Amalie Müller er vilt forelsket i Erik Skram, men hun vil ikke følge hans velmente råd om hvordan hun skal komponere romanen Constane Ring

Onsdag.

[28/3/83]

 Kjære, søde, over alt i verden elskede, hvor du har det ondt med mig. ”Du er meget selvisk Amalie” – skrev du engang, men min selviskhed bunder dog ikke i egoisme, men mere i den voldsomme måde jeg føler dette med dig på. Når jeg først har raset ud, tror jeg endog at jeg kunde være meget lidet selvisk, at jeg kunde bringe det til at tie med det, der vilde såre eller gjøre dig forknyt min elskede; oh du ved ikke hvad jeg kunde læres op til ved at elske dig. Men alt må ha'e sin tid, og alt må komme efter sin naturlige orden. Er jeg ”grusom”, jeg? Kan du virkelig ville sige at jeg er grusom? Ja, med at ha'e mod til at sige mig selv sandheden, til at se iskoldt og nøgternt på tingene, på den måde er jeg grusom. Men så er det dog mere værdt; når jeg tilsidst strækker gevær og gi'er mig over på nåde og unåde, for da har det under sig det, at jeg ved hvad jeg har gjort.

– Hvor jeg er lykkelig over at du nu er mere glad i mig, mere tilfreds med mig, at du har følt det rigtig helt ind, hvorledes jeg vilde lægge mine arme om din hals, og kysse dig til at forgå af. Torsdag. Længer kom jeg ikke igår, og der var meget mere jeg skulde sagt om det at kysse dig, blandt andet at det græmmer mig at du har alt det skjæg, – der er jo ingen rimeligheds grænser for det; overalt er det iveien, og der er ikke et menneske på jorden der har så liden plads for kys som du. Jeg bli'er kjed af at kysse dig bare på munden bestandig og på den filleflækken omkring øinene. Jeg har fået dit brev du søde, snille gut som sidder og skriver alt det værdifulde med hovedpine nattens tider. Din kritik er en skat, og du er en perle, men jeg vil ikke omarbeide fru Ring,[i] – det er for kjedeligt – jeg må få slippe, og jeg vil ikke skrive et første kapitel med en samtale i, for jeg vil overhovedet være færdig med det kjedelige fruentimmer. Der var så meget jeg skulde sagt i anledning af det du skriver om min skitse, men jeg kan ikke, for jeg er træt efter igår af at danse til kl. 2, og drikke meget champagne, og tale en hel del fransk med en greve som er fransk vicekonsul her. Uf, at vi aldrig kan få være på bal sammen! hvor det er skammeligt, og hvor meget vi idetheletaget går glip af, vi, det er ganske forfærdeligt, når jeg rigtig betænker det. Nu er det da slut med alt det karnevalsrod, gud være takket og priset. Jeg er ganske enig i alt hvad du siger om det at kaste tiden bort i en sådan udstrækning, og til så liden nytte. Havde jeg det med at angre på noget, så vilde jeg angre på at jeg gik med på dette, nu haster jeg bare fra det med mine tanker, og er glad det er over. Jeg vilde ønske du havde været min mand, for at du kunde ha'e forbudt mig at være med, rent ud forbudt mig, for så havde der ikke været mere snak om det; jeg kunde sagt: jeg får ikke lov af min mand. Tænk hvor godt det vilde været. – Du er udentvil den kyndigste dommer af alle i Skandinavien – det er ikke en superlativisk floskel, men min virkelige mening, og jeg er så glad at du har læst mine greier og sagt mig din mening. Jeg skal ganske vist få nytte af alle de udmærkede vink, hvis jeg skriver noget mere. Men fru Ring, vil jeg som sagt ikke røre ved mere.

