Amalie Müller skriver til sin elskede Erik Skram at en stor forskjell mellom dem da de møttes, var at hun trengte ham, men han trengte ikke henne.

Fr.hald tirsdag aften [2/1/83]

Å min elskede hvor det nu er fattigt og usselt at skulle skrive, hvor hjælpeløst og sørgmodigt! Og især med denne såre, syge fornemmelse om hjærtet, som jeg aldrig har kjendt før. Jeg har naturligvis til mangfoldige tider været fortvilet og ulykkelig; havt mange triste perioder, men noget af denne nagende, grådkvalte fornemmelse, der nu har sat sig fast om mit hjærte har jeg ingensinde før vidst af. Alligevel, siden jeg er kommen hjem og har sét gutterne friske og muntre, og havt en lang passiar med moderen, der allerede flere gange har fået mig til at le, er jeg mildere og bedre tilsinds. Men du, – endnu sidder du jo på den fæle jernbane, alene med din længsel og dine sørgmodige tanker, for dig er det dog værre, du elskede. Jeg kunde naturligvis ikke læse om Germannernes [sic] lærling; jeg forsøgte nok, men ordene svømmede ud for mig, og meningen blev borte, druknede i de tårer, som så ganske langsomt sneg sig ned over mit ansigt. Jeg var ussel og elendig; det gjorde så ondt derinde, hvor det før havde været så godt. Mine øren var fyldt med din søde stemme, og alt hvad du pleiede at gjøre og sige, så og hørte jeg uafladelig. Med alle mine sanser, med hele min sjæl drages jeg tilbage mod dig, hvor er du sød og deilig at være hos, og hvor jeg er fattig og elendig uden dig. Jeg har måttet sige til moderen, jeg kunde ikke la’e være, at der er et menneske jeg har fået kjær, og at jeg havde sét og truffet dette menneske i Sverrige. Hun blev forskrækket og sa’e med en klynkende stemme: «Nei vil du nu tutle dig ind i slige greier, du som har havt det så godt, siden du blev kvit alt det væsen.» Jeg bad hende ikke spørge mig om noget, og det gjorde hun heller ikke. Hun tror at jeg har truffet dig hos fælles venner, kan jeg mærke, og det er det bedste, at hun bliver i den tro. Der vil ingensomhelst mistanke kunne opstå med mig; – jeg er bleven så tryg og rolig i den henseende, alt ser så naturligt og rigtigt ud. – Sove kunde jeg naturligvis ikke, så energisk jeg endog prøvede på det. Jeg lå bare og kastede mig frem og tilbage hele natten igjennem, og længtes og sørgede. Jeg fik tilsidst ondt i maven, og måtte tørne ud for at gjøre det samme som den nat, da du sad oppe og var fornærmet, og du behøver ikke at spørge om jeg vadskede mig, da jeg kom ind igjen. Jeg går og vadsker mig i ét væk, og der er ingen tvil om at jeg vil blive ved med det bestandig. Endelig ud på morgenen faldt jeg i en slags døs, hvoraf jeg vækkedes af den lille opvarter med det sorte, friserede hår, præcis kl. 6. Hvor det var græsseligt at gå der og tumle alene, uden dig, at drikke min sørgelige kaffe, og gå afsted med de knapper åbne i ryggen, som jeg ikke kunde nå. Opvarteren vilde jeg ikke bede om at hjælpe mig, og pigen kom ikke tilsyne før ude på gangen, da hun stod for at få sine drikkepenge. Jeg kom afsted i ordentlig tid; øsregnede gjorde det, og alt var gråt i gråt. Etsteds på veien var jeg inde, og drak en kop kaffe med noget optørket sødbrød til, det var det hele, – sulten var jeg ikke, fordi jeg var syg af længsel og savn, af en tærende fornemmelse ved tanken om de mange, mange hundrede dage der skulde hengå, inden jeg atter skal se dig, min éneste, elskede. Toget var forsinket af at vente på det, der kom fra Norge, som skulde passeres underveis; jeg kom først kl. 5 omtrent til Fr.hald. I vaggonen faldt jeg dog i søvn, og lå flere tider og drømte om dig, om bare dig. Vi var i Fr.hald, og du sad med mig og moderen, der ikke kunde forstå hvad du sagde. Jeg er så træt og tom; nu da glæden over dig ikke længer holder mig oppe, føler jeg det så uhyre. Hvor du er sød og fin og god, hvor jeg er stolt af at tilhøre dig, og hvor jeg er lykkelig ved at du elsker mig. For nu ved du, at du elsker mig, ikke sandt? Men jeg er bedrøvet over at du har elsket så græsselig høit tidligere; og det gjør mig ondt det med hende, som reiste til Tyskland, for naturligvis vil du savne hende. Man glemmer ikke så let og snart, den man har holdt af, og især når man har stået i et så inderligt forhold til hinanden. Din kjærlighed har været udstykket på så mange forskjellige hold; det er en del af dig kun, jeg har fået, jeg mener ikke, at du nu, kun har givet mig en del, men alt det du før har givet andre, er gået tabt for mig. Jeg får slutte nu. Der skal spises tilaftens, og jeg er desuden altfor bedrøvet til at kunne skrive. Jeg kysser dig tusinde gange, min elskede, min Erik, og er din

Amalie