Amalie planlegger julen. Hun skriver til sin venn Irminger: «Tak for nøglen kjære Irminger. Men når der var åbent, hvorfor kom Du så ikke op igjen med den? Nå er der jo dog bare en trappe at gå til mig. Du skal vel så mange steder på julaften, så det nytter nok ikke at spørge Dig om Du vil komme her? Johanne og jeg blir ganske alene, hvad der forresten bare er dejligt. Som sædvanlig skal hun tilbringe sin juleferie hos Achens, men som sædvanlig har hun hævdet sin ret til at være hjemme på juleaften, hvad der naturligvis glæder mit hjærte. Vor kone og hendes 10 årige gut kommer her og blir et par timers tid for at få sine gaver, ellers blir vi to, småen og jeg, som sagt ene.

Jeg vilde altså bare sige det til dig at det vilde være os begge en glæde, hvis Du kom. Vi vilde da spise middag kl.6, og ta alt julegodtet senere. Men jeg forstår så godt hvis Du ikke kan. Der er selvfølgelig nok flere som har bedet dig til den aften, og Du har jo også dit eget hjem og din søster. I hele julen, mens småen er borte (14 dage) stænger jeg mig inde og arbejder. Jeg er nødt til det.»