Amalie Skram skriver et fortvilet og fragmentert notat om kjærligheten på baksiden av en konvolutt

Amalie Skram skriver dette fragmentet om kjærlighet på baksiden av et brev som er datert 2. oktober 1900:
 

"Jeg har truffet en kvinde, som fylder mig helt". Ja, der er mange måder en kan fyldes helt på. Man kan fyldes helt af jubel, af stolthed, af elskov ved tanken på den elskede.  Men man kan også fyldes ligeså helt og fuldt af sorg og fortvivle.

Kjærlighed er til syvende og sidst kun kjærlighed til den kjærlighed, en anden bærer til en. Når man har et barn, der hænger ved en, og i hvis øjne man læser som i en åben bog, ser hvorledes hver eneste gang den mindste misfornøjelse i tone eller stemme forandrer udtrykket i barnets øjne, ser hvor de dejlige uskyldige barneøjne kan tindre stille som en stjerne på høsthimlen når man er kjærlig og fornøjet med barnet, så siger man til sig selv: skam få den, der ikke føler sig fuldt ud lykkelig ved at eje et så varmt barn.

......... (revet ut)

......smerte når den elskede åbenbarer sig ikke at være den elskede. Og man kan fyldes helt og dybt af foragt og afsky for den, der var ens elskede. I alle tilfælde er det fodt: Dette at være fyldt af noget selv om det smærter aldrig så