Amalie Müller skriver til Erik Skram og forteller om hvordan hun har skrevet en tekst som viste seg å være svært lik Ibsens Gengangere

Kr.ania 16-2-83.

[22/2/83]

Og tror du ikke jeg er «meget bedrøvet», min elskede gut? Jeg er bestandig syg, meningsløs elendig over ikke at kunne være hos dig; og som du siger, vi har ikke råd til at undvære hinanden, tiden løber fra os, mens vi sidder hver på vort sted og ældes. Dit sidste brev har bragt mig til at tænke alvorligt over vor fremtid – det har jeg aldrig gjort før – jeg har igrunden taget hele den ydre side ved denne sag uforsvarlig løsagtig eller letsindig, hvad du vil, ganske som havde jeg været 17 år, og vilde lade violen sørge. Men forstår du, de indre vanskeligheder opslugte alle mine tanker, og så var jeg jo også de mange, mange mile borte fra at ville indlade mig på noget praktisk i retning af giftermål eller sligt. Det stod altid for mig sådan uklart og «bøigagtig» (du husker udtrykket fra Peer Gynt) også efter at jeg var bleven besnæret af denne hovedkulse kjærlighed og efter at jeg helt og villigt havde givet mig bort til dig, at der slet aldrig kunde eller skulde blive spørsmål om andet end sådan en hemmelig, men derfor ikke mindre hel og inderlig kjærlighedshistorie, med et møde en skjælden gang indimellem. Ja, det vil sige, jeg tænkte end ikke dette helt igjennem; der stod som en skanse omkring mig, der stilt og umærkeligt var voxet ud af alt det foreliggende, – der var som en taus underforståelse mellem mig og mig selv om at sådan som jeg nu havde indrettet mig, sådan skulde det blive indtil dagenes ende. Og det at jeg elskede dig, bragte ingen forstyrrelse i dette. Jeg havde ikke gjort noget løfte, ikke givet mig nogen forsikring i denne anledning, det var overflødigt, for det faldt så over alle grænser af sig selv. Jeg var jo så vis på at det om kjærlighed var noget nonsens, at jeg iallefald ikke kunde komme ud for noget sligt. De ydre arrangements var ganske i overensstemmelse hermed. Som betingelse for at jeg skulde få beholde begge gutterne blev sat at jeg ikke skulde gifte mig igjen, og hvis jeg alligevel gjorde det, skulde både gutterne og de penge som var udset til os, falde tilbage til ham. Jeg gik med glæde ind på alt, når jeg bare slap for at være gift, og fik ha’e mine gutter i ro. Jeg måtte smile over hans iver for at hindre mig fra at ægte nogen anden end ham. Han sa’e det også ofte, at han kunde tåle på én vis, at jeg gik fra ham, men han kunde ikke udholde, at jeg blev en andens. Når jeg spurgte ham om han for alvor troede jeg vilde begynde på noget sligt igjen, svarede han: du vil ikke få fred, det ved jeg. Og nu er jeg bleven en andens, som slet ikke har bedt mig, ganske godvillig, med hele min sjæl, og af min egen inderste længsel, tænk om han vidste det. Siden igår, har alt dette gået rundt i hovedet på mig ikke på den forrige tågede, drømmeagtige måde men således at jeg greit og klart har tænkt mig tværs igjennem det. En stor del af natten har jeg ligget vågen, og spekuleret, og når jeg sov ind drømte jeg, at jeg skulde giftes med dig, men kunde ikke fordi jeg havde mistet min skilsmissebevilgning, hvad der i parenthes sagt også er sandt; jeg ved ikke hvor den er bleven af, så ligeglad var jeg med den. Jeg er bleven klar over, at det er rent uudholdeligt, meningsløst at vi holder fast ved hinanden, hvis vi ikke kan komme til at leve sammen, som andre skikkelige mennesker, og derfor er det min alvorlige mening når jeg siger: lad os da hellere gå fra hinanden. Nu er jeg vakt til bevidsthed om hvordan dette egentlig har sig – jeg har jo gået som i søvne før, har du også gjort det? – og nu vil jeg ha’e greie på det. Det er ganske sikkert, at havde vi begge været i vor første ungdom – (uf at jeg ikke