Erik Skram er opprørt og ulykkelig over alle kjærlighetsintrigene som hans elskede Amalie Müller har forårsaket

Hovedbilde

Dato

14 januar 1883

Transkripsjon av brevet

Søndag den 14 Januar 1883

Aften.

Amalie, jeg har ikke nu Lyst til at svare Dig på alt det Filleri med hvad Folk tror og mener og har lagt sammen. Jeg har i den Anledning kun følt ét, og det er en umådelig Tynge ved Visheden om den væsenlige Rolle det spiller for Dig og derfor vil komme til at spille for mig. Jeg har ikke nogen rigtig Evne til at huske og tænke på den Slags Ting, men mulig ligger det i, at jeg ikke har haft andres end mine egne Sager at varetage – indtil for nylig. Jeg husker, at da det gik op for mig, at man i Rephold [sic] i Brandes Stykke kunde finde Tegn til, at han havde tænkt på mig, pinte det mig navnlig af den Grund, at Folk vilde regne Dig for dårlig stillet, hvis de fik at vide, at Du havde mig kær. – Jo der er dog ét jeg vil sige. Jeg fatter ikke, hvad Du vilde med Poulsen den Aften. Hvad har Du at snakke med ham om? At Du gider nævne mit Navn i en falsk Belysning, når Du ikke er tvunget dertil? Er det at frede om din Kærlighed til mig? Hvorfor skulde vort Møde trækkes ned i en ussel Passiar med en sådan Person og lyves på og blive klamt og modbydeligt ved at dækkes til med Ord, der bleve hentede underlige Steder fra. Du kom jo hjem ugift. Nå, hvad var så hans Snak værd? At Du i en enkelt Sætning eller med et Par Ord vilde slå ham på Øret, det forstår jeg, men tage en Scene med den Fyr, slæbe ham hjem med, holde Forhør, få Forklaring – nej Stump, det kan umulig have været rigtigt. Og så det afskylige Optrin med Helland! – Amalie, jeg vilde gerne tale lige ind i dit Hjerte. Der er noget i dit sidste Brev, som gør mig bange for at have mistet noget af min Evne dertil, men lad mig prøve. Er der slet intet i din Følelse, der lægger ligesom en Anelse af Skamfuldhed over Dig ved at sligt kan foregå? Kan Du slet ikke tage imod, at jeg her nede rejser en Stump af en Anklage imod Dig? Har Du holdt ret fast på din Person, Amalie, når en Bandit og en Springfyr kan opføre en Scene med Dig af den beskrevne Art? Min Ven, føler Du, at jeg er indviklet i denne Sag? Amalie, lad gå tidligere, men nu, nu véd Du, hvad det er at stå til Ansvar for en anden for hvert Ord, hvert Blik hver Handling, der angår Dig, din Person, dit jeg. Mig har Du skænket alt, og dog tumler to Mennesker Dig med hinanden, som havde de Lod og Del i Dig. Så vidt har Du ladet den brutale af dem gå, at han i Forglemmelse griber efter Dig som sit lovlige Bytte. Min kære elskede Ven, forstå at mine Ord er ømme og gode, men at jeg fører min Sag frem for dit Hjerte med en Klage. Jeg beskylder Dig ikke for noget positivt i Verden, jeg beder Dig kun tænke den Sag helt igennem, om det, at Du er min, at Du har givet Dig bort, ikke måtte kunne præge sig i din Færd så sikkert, at ingen Mand, han være nok så stumpåndet, faldt på at række sin Hånd ud efter Dig. Men Du har ikke givet Dig hen til mig helt. Der er et Forbehold i dit Hjerte, en Følelse af ikke fuld Tillid. Tiden skal klare denne Sag, jeg vil slet ikke tale derimod. Som vi er stillet, er det vel ikke helt urimeligt, at det er kommet således. Men det angår ikke den Værdighed, jeg havde troet det skulde give Dig, at Du fik at vide hvad Lykke det var Du rådede over at give bort. Min Elskede, jeg havde drømt om, at Du skulde blive stolt i mine Arme. Stolt over Dig selv. Men Drømme skal man tage sig i Agt for.

Du vil ikke give mig nogen Ring, før Du véd, hvor jeg har fået den med Diamanten fra. Naturligvis svarer jeg Dig på dit Spørgsmål, men jeg havde sat Pris på, om jeg havde fået min Ring for vort Mødes Skyld. Jeg synes det var den værd. Om Du så samtidig havde spurgt, havde Du også fået Svar. Ringen med Diamanten, min Ven har jeg fået af hende Friherreinde Soffi – eller hvad det er jeg har kaldet hende – med den Bemærkning, at hun en Gang i Tyskland havde fået den af en ældre Veninde, der havde givet hende den på den Betingelse, at hvis hun en Gang i Verden mødte en Mand, hun havde udelt Respekt for, skulde han have den. At hun havde så stor Respekt for mig, er ikke meget underligt. Hun var med sin ypperlige Begavelse en fordærvet Kvinde, da vi mødtes, og jeg var ufordærvet. Det forstod hun. Hun havde næppe haft en så uskyldig Elsker før. Tilmed var jeg ikke nogen helt almindelig Elsker – jeg trode jeg havde en Slags Mission at udføre; det var egenlig Båndet imellem os. Ringen har jeg først sat Pris på i den senere Tid, da En en Gang sagde mig, at Brillanten var af en sjælden Renhed og Glans. Nu går jeg med den af et Slags Lapseri. Det morer mig at bære en virkelig fin Sten. Sådan noget kommer formodenlig med Alderen. De to andre tarvelige Ringe holder jeg for så vidt mere af. Den ene har Gertrude givet mig, den anden har jeg fået af hende, der drog til Tyskland.

