Irminger har gitt Småen et bilde av en ku som han har malt. Småen er overveldet. Rammen er også praktfull. Amalie skriver til ham: " - Hvis du idag havde set småens strålende glæde, da jeg kom indtil hende med dit lille maleri! Hendes øjne tindred, og hendes kinder blev blussende røde. Det var ikke alene glæde, som gav dette, det var også et slags ydmyg stolthed. "Er det virkelig muligt? Er det til mig?" "Jeg vil straks skrive til ham, og takke ham", sagde hun så. Ja, Irminger, Du har beredt hende en stor fryd, og derigjennem mig en enda større. Og den nydelige ramme! Henrykt vilde hun være bleven om hun havde fået koen uden ramme. Meld dig snart op til mig en aften. "