traf dig dengang skjøndt gud ved – – –) så kunde vi ha’e set tiden an sålænge, og ventet til forholdene lempede på sig, men som tilfældet er, kan det ikke nytte noget. Desuden, det bli’er vel ikke bedre siden. Der er meget at betænke. Først dette at jeg for din skyld måtte opgive og forlade mine gutter, og min visse indtægt, der med det jeg selv fortjener lader mig leve ganske sorgløst, og så det, at jeg vilde falde dig tilbyrde, hvad jeg ikke på nogen måde kan finde mig i at skulle gjøre. Du kan vide, det var et alvorligt skridt. Havde det været en mand i Kr.ania, vilde sagerne ha’e stillet sig ganske anderledes. Jeg er da nemlig sikker på at jeg, når det kom til stykket, og efter nogen delibereren, vilde fået beholde gutterne, og altså også indtægten iallefald sålænge til de blev voxne, for der er jo dog ingen, han tryggere lader dem være hos, end mig, det har han ved flere leiligheder sagt, og desuden, skolegangen vilde hindre ham fra at tage dem til Bergen nu. Det vilde være en umulighed. Men, hvis jeg gik til dig, så måtte gutterne sættes i logi etsteds i Kristiania, og det vilde være for fælt både for dem og mig. Nei, du skulde været norsk, og bosat i Kristiania, og havt nok af penge, – det skulde du, din stygge gut, som volder mig al denne kvide, og alt dette hovedbrud. Og dog, slig som jeg længes efter dig, og er ulykkelig uden dig, så kunde det godt hænde at jeg en dag sa’e: dette holder jeg ikke ud, tag mig ned til dig på hvilkesomhelst vilkår. Men forresten, – du har jo sagt at du ikke for nogen pris vilde ha’e mig derned i det «slaveliv» du fører. Det kan jeg nu ikke forstå; fører du et slaveliv så trænger du jo netop meget mere til mig end om du levede det bedste herreliv. Hvad skulde jeg der så, – for da havde du det jo godt nok iforveien. Hvis der ikke var andre betænkeligheder som holdt mig tilbage, så skulde jeg nok tigge og bede dig og ikke give dig fred før du vilde ha’e mig. Men det er nu dette med gutterne først og fremst. Havde du været rig eller havt en udmærket indbringende stilling, så vilde du sandsynligvis været gift forlængesiden, og så havde jeg ikke fået noget af dig. Så havde du kanske havt din frue med på turen til Gausdal forrige år, og så var vel aldrig denne troldskab kommen over mig. Jeg skulde jo naturligvis forelsket mig i en rig mand, og det skulde du også ha’e gjort. Men en rig mand til at forelske sig i, havde jeg vel aldrig truffet. Min broder har rigtignok en Neworkerven, som er rig og smuk og elskværdig, og intelligent og dannet og fin, og alting – han kommer måske til Norge i sommer. Ham har han bedet mig blive forelsket i; – ja, han siger jeg kan ikke lade være, når jeg taler med ham. – Men tilbage til det jeg begyndte med. Kan vi altså forudse, at vi muligens aldrig, eller dog måske sandsynligvis aldrig vil kunne gifte os, (siden nu denne dumme gifting er den eneste form hvorunder vi kan leve sammen) så bør vi sige hinanden farvel. Det er ikke noget snak; der står en mand bag hvert ord, for jeg har tænkt det alvorligt og ærligt igjennem. Jeg synes nemlig at livet kan være korsfuldt nok, om en ikke skal tage på sig slig en tung byrde, som jeg daglig mere og mere mærker det er, at ha’e en elsket, som man ikke hvert øieblik kan nå hen til. Tror du ikke jeg går her i hvert øieblik og vilde sige noget til dig, eller spørge dig om noget; og er det ikke en pine at ikke du er den jeg altid har alting fælles med, at jeg ikke kan gå hen og sætte mig på dit skjød med armen om din hals, og tale ret ud af hjærtens lyst om alt og ingenting, eller om det der lå mig på sinde, eller plagede mig. Jeg vilde om aftenen kunne lægge mig ind til dig, og føle mig lykkelig og tryg og glad, ved altid på nyt at se hvor du var glad i mig, og var lykkelig ved