Amalie Muller har lest Erik Skrams lange brev om kjærligheten

13de oktbr. 1882.

Igåraftes fik jeg dit brev, som vi sad ved aftensbordet. Jeg turde ikke åbne det der, men måtte sidde og vente til min bro’er, der spiser så langsomt, især når han snakker med os, endelig, endelig, på sin langsomme måde, stak servietten i ringen. Så gik jeg ind på mit eget værelse med det, og blev siddende der så bange, så bange. Jeg sad og græd mere end jeg læste, ikke for brevets skyld tror jeg, skjøndt meget i det gjorde ondt, men fordi jeg havde lidt så meget i alle disse dage og nætter, og gået så stille og taus med det, og været som ellers, når jeg var blandt folk. Det var al denne opsamlede smerte som igåraftes fik luft i min lange gråd; (tænk at jeg nu skal begynde at græde igjen!) Tilsidst stak min broder hovedet ind, og spurgte hvor jeg blev af; kl. var da ½ 11, og gutterne var én for én komne for at sige godnat, mens jeg havde siddet der. Min bro’er så så vist på mig gang efter gang, da jeg var kommen ind i stuen, men han spurgte ikke. Det gjør han aldrig, han er så god og hensynsfuld. Det bliver ikke et svar idag, bare et par ord for at takke dig for dit lange, lærde foredrag om naturkundskab eller hvad det nu hedder. Der var så meget i det, som var mig så nyt, ja alt omtrent; jeg har aldrig vidst og aldrig tænkt over hvorledes alt det havde sig. Min tanke har altid vendt sig fra det, bare fra det, for jeg syntes det var så stygt og ondt. Men jeg begynder at forstå, – ja tænk, jeg gjør virkelig. Jeg må forresten studere dit brev igjennem sætning for sætning, så vil der gå flere og flere lys op for mig. Hvor klog du er, og hvor meget du ved. Men der er meget i brevet som er af den beskaffenhed at jeg ikke kunde se på dig efter at ha’e læst det, og slet ikke kunde jeg tale om det med dig, det vilde være for flaut. Du var langsom med at forstå det, der var dig fremmed og syntes dig umuligt; jeg er så endnu meget – mere langsom end du, til at finde mig tilrette på ukjendte enemærker. Nei, hvor langsomt det kommer at gå! Jeg mener med min forståelse af alt det, der hører kjærligheden til. Men husk hvor aldeles nyt alt dette er, og hvor totalt ukyndig og uvidende jeg står her. Derfor skal du bære over og ha’e en mild og snil forståelse.

