Edvard Munchs venn Emmanuel Goldstein skriver til ham fra København, der han arbeider med diktene i det som skal bli boken Alruner, som Munch skal illustrere. Han legger ved et korrekturtrykk, og innrømmer at noe av det som Munch sa at de snakket sammen sist gang de traff hverandre, er kommet med i boken. Han fortsetter deres diskusjon om hva poenget er med å lage kunst, og kommer med en varm vennskapserklæring til sin venn. Han skriver: «Du skriver at

Du ikke kan lade være med at spørge Dig selv ved hvert Billede «hvorfor?» Jeg synes det er ligesaa meningsløst som hver Morgen at spørge sig selv «hvorfor»? skal jeg staa op, hvorfor skal jeg leve da

jeg jo dog skal dø. Du maler jo bare fordi Du ikke kan lade være med det. Og hvert Billede er jo ikke andet end en Hamskydning, en svunden Dag. Bare jeg tenker paa Naturalisme og Realisme og all den anden Kunstindustri saa faar jeg Kvalme - Jeg antager ved daglig at arbejde maa man til Slut faa sin egen Natur frem i al dens Oprindelighed. Uden at være bunden af nogen Form eller nogen Retning. - Har Du forresten aldrig lagt Merke til den Fare som ligger i Formen og Ordet? Hjernen kan jo kun tenke i Ord men da der til hvert Ord knytter sig en Uendelighed af Forestillinger, kan man ikke undgaa komme til at tænke frit af mangel paa friske Ord. Hvis man nu er bunden af en Retning saa er det rent galt. - Jeg ved ikke om Du kan forstaa det Sludder?

Nu skal jeg forresten sige Dig noget Hr Munch: Du er i Grunden det eneste Menneske jeg har Respekt for Du er den frieste mest frigjorte Aand jeg nogensinde har truffen paa. Jeg antager ikke at Ros fordærver Dig. Aa, naar jeg tenker paa alle de andre «Kunstnere», der sætter Kunsten over deres egen Menneskelighed, saa bliver jeg syg til døden. Det er noget saa betryggende i en Gang at treffe et rigtig Menneske. Isch da? Jæger Han har saamænd ogsaa gaaet og gjort mig Hovedet

Kruset. Nu nok for i Dag. Send mig endelig omgaaende de trykte Ark tilbage.»