min kjærlighed, så jeg skulde vide, der var ingen du savnede når du havde mig. Det vilde blive frygtelig ondt og smerteligt, frivilligt at skulle opgive dig, og en del af mit liv, måske hele resten vilde blive en ørken. Men alligevel vilde jeg hellere det. For det er forbunden med større lidelse, (mere uro, mere nag ikke at tale om denne frugtesløse ødslen med sit livsens indhold, sine kjærlighedsfyldte længsler, sin rigdom af tanker, der ikke kommer den elskede, eller nogen tilgode), at holde liv i en elskov under vore vilkår. Jeg tror det er mandigere og modigere og til syvende og sidst, rigtigere at opgive hinanden og synke ned i en rolig og sindig sorg, der med årene vilde mildnes, fordi det var den overmægtige skjæbne, der lagde den på os uden vor skyld, end at lade sig fortære af en elskov på hundrede miles afstand, der tilsidst må fortørne vort indre. Så vilde du nok la’e være at bære nag til mig, fordi jeg voldte dig denne forstyrrelse, med al den smerte der måtte lides, før du ganske havde glemt mig; du vilde ikke, – det stoler jeg på – kunne bære over dit hjærte, at nære uvillie mod mig, netop fordi du ved det så tydeligt og vist hvorledes det altsammen er gået til. Men vi skal begge være enig om dette, at sådan som det nu er, kan det ikke være i årevis. – Jeg kom til at tænke over alt dette, fordi det bæres mig for at der i dit sidste, søde brev var en klage over mig, mod mig fordi vi var skildt og ikke sammen. Hvor det dog var synd i dig, at du skulde mødes med mig på den tur. Hvis det ikke havde været, kunde du enda ha’e truffet en ung, smuk og rig pige, som du havde fået kjær, og strax havde kunnet gifte dig med. Du må ikke bilde dig ind at du er gammel; det er bare mig, som er det. Du er netop i den rigtige alder til at begynde at tænke på at tage en ung pige tilægte, og der er mangfoldige unge piger som du kunde bedåre ikke tiltrods for, men snarere meget mere på grund af din alder. Og det ved du også meget godt. Det vilde være meningsløst af dig, om du tabte modet hvis vi to gik fra hinanden; for dig er endnu tiden inde i massevis, og du vilde snart komme på ret kjøl igjen, og finde noget meget bedre, og især hensigtsmæssigere end jeg – – – Der er så græsselig meget jeg skulde skrive om denne gang, men det går som det pleier, jeg får ikke sagt en fjerdedel, så glemmer jeg det til næste gang, og så går du glip af en hel del jeg vilde fortalt dig. – Naturligvis vilde det været morsommere om Kielland og Jacobsen havde talt godt om stykket, men noget ubehageligt indtryk gjorde det ikke. Det er så underligt hvorledes det folk siger dog er mig uvedkommende, ja dette om leiefolkene, mener jeg. Det er som det slet ikke angår mig. Hvad K. sa’e var nu forresten ganske sandt, – jeg har selv tænkt noget lignende, og skulde jeg anmelde det, blev det en meget betinget ros, jeg kom til at yde. Jakobsens [sic] ytring om at det var skrevet med kulde, har jeg også hørt fra andre kanter, og det er, må du vide, sandt. Dengang jeg skrev den, var jeg ganske hørt op at føle smerte ved at tænke på begivenheden. Jeg var færdig dermed. I flere år kom det over mig med en sand sorg, hvergang tankerne streifede derhen, men nu var jeg ganske rolig og ligegyldig. En, som havde læst den sa’e, at det kunde aldrig være rigtig at han skulde give sig til at storle der hvor mdm H. slæber de lamme ud i gården; men det gjorde han bare han tænkte på det; det morede ham. Forresten, tiet ihjel er den skam ikke bleven; i Bergensposten fortæller J.P. har der stået en på tredie spalte lang anmeldelse af den der begynder med at «vort byesbarn Amalie o.s. v. har debuteret o.s. v.» Jeg har ikke læst den men den skal være overmåde nedrakkende. Dette morer mig nu virkeligt. Det er sandsynligivs en theologisk