Dato
1 august–1 september 1895

I det danske tidsskriftet Tilskueren trykkes det denne høstmåneden en rapport fra kulturlivet blant malere og forfattere i Paris, byen Amalie Skram snart er på vei til etter sitt opphold på sinnssykehus.

Her kan man blant annet lese:

"Den Staddel i Paris’ Vestende, der strækker sig fra Place Malesherbes, hvor man har oprejst Alexander Dumas den ældres Statue, indtil Place Wagram, hvor Alphonse de Neuvilles staar,er de mondaine Maleres og Forfatteres Kvarter. Her er Gaderne brede, Luften ren og frisk; smaa, kokette Hoteller, hvoraf de fleste rummer et Atelier, afbryder uafladeligt de statelige, høje Hus-façader, der strækker sig langs snorlige Avenuer. Færdselen er ringe her og gør kuri liden Støj; lette Coupéer flyver hurtigt ned ad de træbrolagte Veje, — og paa Fortovene bruser nu og da elegantklædte, duftende Kvinder frem, som oftest alene, altid følgende et bestemt Maal.

Kvarterets ydre Fysiognomi lader ane Arten af det Liv, der beaander det, — et Liv, som en høj Grad af kunstnerisk Finfølelse frigør fra gængse Vedtægter og stivnende Vaner, — men som ikke desto mindre holdes sammen af bestemte, selskabelige Love, som tøjles af den rolige, udsøgte Elegance, der præger den ringeste af dets Ytringer.

I disse Atelier’er, der oftere ligner kunstnerisk udstyrede Saloner end Arbejdsrum, i disse Saloner, som talrige artistiske Bibelots og halvfærdige Malerier uden Ramme giver Udseende af

Kunstnerlyem, samles et broget Selskab, hvis forskelligartede Medlemmer dog har mangfoldige Træk tilfælles. I spillende Konversationer broderes de samme Emner med rigt Variationstalent:

Elskov og Kunst, Kunst og Elskov. Men den Kunst, som her er Tale om, er altid nøje knyttet til de Personer, der taler, eller til dem, hvorom der tales, og den Elskov, der løsner disse enneskers Tunger, er født af og bunden til de konkrete Tilfælde, som indtræffer i deres sluttede Kres. Deres Aand, der udelukkende formes af deres Erfaringer, faar sin Ynde, sin Styrke og sin

Begrænsning ved det rige Detaljekendskab, som deres Oplevelser giver dem Anledning til.

Og lige saa fri Tonen er i disse Saloner, lige saa streng er i Virkeligheden Moralen. Kunstens Midler, Elskovens Aarsager og Følger kan her debatteres i de intimeste Udtryk, — Kunsten og

Elskoven selv gaar man udenom med varsom Forsigtighed. Med opspilede Næsebor indaander man Røgelsen, der stiger fra de hellige Altre, — men hvem vover vel at ofre sin Sjæl derpaa? "

(...)

"Paris er fremfor nogen anden By Livets Stad, fordi den i sig ejer en Selvfornyelsens Evne, der aldrig svækkes. Hvor mange Mennesker ellers bor tæt op ad hverandre, plejer det fælles

Samliv lidt efter lidt at skabe en vis Ensformighed overalt; Meningerne slibes af mod hverandre, Vanerne tynger Individualiteterne ned, den fælles Atmosfære, de fælles Interesser, de fælles Pligter giver efterhaanden Samfundet et eget monotont Præg.

Anderledes Paris. De Mennesker, der former Samfundet her, fødes alle med særlige Betingelser for at kunne give den Tilværelseskonstellation, i hvilken Hændelsen eller Nødvendigheden

kaster dem ind, al den Fylde, al den Ejendommelighed, som den moderne Eksistens kræver af den, skal den ikke lade Noten falde i Samlivet med de andre, der danner sig rundt om den. For

den enkeltstaaende Personlighed er Betingelserne for selvstændig Udvikling saaledes ikke saa store som for det enkelte Milieu.

Men disse Milieu’er paavirker idelig hverandre: deres gensidige Beundring, Smiger, Had eller Ringeagt skaber en levende Luft omkring dem, frugtbar paa Nydannelser af alle Arter. At disse Forhold maa have en overordentlig Indflydelse paa den Kunst, der suger sin Næring af Livet, som det pulserer i Dagslyset, siger sig selv: den rige Afveksling, der idelig fremstaar, giver den stadig ny Emner at skildre; Milieu’erne betragter hverandre med forundrede Blikke, og gennem Temperamenternes farvede Glas ses Livets Udsnit i tusinde Nuancer."

Og videre:

"Af disse Temperamenter er nu nogle saaledes beskafne, at de ikke kan nøjes med Iagttagelsen alene. Det er de særlig stærke og selvstændige Aander, der fødes med saa højt et Haab,

saa ren en Vilje, at alt, hvad de ser om sig, hurtigt farves af deres Vrede, deres Bitterhed og deres Had. Den Evne til at skabe Kunst, som dej har i Blodet, er dem ikke nok: i deres

Sind formes* snart — af Opposition mod Omverdenen — en sædelig Idé,Imod hvilken de efterhaanden lærer at holde alt det op, som de frembringer, regulerende det efter Ideen. Saaledes fremstaar\ Moralisterne, for hvilke vi har lært typiske Repræsentanter at kende i Forain og Hervieu.

Men i en By som Paris kan Rollen som Tugtemester være vanskelig nok at holde i Længden, og dobbelt vanskelig bliver den for de Personligheder, hos hvem den kunstneriske Samvittighed udvikler sig til en stadig højere Grad af ømtaalig Delikatesse, paa Bekostning af den rent menneskelige. Store Skuffelser venter jo Moralisterne: med Forundring og Sorg iagttager de, hvordan Livet gaar sin Gang paa tværs af alle Ideer; de havde haabet at kunne forbedre Menneskene, men nu vil Menneskene engang ikke lade sig forbedre; dette^er trist for Ideerne, og det er trist for Forfængeligheden. Ogsaa for Kunsten er det trist, thi ofte har man forsyndet sig imod den for Idealets Skyld, — og hvad hjælper [det saa alt sammen?

Man begynder saa smaat at tabe Modet, man spørger sig selv, om det virkelig er Umagen værd til Stadighed at vise det lodne ud. Dertil kommer, at Samfundet, som angribes, altid kun svarer derpaa med et Smil: i denne By, hvor fejlslagne Forsøg betragtes som Forbrydelser, bliver man hurtigere end ellers overalt skeptisk ved Ideernes tilsyneladende saa afmægtige Kamp mod de menneskelige Institutioner. Alt dette gør jo efterhaanden Indtryk paa Moralisterne; naturligvis slaar man ikke om, — som Tilfældet saa ofte er i de mere ukultiverede Nationer; i den „modne" Alder at bekæmpe det, man i Ungdommen stredes for, vilde her betragtes som en Smagløshed uden Lige. Men man bliver en Smule træt og resigneret overfor disse Spørgsmaal, — og Livet, som det er, lokker stærkere og straaler varmere ved Følelsen af, at Døden rykker nær.

— Medens saaledes Livsbetragtningen hos disse Mennesker ikke ændres synderligt i Aarenes Løb, er den Udtryksform, som den vælger sig kunstnerisk, stadige Forandringer underkastet: den simplificeres og bliver samtidig stedse mere forfinet. "

Personer
Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Lange, S. (aug 1895). Nutidstyper fra det litterære Paris. Tilskueren, 12, 517.

http://runeberg.org/tilskueren/1895/0771.html