Erik Skram er lettet. Det ser ut til å kunne gå bra med ham og Amalie Müller likevel.

[Skrevet på baksiden]:

Læs dette først!

Den 9 Oktober Morgen [1882]

Min egen kæreste Ven, jeg har fået dit Brev imorges just som jeg skulde med det fra igår Aftes lukkede Brev afsted på Posthuset. – Jeg er rolig, glad nu og sikker på Dig Amalie. Hører Du, min Ven! Lad os nu begge bære os fornuftig ad. Vi skal ikke skilles. Vi skal blive sammen som to fornuftige Mennesker, og så lader vi Tiden råde for, hvor meget godt vi ved den kunne komme til at gøre hinanden. – Vi må begge to være roligere nu, vi véd begge to mere nu end fra først af. Vi høre sammen og kan ikke gå fra hinanden uden at skade hinanden. Men pin nu ikke Dig og mig med nye Klager over den Ufred jeg volder Dig; det er en dårlig Tale. Den Ufred er nødvendig – var det – og tager Du rigtig på den, smelter den sagte hen i gode og modige Forestillingers Lykke. Du har ikke vidst Ret, hvor dyb en Lov Naturens er, at den er den stærkeste; Du havde skabt Dig en efter Omstændighedernes Vilje og lod de to kæmpe, og Du led inderlig under denne Kamp. Og Du svigtede Dig selv og gjorde mig Fortræd. – Tag nu, klogere som Du nu er, Naturens Lov ved Hånden, gå stolt og blød, modig og forsigtig frem med den, luk dine Øjne op og forstå, at Du kun på denne Måde kan nå en sikker Havn – om gennem Lidelser eller Lykke eller gennem hvilken Blanding af disse, véd ikke Du, ikke jeg. Der har været noget kvindagtigt Bange over Dig; det er galt, det skader, ser Du nu. – Du har Ret, jeg elskede Dig ikke i Gjøvik – ikke fyldt ikke virkeligt; men det var en helt anderledes mægtig Følelse end Interesse og Videbegær, der drog mig tilbage. – Amalie, det var min Tro på, at jeg endnu en Gang kunde komme til at leve. Jeg troede på, at Du kunde gøre mig god – og så Amalie, en usigelig Respekt for hvad jeg havde set foregå i Dig. At det skulde ske, at jeg løste dine Lænker, det gjorde mig så grebet, så bevæget, så ydmyg og stolt. De Uvidende benævne slig en Følelse en Kaldelse af Gud; jeg skulde gerne have knælet, men for Dig Amalie, for Dig, Menneskebarnet; for det Hellige der foregik i Dig, jeg kunde uden at have strakt Hånden ud efter Dig have tilbedt den Naturens Vækkelse, der skete i Dig, stille have ligget med bøjet Hoved og frydefuld have ventet på, at alt dette skulde tilsidst sænke sig ned over mig og gøre mig god, god. – Du begriber, Unge, hvor det pinte mig, at Du stred imod.

Kæreste Amalie jeg har læst mit lange Brev igennem. Ak nu forekommer det mig, at der må et lige så langt til for at forklare Dig den Stemning, under hvilket det blev skrevet. Forsøg at forstå det. Du må kunne se min underlige Hjælpeløshed igennem det. Der er jo gået så lang Tid hen med det, og jeg blev ondere og ondere.

Jeg sender Dig mit Billede og så sætter jeg Datoen idag på det. Du har gjort mig så uendelig meget godt idag. Der er Ord i dit sidste Brev, som er Kærlighedsord – det er på dem jeg bygger videre.

Du begriber nok, hvorfor jeg sender Dig mit lange Brev. Du har Ret til at se tværs igennem mig, og Noget vil Du lære af Brevet.

Dette skriver jeg i jagende Hast.

Svar mig så snart Du kan. Jeg skal nok skrive om Herregårdsb og Gertr.

Jeg er meget glad

Din Erik