kandidat som har skrevet den. Tænk at den lille bagatel kan gjøre opstyr. Bare at den tales om, er jo fornøieligt. Fra Bergen skrev en veninde: man gjør ikke andet, hvor en kommer end disputerer om mdm. Høiers leiefolk. Så har der været en korrespondance til en stokholmsk avis her fra Kristiania, hvor den også er bleven omtalt på en meget smigrende måde. Jeg mener det virkelig, thi nedrakken fra disse hold smigrer og glæder mig virkelig. En assessor i høiesteret, der forresten fandt den talentfuld skreven har bedet Sars om plads i Tidsskriftet for et angreb; han vilde nemlig gjøre indsigelser mod fortællingens juridiske tilforladelighed. Sars kom til mig og spurgte om jeg havde noget imod det, for så vilde han nægte plads, men jeg svarede naturligvis: nei, – jo mere, jo bedre. Jeg skulde også få læse det før det tryktes, og få svare med det samme. Så har også endelig en basaravis der udgaves nogle dage på «fremtidens marked» i Handelsstandsforeningen lavet en morsom karikaturføljeton af den. Den kaldes «Leie Folk» (du forstår ordet lei?) og den er slået ihop med «Trofast», «Karen», «en Forgrundsfigur» og Ibsens fru Alving, men der er brugt mest af min. Den var meget morsom, og jeg måtte le uhyre meget da jeg læste den; men så bagefter så jeg noget der gjorde et høist ubehageligt indtryk på mig nemlig at forf.s navn var Amalie Bimbam. Du husker hende fra «Arbeidsfolk». Det var jo råt, men jeg glemte det strax, for det prællede jo af på mig naturligvis; men nu går mine venner og sætter mig op og er så rasende på mine vegne, og nu ærgrer det mig stundimellem. Forresten er basaren forbi og «markedet» forsvundet og alt forbigangent. Jeg havde aldrig fået sét bladet, hvis fru Vibe ikke havde fået en lysestage hun kjøbte, indpakket i det. Jeg tror forresten næsten, at det er G.A. Dahl som har gjort det. Jeg fik instinktmæssig det indtryk, da han på gaden igår talte om det sådan en passant, og sa’e at det var en dum og forfeilet spøg. Da jeg sa’e at føljetonen var morsom, svarte han: jeg har ikke læst den og det er jeg vis på var løgn, for han har havt med denne basarkomers at gjøre, og han skulde ikke læse den, når Forgrundsfiguren var taget med! Det var for at vise, i hvilken grad han stod det fjernt. Men han er vist meget perfid, og lidt stødt på mig, fordi jeg aldrig har bedet ham, hvad han så gjerne vilde jeg skulde. – Det har forresten altid været så at hvergang jeg har skrevet noget er der blevet et raseri fra de forskjelligste kanter. Jeg har ikke kunnet åbne min mund på tryk før man har lagt ivei og modsagt mig. Ligefra den gang jeg skrev om «Kongen» og hele tiden nedover. «Luthersk ugeskrift» har således fyldt sit halve hefte, for at vidne imod nogle artikler jeg havde skrevet om B.B. og det nye system. Jeg svarte på det, og det var et godt svar; det var nu også så altfor let at sætte ugeskriftet fast. Så kom der en masse penne i bevægelse dengang jeg skrev om Niels Lyhne, først Kristoffer Randers, der tog voldsomt i, så to andre som jeg ikke ved hvem var, og så endelig G. Brandes, og så tilsids[t] fru Wullum i 3 artikler som det var umuligt at læse igjennem gratis. – Mens jeg husker det; fru W. har skrevet en betragtning over «Et besøg» som jeg synes er for god til at ligge utrykt. «Dgbldt.» vilde ikke ta’e den, ja Bætzmann vilde ikke, fordi den var for «drøi». D. Mrgbld. vil vel heller ikke, fordi det har havt anmeldelser af den? Og det er sandt: Har du læst, «Hun kommer ikke mere igjen.» af Dr.mann. Det er det fineste og skjønneste, og fuldkomneste, og rigtigste jeg på lang tid har læst. Det er deiligt, bent ud sagt deiligt. Hvor han kan være flink! Gud ved nu om disse andre greier jeg har skrevet er noget værdt. Jeg har siddet og filet og filet på den første, og bli’er