Nei, jeg var alligevel ikke kommen over dårskaben min; og gjør det heller ikke. Thi nu er jeg træt af at kjæmpe, og jeg ser også at det er unyttigt. Du må vide jeg var så sikker på at det var over; midt i min bedrøvelse og tomhed følte jeg en vis tilfredshed med mig selv over at jeg havde evnen til at kontrollere og styrken til at kommandere og mestre mig selv. Og det havde ikke kostet mig så farligt meget enda; tusinde grunde, skarer af fornuftige reflexioner kom løbende til min undsætning; jeg sad som i en fæstning, med hundreder af hjælpesvende omkring mig. Jeg vidste jo, som du siger, hvor prægtigt der lod sig leve uden alt det vrøvl som andre gik og pludrede med, og så hele min livsbetragtning, alle mine theorier om tilværelsens værdiløshed, mit had mod og min foragt for det, folk kaldte kjærlighed, det som jeg havde sét hvad var for noget og som jeg satte min ære i at være hævet over, og så endelig dette at jeg vidste med mig selv at jeg både havde evne og villie til at leve på nokså hårde vilkår, at det var en beslutning hos mig, at jeg vilde gå gjennem resten af mit liv uden at begjære noget af det der kaldtes lykke, som jeg forresten lod hånt om, fordi jeg ikke troede på den, – ikke troede at det som jeg vilde kalde lykke, var til. Og jeg havde jo fået beviset ihænde på ny. Du ved jo hvad det var, som bevirkede alt dette. Jeg var kommen til at elske dig, – jeg forstod det ikke, – men det var så, – det var kjærlighed jeg følte hin fredag, og endnu mere dagen efter; da jeg mærkede, at jeg var bleven et nyt menneske. Jeg skal sige dig noget. Jeg havde inderst inde et hemmeligt lidet rum, som jeg så uhyre skjælden betrådte med mine tanker. Der var noget gjemt derinde, og det var en drøm om, (thi mere end en drøm var det ikke, – jeg havde hverken tid eller lyst til at gi’e mig ikast med det) hvorledes det vilde være at finde den mand jeg kunde elske. Men hør nu: at den mand ikke fandtes, var jeg samtidig således sikker på, at der ikke existerede en trevl af tvil i min sjæl. Jeg havde jo truffet så mange i alle disse år. Fra jeg var ganske ung har der været så mange mænd omkring mig. De begyndte med at sige mig smukke ting dengang jeg ikke forstod et muk deraf. Jeg var så utrolig dum, da jeg var ung, – ja jeg er det forresten endnu tildels, men du aner ikke hvor dum jeg var; og så, så det ud som om jeg tog vel imod, hvad jeg ikke tilbageviste, fordi jeg ikke begreb det. Derfor har jeg fået en dyb og stærk afsmag for mændene. Ikke til at treffe, og vexle ord med i dagligt lag, thi der er i reglen (ikke bestandig forresten) mere udbytte af at tale med dem. Men en afsmag for deres forelskelse. Hvad er det de kalder forelskelse? alle disse elendige, pjattede dumrianer, der tror man skal blive i den syvende himmel over deres forelskelse. Sligt hænder mig forresten ikke mere, ikke på den gamle måde, i allefald. Jeg har sét så meget flaneri hos mændene, så megen begjærlighed, at jeg en tidlang foragtede hele racen. Nu er det over, – ja det var det – før jeg så dig også. Kan du derfor forstå den ting at jeg til den inderste bund i min sjæl, til hver nerve og pore var forvisset om at den mand fandtes ikke, der kunde tage min kjærlighed? I «Syndfloden» hos Byron, stiger guds sønner, vældige kolosser af engle ned på jorden og besnærer Kains døtre med sin elskov. (Du husker det af theologer så meget omtvistede sted i anden Mosebog – det er dette han har taget til text for sit storartede poem.) Jeg smilte undertiden med mig selv og tænkte: ja, det måtte til for mig. Det måtte være en mand af en ganske ny og usét sort, en som kom ned fra himlen, og hvor var jeg overlegen og tryg! Jeg havde jo været sammen med alle de bedste og første, alle dem der gik ry af i hvilkensomhelst retning, og jeg havde altid endt med at smile og altid smile.

Så kom du. Naturligvis var jeg sikker og tryg også efter at jeg havde følt denne lyst til at være ved siden af dig, denne bestandige dragen henimod dig, dette savn og denne uro, når jeg ikke så dig, og dette utrolige velbefindende i din nærhed. Tror du at jeg blev bange for det? Det faldt mig ikke ind med et øiebliks tanke. Den sidste dag på Lillehammer begyndte jeg imidlertid at ikke kunne like mig. Alting blev mig med ét så ækkelt og kjedsommeligt. Når jeg tænkte på Grefsen og alt andet, kunde jeg formelig ikke holde det ud; og der gik mig et stik gjennem hjærtet da jeg mindede mig om: imorgen er han borte. Så ved du hvorledes det var på skibet, og hvorledes det gik bagefter. Og så da jeg endelig havde givet mig over, da jeg klart og bestemt sa’e til mig selv: det er ham, han er kommen, den du troede ikke var til, da foregik dette som jeg godt kan betegne med Kristi ord: jeg blev født påny i et nu. Men det skete ikke om fredagen, men på lørdag morgen da jeg vågnede fra min trygge, faste søvn. Så gik jeg og tænkte, at nu skulde du ha’e det altsammen, alt det jeg havde sparet op og gjemt bort, og sat på renter i alle disse år, min ungdoms og min modne alders; ikke en tanke, ikke en evne skulde jeg eie uden at jeg vilde lægge den ned for dig, eller drysse den over dig; og hvor skulde jeg være på vagt om mig selv, ågre med det jeg eiede af skatte, for at blive rigere og rigere til dig; intet, intet havde jeg lov at give til nogen anden, – ikke et smil, ikke en tanke, – det var rov fra dig, – og så kommer du og skriver, at du har en anden kjærlighed, at du nok vil forsøge på at oparbeide en kjærlighed til mig fordi jeg nu engang var bleven såret så uændeligt, men at du, sålænge til jeg voxede helt op i dig, vilde elske og leve med den anden.