Slutningen er lidt lavet, – åja herregud, – det er nok sandt, men ikke så græsselig sandt endda, for tilfældet spiller jo som oftest første violin her i verden, og der er intet til hinder for, at det brev kunde komme netop den aften. Det kunde også være bleven borte, hun havde så alligevel ikke taget nogen gift, hun, – men dette gjør det meget letvindtere for mig. At lade det stå hen, og la'e der gå nogen tid, og vise hende endnu mere reduceret, og så lade brevet komme, det bli'er så besværligt, – og som sagt, – det laveri er ikke med det værste. Hvad skulde der være iveien for at brevet kom? Du må ikke være for strid med et menneske heller, og især ikke med en begynder, husk det. Og så det om et første kapitel for tydelighedens skyld. Du har sikkert ret naturligvis, – men jeg synes på den anden side at man godt skimter hvorledes hendes første ægteskab har været, både i det hun siger om Nils, som jeg synes røber en langsom begribelse, at du ikke strax vidste var manden, man skriver da ikke for et publikum, som skal ha'e det ind med ske'r heller – og i det om hans photograferen, og i det hun siger til kusinen om ikke ét ægteskab er nok og om processen. Der kan ikke stå mere om det som det hele er lagt, for husk hvor gammelt det er for hende hvor færdig hun er med at gruble og være bedrøvet over alt det. Hvorfor fru Ring kjeder sig? Det er jo bare fordi hun har stof i sig til at undgå at kjede sig. Hun har lidt indhold i sig, som ikke blier udnyttet, det er det som nager hende; hun ved det ikke selv, – der er mange som går og lider og lider af samme grund uden at vide hvorfor de er lei af sig selv og hele stasen, – de som blier udnyttet til mindste evne, er de lykkelige, de få, de forsvindende få, de udvalgte. Havde fru Ring ikke havt ubrugte evner, så vilde hun ikke ha'e kjedet sig; kun været forlystelsessyg og tom naturligvis, men uden at mærke det eller lide ved det. Det er kvinder som fru Ring det er synd i; det er synd i dem at de opdrages så slet, at de fra barndommen af ledes hen til det, at blive en mands kone, og ikke et menneske. Man skal altså forstå af sig selv hvorfor hun kjeder sig. Fru Ring kunde ikke ”spotte” over processen, – hun har altid været udenfor sin mands leben und treiben, gået ved siden af alt det; slet ikke bekymret sig om hans greier. Hvad hun alligevel ved, har hun ikke kunnet undgå at høre. Jeg kan ikke indse at der er noget iveien med samtalen mellem kusinerne. Det er de mange uenigheder og pripne samtaler fra før, når fru Hansen vilde ha'e fru Ring til det eller det, – der ligger under, og gjør tonen som den er. Men hør sig mig nu, – skulde jeg helst la'e være at trykke den? når den har så mange mangler, – og jeg er vis på du ikke har sét dem for skarpt an, så synes jeg ikke det er værdt. Jeg er vis på jeg kan få den i Tidsskriftet, men som jeg før har skrevet, – jeg bryder mig ikke om det hvis den ikke er virkelig god. Og det er den ikke. Vil du gjøre mig den store tjeneste at sætte mærke ved alle de udtryk som er for drøie, – (jeg kan absolut ikke fatte, at der findes sådanne,) og har du bedre, så skriv dem over med blyant, og ved de verber, der heller skulde været imperfekter, og ved de ordelag, du ikke synes om i samtalen mellem de to damer. Ved du, forresten, – hvad jeg tror, – at damer bedre vil kunne forstå fru Ring end herrer kan det.

Og så må du sende mig bogen meget snart tilbage, – hører du. Ja, så var det ikke mere, – jo det er sandt ”Bureachef [sic] Kroghs”! Jeg synes ikke du har ret i at man ikke kjender Krogh. Jeg ser og kjender ham så tydeligt, at jeg ved på en prik hvorledes han ser ud, ja lige indtil den måde han spiser på, og klæder sig af på om aftenen. Han er så kjendelig ved det, der siges, at der slet ikke skal siges noget. Og hun også. Tror du hun ved om hun holder af ham eller ei? Slig en slavekvinde, for hende gjælder det: alting skal så være, og naturligvis er hun sanselig, ellers havde hun på en eller anden vis gjort oprør. Du skulde hørt hvad fru Wullum sae om den! Og hun skjønner sig ikke så lidt på bøger; jeg har hørt så mange forstandige domme af hende; og hun sa'e engang at din bog var en af de ”skønneste” hun havde læst, – rent ud et herligt arbeide, sa'e hun. Men det kan nu være det samme det om ”Krogh's” for den vilde jeg nu alligevel ikke ha'e trykt, af andre grunde end dine. Idetheletaget er det forresten kjedeligt at skulle skrive, rent ud et kors man går og slæber på: igrunden begriber jeg så lidt, at jeg gider, men jeg kan ikke la'e det være heller. Jeg ved godt at jeg er flink, men jeg er ikke flink nok; ikke så flink at jeg, hvad man kalder, får det til. Men jeg er slet ikke bedrøvet over det, må du tro, – det skulde jeg nu egentlig være, men jeg kan ligesålidt ta'e mig nær af at jeg ikke får det til, som jeg kan angre på noget jeg har gjort. Forresten var det en glæde at se, hvor alvorligt du tog på det, at du dog havde fundet, der var noget ved det; jeg var så forberedt på, at du vilde skrive: nej min lille pige (nu snakker jeg dansk, og hærmer efter dig, du skulde bare høre!) det må du ikke befatte dig med, eller sådant noget. Og det synes jeg forresten gjerne du kunde ha'e gjort; så havde jeg lagt det på hylden for bestandig, og været glad og lettet ved det.