aldrig fornøiet med den. De andre to har jeg endnu ikke rørt ved – de skal skrives om. Det er længe siden jeg skrev dem, nede i Fr.hald, og jeg vilde ikke ha’e gjort den første slig, om det havde været nu; men nu får den blive, hvad den oprindelig var tiltænkt. Den hedder en moderne dame, og det skal være en ironi; men jeg er bange for at det kan ingen se. Så er der også en samtale som bør sammentrykkes, men jeg får det ikke til. Jeg generer mig grusomt for det, men alligevel tror jeg nok jeg sender dig denne «dame» med det allerførste for at få vide om den er nogenting teds eller ikke. Jeg tror det næsten ikke selv, skjøndt jeg ved ikke rigtig. Sålænge jeg har den vil jeg også ikke kunne la’e være at sidde og rette på den, og det må der dog engang være slut med. Den anden fortælling heder [sic] «Bureauchef Kroghs», og den må du vide jeg ikke anede omhandlede samme emne som Gengangere, før mindst et halvt år efter at Gengangere var kommen ud. Jeg skrev mit om sommeren nede på landet i Fr.hald, og Ibsens kom ved juletider bagefter; men det faldt mig ikke dengang ind, så utroligt det lyder at stoffet var ensartet. Behandlingsmåden var nu også så forskjellig at det måske forklarer phænomenet. Det, som jeg skildrer er hændt i en familie i Bergen – jeg var barn dengang da alle de voksne børn i denne familie døde, et efter et, og moren og faren og alle andre gik og sa’e at guds veie var så urandsagelige, og at alle hans tilskikkelser var nådige, tiltrods for alt. Jeg tænkte dengang, at gud måtte være en streng og vilkårlig herre, siden han kunde ha’e hjærte til at se på al den sorg og elendighed og ovenikjøbet være ophavsmanden til den. Længe efter, da jeg i nogen tid havde været gift, fik jeg høre hvorfor børnene måtte dø. Faren var en troende kristen, og havde ment at han kunde bede sig og børnene fri for konsekventserne af hans legemes tilstand. Jeg har i min fortælling taget mig for at vise hvorledes den åbenbarede religion, der lover mirakler, ødelægger al moral. Fru Wullum, der har læst den, har talt i stærke rasende udtryk om den, jeg skammer mig for at gjentage dem til dig. Når du har læst den første, så må du strax sende mig bogen tilbage, for at jeg kan skrive de andre to ind; så sender jeg dem atter ned til dig. Vil du dette? Men så siger du igjen at jeg har skrevet Kielland efter. Hvad skal jeg dog gjøre, for at det ikke skal se sådan ud for dine øine, og hvad skal jeg gjøre hvis det nu virkelig er, som du siger. Tænk om vi havde kunnet sidde sammen og læst og talt om dette, og jeg kunde ha’e læst mit kram for dig, hvis jeg havde havt mod dertil, da. Sådan en hyggelig aftenstund, med ordre til Josephine om ingen at slippe ind. – – Du har jo sét at Bætzmann og Wullum er afsat og Lars Holst indtrådt i deres sted. Ja, at der vilde ske noget var man vis på, thi forbitrelsen var stor. Man råbte frisk væk på forræderi; især er det Wullum man raser mod. Hvis det ikke lykkes ham og Bætzmann, hvad de arbeider for, at stifte et nyt blad som altså skal repræsentere centrum, så kan Wullum gjerne ryste støvet af sine fødder, og forlade disse egne. Hvis de forøvrigt havde midler dertil, så er der ingen tvil om at et sådant blad vilde kunne stå sig. Der er bleven en utrolig masse centrums mænd under de sidste års foreteelser, folk som ræddes for Morgenbladet, og gyser tilbage for et VerdensGangsstandpunkt. Mrgbldt. taber år for år sine abonnenter. Så holder disse mennesker der for sin samvittigheds skyld ikke kan ha’e Mrgbldt. et kjøkkenblad som Aftenposten, som de aldrig ta’er i sin hånd uden at skjælde ud. Det er nemlig så politisk umyndigt at det hvad denne sag angår ikke kan vække nogen vrede, men så ærgrer det dem, at de skal være henvist til en sådan avis. Dgbldt. fik under Bætzmanns