikke være andet end et virtuosmæssigt Dilettanteri. Al denne „Dvælen" og disse man­ge „Overvejelser" vil kun arte ud til de lange og uendelige Vidtløf­tigheder, hvor „det sidste" dog al­tid smutter bort mellem vore Hænder - ogsaa fordi vore Ord, naar det drejer sig om Skildring af det subtile menneskelige Følelses­liv, ikke naar saa langt en Gang som selve vor fattige Erkendelse. De er paa denne gyngende Grund for plumpe og bliver blot tunge siddende i Mudderet.

Derfor flyr Impressionisten bevidste Dvælen, Udredning og Overvejelser, som for ham dog altid taber sig i det store Mørke. Ja, træffer Impressionisten i en Roman eller en Novelle en psykologisk „Passa­ge", saa er den ham, sandt at sige, snarest kun et betænkeligt Bevis for, at Forfatteren paa dette Punkt ikke har naaet til at fordøje sit Stof. Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erken­delse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og de handlen­de Mennesker bliver hans Skil­drings Genstand.

Hans Fremstillings Maal er da at gøre disse handlende Mennesker levende. Han higer møjsomt efter, ad hundrede Veje, at frembringe den yderste Illusion af bevæget Liv. Og naar han paalægger sig al ''denne Møje, er det netop, fordi han tror, at Læserens „Hjærne er et overmaade drevent Redskab" -saa drevent et Redskab, at den overfor denne „levende" Kunst vil magte det samme som overfor selve Livet: Læseren vil ogsaa i Kunsten „se mere end hans Øjne er i Stand til at sanse, forstaa mere, end han netop har Ævne til at opfatte".

Impressionisten er netop „Medvi­der i denne Hemmelighed ved vort Liv i Naturen og mellem Menne­skene".

Og det mere, som han tror, Men­neskene ogsaa i Kunsten kan bringes til at se, det er netop - den Sum af Tanker, som rummes i Handlingerne og som afspejles i dem.

Som al Kunst vil ogsaa den impres­sionistiske Fortællekunst gøre Rede for de menneskelige Følelser og for Menneskers Tankeliv. Men den skyr al direkte Udredning og viser os kun Menneskenes Følelser i en Række af Spejle - deres Gerninger. Her synes Impressionisten da, idet han fremstiller den ustandsede Handlen, at medtage alt. Men i Virkeligheden er hans Kunst som al anden: Kunsten at sammen­trænge. Hans Arbejde er at ud­skille væsentligt fra uvæsentligt, og han medtager i sin Skildring i Vir­keligheden kun de væsentlige Handlinger, det vil sige en Handlingsrække, hvor hver lille Hand­ling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv - en Række af Udfaldsporte ind i Følelseslivet hos den skildrede. Summen af Tanker, Vævet af Følelser, som den drevne Hjærne saaledes kan naa bag om de medtagne Handlinger, er det impressionistiske Værks dulgte Indhold. Dets Værd beror paa Dybden af alt det - som ikke siges,

Impressionistens Digtning vil gan­ske vist blive plat forkastet, hvis han kun „eftergør, hvad der kun i det givne Øjeblik umiddelbart foregaar". Men i Virkeligheden gør Impressionisten mer end dette. Skildringen af det umiddelbart foregaaende er ham kun Midlet, det diskrete Middel, til at give det mere. De ydre Ting, han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi.

En Fare løber Impressionisten imidlertid. Da han fortæller sit Værks sande Historie indirekte, plages han, som det synes, af en bestandig Frygt - den, at den skjulte Mening ikke fremlyser tydeligt nok. Det er denne Frygt, som avler no­get vist kinesisk i hans Maleri. Han rykker nemlig, tror jeg, hver eneste Enkelthed frem i det sam­me Plan, saa at sige helt ned til Lamperækken og hans Billede bli­ver uden Perspektiv. Det synes saaledes, som om han har kinesi­ske Øjne. Og han opmarscherer alle sine Detailler i ét - tinsoldat-agtigt - Geled. Af Frygt for at ikke hver enkelt Detail skal blive set, lader han alle Enkeltheder marschere op ved Siden af hinanden og opnaar kun, at ikke nogen faar fuldt Albuerum.

Dette er en Fare, som Impressioni­sten maaske selv ser, men for hvilken han alligevel kun Gang paa Gang paany bukker under. ... Dette er alt, hvad jeg, kære Skram, havde at sige. Den impres­sionistiske Fortælleform vil vel, som alle Kunstens Former, kun have sin Tid. Men selv den Dag, hvor den er afløst af en ny Form for Fremstilling, vil Impressionis­mens Nytte spores. Tiden vil have skærpet Fordringen til Skildringens Anskuelighed.

Deres „literære Rundskue" ender for Forfatterne mistrøstende. En stille Dam er for Dem dansk Literatur. Og kun Malerne er med i ret Arbejde. Mon dog ikke ogsaa Literaturen har Arbejdere? Og mon det er ret saa grumt at nedslaa deres Mod? Deres hengivne Herman Bang