Du som er så klog, og som skjønner dig så godt på kvindehjærter, burde kunne forstå det bedre og dybere end du har gjort. Der gik en stormflod over mig i hint øieblik, da jeg læste disse ord i dit brev. Hvor jeg dog fik ret! hvor sandt og klogt og vist jeg havde opfattet alt det væsen, for ikke at sige uvæsen. Så gik jeg alligevel og ventede til på fjerde dagen, før jeg skrev, men alt det jeg grundede og ventede, blev jeg kun vissere og tryggere. Og kan du ikke forstå alt det jeg har lidt, – jeg! når det nu var mig, som endelig havde fundet den mand jeg kunde elske, som endelig havde taget spranget fra der jeg stod, til der jeg aldrig havde tænkt jeg kunde komme til at stå, så at blive stødt således tilbage. For et øieblik tabte jeg alt muligt fodfæste, – jeg svømmede om som en syndflodsforulykket; hvad andet havde jeg så at gjøre end at ty tilbage til mit forrige jeg, og synke ned, stedse dybere i dets arme. Når du ret kunde sætte dig ind i alt det, så vilde du ikke ha’e et eneste skjænd, ikke tale om ringeagt, eller vrede eller noget af alt det. Og når jeg skrev til dig at jeg ikke elskede dig, ikke på grund af din, men min beskaffenhed, så var det sandt. Jeg ynkedes over mig selv, at jeg ikke kunde være som en af de andre; at jeg stod der med så strenge fordringer, at jeg ikke kunde slå mig tiltåls fordi om du også holdt af en kvinde til, foruden mig; det vilde andre ha’e kunnet gjøre, fordi andre vilde sét på dette som noget «nebenbei», et nødvendigt onde. Men det kan ikke jeg, – og det vil jeg heller ikke. Jeg vil ikke give alt, alt, og ikke få alt i bytte. Det vil jeg ikke!

Og nu skal du vide det altsammen:

Jeg har lovet Bjørn, at jeg aldrig skal tilhøre nogen mand i verden. Nu vil du naturligvis fare op i forfærdelse. Men der er intet at blive forfærdet over. Bjørn kom tilsidst til at sige mig hvorledes han led. Han led virkelig, og han var mere alvorlig og mandig, og selvfornegtende og klog end de fleste. Ikke ét éneste forsøg gjorde han på at opnå, såmeget som så. Men han jamrede sig over at han elskede mig. Vi havde én éneste samtale om det, strax før han reiste. Jeg talte fornuftigt og roligt og sagde ham besked. Han svarede at han vidste det altsammen i forveien, alt kunde han finde sig i, men én tanke kunde bringe ham til selvmord, og det var, hvis jeg gik hen og elskede, og tilhørte en anden. Jeg svarede med et gjengangersmil, indbilder jeg mig, at for den sags skyld kunde han være rolig. Han greb det med lidenskab og følgen blev at jeg gjorde ham et formeligt løfte. Det var just efter at jeg, som jeg mente, var bleven færdig med dig.

Men nu er jeg alligevel ikke færdig med dig, – desværre, – desværre! Det er der, det er derinde. Og nu ved jeg at det aldrig kan overvindes, eller kvæles. Det kan dø en naturlig død, når det har levet sig færdigt – det ved jeg nok, men det lader sig ikke myrde, for det opstår strax fra det døde igjen. Jeg sidder i et chaos af vildrede. Jeg ved kun ét klart og bestemt: at jeg elsker dig, trods alt. Nu får jeg se til at tænke mig klar over altsammen. Vær ikke længe før du skriver til mig.

Hvad skulde jeg ha’e fortalt dig om «dagene i Kristiania», sammen med Drachmann? Jeg husker, og huskede da jeg så dig, ikke et fnug der var værdt at fortælle. Og så må du jo huske at jeg sammen med dig, havde mistet min tales brug. At fru Sandberg har fået noget digt af Drachmann, er jeg sikker på, ikke er sandt: Hvor kan du falde på det. Det er absolut ikke sandt. Og hvad er det hun er så flink i? Det forstår jeg ikke. Ja, hun er nok flink og kjæk i flere henseender, men hvad er det du mener? Hvor kan folk sige, at jeg har skrevet «Rosen». Alle ved jo at det er Mathilde Schjøtt. Det stod jo til overflod i en korrespondance til Danmark fra Norge. Hvorfor vil Ingeborg og Brandes være uden vidner? Du skal svare mig på alt. For jeg tåler det ikke om Ingeborg. Og hvorfor er Pylle vred? Og på hvem er hun vred?

Din Amalie

[skrevet på langs på side 2:]

Nu er det dog blevet et langt brev. Men der er meget mere at svare på. Idag har jeg dog ikke tid, ikke på nogen måde.