korte styre en masse af den slags abonnenter, som nu øieblikkelig har sagt op da Holst kom til. Det er storthingsmajoriteten med Konow i spidsen (Ida Bojesens mand) som er formand i interesentsskabet, der har afsat Bætzmann og indsat Holst. De vil ha’e at Dgbldt skal lægges tættere op til gårbrugerstanden [sic], for at få nogen virkelig magt. Gud ved hvordan det nu går med Holst. Han må ha’e forandret sig meget siden de dage, da jeg kjendte ham godt, hvis han skal kunne magte denne sin stilling. Hvis det nu lykkes Bætzmann og W. at danne et nyt blad, så tror jeg næsten det bli’er dem, der får magten engang. Gud ved om ikke venstre kommer til at bruge altfor stærke midler. Hvad kan det nytte med den rigsret. Ja, regjeringen går, for den har jo begået ulovligheder, men så kommer der en ny regjering af akurat samme farve, der vel vogter sig for at begå ulovligheder, og som altså aldrig kan rokkes. Det må jo være en stedse voxende opinion som skal trykke en regjering bort, hvis det skal ske ved sunde midler. Jeg er bleven fuld af mistro til venstre, fordi jeg ved at de i lukkede møder omtrent er kommen overens om at optage Livius Smits forslag til votering. Det er den største ydmygelse der kan overgå storthinget, og hvis det sker, da får de ret alle de som skreg på at niende junibeslutningen var en fadese af værste art. Tilstanden er igrunden mislig, og venstre er slet ikke så modigt som det lader. Ske noget? du må aldrig et minut tro at der vil ske noget. Alt vil sige sin sendrægtelige [sic] gang videre fort. Det var det Venstre var forbitret på Bætzmann for at han røbede deres hemmelige tanker, deres hemmelige tendents til muligens at ville gå på en smule akkord. Og naturligvis, – sligt skal ikke røbes. Så er B. også en mand uden overbevisning, uden tro til nogen sags positive ret, og så kan det jo ikke gå. Jeg overvar storthingets åbning i lørdags. Det var et syn til at komme i stemning af at se kongen og Sverdrup ansigt til ansigt. Kongen hilste så vredt og kort på Sverdrup; alle andre fik derimod de mest huldsalige smil. S. så værdig og bestemt ud. Idet kongen gik ud passerede han tæt forbi der hvor jeg stod oppe i en thingstol flere trin høiere end gulvet. Han kjendte mig igjen – vi har talt sammen engang for 11 år siden – gjorde en bevægelse bagover med overkroppen som af overraskelse og sa’e goddag idet han gik forbi med en uhyre venlig hilsen. Han er bleven så meget penere end han var som kronprins nu med det grå hår. – Hvor kommer dog det snak fra om en rig norsk enke? Uf, det viser at der dog er dem som har tænkt sine tanker. Hvis nu jeg kom ned til Kjbhv. og man bare en eneste gang så os sammen, så naturligvis vilde snakket bryde løs for alvor, og så vilde man sige, hende er det altså, hende er det han har været hos i julen o.s. v. Nei, du, det er bedst jeg ikke kommer. Ja vist var det en nærgående ytring – den hos Vibes mener jeg. Det skulde jo være spøg, men den var meget uheldig, og jeg viste ham også med et uvilligt blik at det kjedede mig: Det var en fyr, der hedder Kræfting, hvalfangerkaptain tror jeg han er, som har gået omkring og været vakker i al sin tid. Han er ualmindelig smuk i alle henseender, men for mig har han et så modbydeligt ydre, at jeg næsten ikke kan bekvemme mig til at svare, når han taler til mig. Jeg kan ikke tåle hans skjønhed, og jeg ved ikke hvoraf det kommer. Jeg skulde engang ha’e lyst til at vise dig ham; jeg er vis på du vilde sige: nei, hvor han er smuk. Jeg får slutte her. Jeg kysser dig i tankerne sålænge til du beder om nåde, og jeg fortæller dig at jeg elsker dig sålænge til du siger du er kjed af at høre det, og jeg er din Amalie. Ser du hvor lange breve jeg skriver! Send mig dog billedet, og sig mig dog når det er din fødselsdag.