– – Er det virkelig sandt at du elsker mig således, at min kjærlighed er så meget for dig, at livet blev intet for dig uden mig? Det er så sødt at høre det, og var du hos mig, så vilde jeg spørge dig igjen og igjen og kysse dig mellem hvert ord, og kysse dig mange gange for hvert svar. Og jeg tror jeg kunde komme til at græde af glæde, hvis du ikke blev træt af at svare mig ja. Som jeg glæder mig til den dag jeg skal være i dine arme! Og du skal komme til at føle hvorledes jeg elsker dig da; men det gjorde du allerede sidst, – ikke sandt? Men nu bli'er det værre. Bare det ikke må være forlænge. Jeg bli'er syg af utålmodighed. Men du, – dengang du elskede hende du ved, da er jeg vis på, du også følte det som om livet vilde være absolut intet for dig uden hende; og dengang følte du det stærkere, varmere, mere troende; for dengang sad du ikke inde med erfaringen om, at det går an at lide, glemme, leve op påny, og finde en ny kvinde til at elske. Det ved du nu, og jeg er aldeles overbevist om at hvis du mistede mig, så – ja, så vilde du nok sørge, men ikke som sidst, og så vilde du om et år eller to møde en anden, som gav dig sin kjærlighed, på samme vis som jeg har gjort det, kanske også da uden at du bad om det, og så vilde du en dag sige til dig selv: jeg elskede nok Amalie, men ikke som jeg troede. Det er det som er det triste. Kostumebilledet skal du få, men du får give tid, til det er færdigt; det blier det vel nok i næste uge en gang. Min elskede, min Erik jeg er ganske og aldeles

din Amalie.

Jeg har taget konvoluten op igjen, for at sige dig, at du har så uhyre uret i meget af det du siger om ”Krogh's”. Han skulde ikke vide at han skulde dø efter at han var bleven sengeliggende, og kun havde et par måneder igjen. Jeg ved med vished om flere som har vidst det, og talt om det; en var et ungt menneske på 21 år som døde af tæring inde i Hardanger, hvor jeg med andre, lå på landet. Det var ingen af hans nærmeste hverken lægen eller moren, som lagde skjul på det da, – de gik endog og prøvede på at omvende ham, og bad ham betænke hvor snart nådetiden var forbi. Han sa'e til mig: når de bare vilde la'e mig dø i fred. Og dette var intet exceptionelt tilfælde. Men jeg har mærket engang før, – det var i Gøteborg, at du ikke rigtig ved hvorledes de som farer med at være kristne har det, og hvilket præg det giver dem. Jeg er sikker på der er noget i dette. Meget mere vilde jeg ha'e sagt, men det får være til vi træffes.

Din Amalie.

[Skrevet bak på konvolutten]:

Il y a quelque chose dans votre lettre, que je n'ai pas pu lire, malgré des efforts incroyables. Après avoir dit: ”Så stiger fremstillingen fra: ”hvad skulde der nu blive af hende?”” – vous avez fait une parenthèse: (”Hendes blik rundt i kjøkkenet”) alors vient ce que je n'ai pas compris; c'est comme ça (maintenant il faut que je dessine) ”ug”. Qu'est-ce que vous avez voulu dire par ce signe barbare? Dites-moi donc sur-le-champ, et ne l'oubliez pas![ii]

[i] jeg vil ikke omarbeide fru Ring: Amalie ombestemte seg selvfølgelig, og skrev fortellingen om til roman.

[ii] il y a quelque chos …: på norsk: ”Det er noe i ditt brev som jeg ikke har kunnet lese, selv om jeg har gjort iherdige forsøk. Etter å ha sagt: ‘Så stiger fremstillingen fra ”hvad skulde der nu blive av hende?”’ – har du satt i parentes: (”Hendes blik rundt i kjøkkenet”), og så kommer det jeg ikke har forstått; det ser ut som (nå blir jeg nødt til å tegne) ”ug”. Hva mener du med dette barbariske tegnet? Fortell meg det med det samme, og glem det ikke!”