August Strindberg har fått besøk av Harriet Bosse. Han holder på med stykket Till Damaskus III. Han spør henne om hun syns han skal la den ukjente i stykket gå i kloster. Hun svarer nei; han har mer å utrette i livet, mener hun.
I et brev utdyper hun hva hun tenker om saken, på sitt spesielle språk, en kombinajson av norsk, dansk og svensk:
«Om de tror den kvinde de vil dikte til Den Okände har makt at binde ham fast ved lifet gennem at tage ham ved hånden og vise ham alt det lyse og gode, som også finnes i verden, så gjör han ikke ret at gå til klosteret. [] Jeg kan godt forestille mig den lille kvindens jublende glädje, om Den Okände [] bare ganske still tog hendes hånde i sin og vandret med henne mod - målet. Og glemte klosteret.»
Ryland, K. B. J. o. N. E. (2016) Kvinnen som elsket Strindberg. Vinduet