Nu står vi ved det, som volder Bitterheden eller vel hovedsagelig Bitterheden i dit sidste Brev: Du tror ikke, at jeg kan elske Dig så hæftigt, så længe, så ungt, som jeg ganske vist har elsket den ene af disse Kvinder. Min Ven, så sørgmodig din Frygt end gør mig, så rigtigt tror jeg det er, at vi kommer til at tale derom. Du har til syvende og sidst Uret, om end Du har ret i noget, men lad mig tage ganske rolig fat derpå. Jeg har siden jeg igår modtog dit Brev tænkt meget på denne Sag. – Da jeg en Jul på den Herregård jeg vistnok har nævnet for Dig lærte Fru B. at kende, syntes jeg ikke om hende. Det var flere Måneder efter i København i hendes eget Hus at hun gjorde en Slags kærlig Tilnærmelse til mig. Det overraskede mig men berørte mig på en Måde ubehagelig, jeg vidste intet om, at der intet virkeligt Kærlighedsforhold var mellem hende og Manden. Jeg betragtede hende som en Kokette og tvang mig – jeg husker endnu med hvilken Anstrængelse og hemmelig Selvforagt – til et Slags Lapseri. Først efter en rum Tids Forløb kom der en Situation imellem os af den Art, at jeg holdt det for min Pligt – siden jeg nu havde indladt mig på det hele, og det var jeg for videlysten og for forfængelig til at nægte mig – at optræde som dristig Kavaller og trykke et Kys på hendes Kind til Godnat. Da jeg umiddelbart derefter stod i Entreen og tog mit Overtøj, faldt mit Blik i et Spejl, og jeg rakte da Tunge af mig selv. Så farlig en Don Juan var jeg den Gang! Jeg tænkte mig for øvrig, at Madame var dybt krænket. Jeg tror, at det var Dagen efter at vi mødtes i et Selskab. Jeg havde en meget ond Samvittighed, men da så jeg for første Gang i hendes Blik noget så kærligt og alvorligt, at jeg blev dybt grebet. Fra da af steg langsomt min Interesse til Kærlighed. Jeg fik hendes Fortrolighed, og hun led, og jeg misforstod på et væsenlig Punkt hendes Stilling. Jeg trode, at hun og Manden levede adskilte. Jeg drømte ikke om, at der gaves Mænd, der vedblivende benyttede deres Ret brutalt, (der var den Omstændighed til, at hun ikke måtte blive frugtsommelig) – der gik halvandet År eller mere, fra da, inden jeg fik den Kundskab. Jeg var ganske ung i mine Følelser, umådelig ideel, fyldt indtil Randen af min Sjæl med Længsel efter den sande, den virkelige Kærlighed. Der var utrolig meget at tage fat på her. Min Kærlighed begyndte som Medlidenhed, Medfølelse, hvad Du vil, et kraftigt Raseri mod en Kvindes ynkværdige Lod, og så var hun på Bunden af sin Sjæl mærkelig naiv, lige på, frisk og af en god Forstand. Idelig trampede Manden hen over det Bedste hos hende uden Spor af Forståelse, jeg stod som den brændende Yngling, der gjorde hver Blomst hos hende til et Rosenbed. Jeg havde slet ingen Menneskekundskab den Gang, jeg levede og svælgede snart himmelglad snart sort fortvivlet over alt hvad jeg fik at se og høre. Så kom sent hen den Viden, at hun og Manden dog levede sammen. Fra da af var min Kærlighed syg. Jeg vilde skille dem ad. Ikke Ægteskabet, det tænkte jeg ikke synderlig på, men det hæslige Forhold imellem dem skulde ophøre – og jeg drev Sagen til et afgørende Punkt. Så faldt hun dog tilføje. Det var jo mig, der havde drevet hende op til at ville – hendes Forelskelse, eller hvad man skal kalde det, i mig bundede intetsteds, hun vidste ganske sikkert ikke hvad Kærlighed var. Det slog mig overende – og dog Amalie jeg véd det, at hemmelig, inderst inde var jeg forberedt på, at således vilde det gå til. Kort efter foregik min Rejse til Italien – der kom det flygtige Møde i Rom, som jeg har fortalt Dig om, den sidste Opblussen af en Følelse, jeg havde levet på i to til tre År – og i Rom helbrededes jeg fuldstændig. Ser Du Amalie jeg har fortalt Dig dette, for at Du skal lægge Mærke til én Ting. Det var mig, der i hele dette Forhold var den fineste, og så kom det til en Begyndelse over mig, at jeg havde en Uret – mit Lapseri – at gøre god igen. Så var det mig, der var den rige, jeg gav og gav, jeg forelskede mig i min egen Renhed, jeg uddybede hver en Følelse, der meldte sig hos mig og fyldte den med de dyreste Skatte af Poesi for med megen Viden om det kostbare jeg gav at lægge alt i Skødet på en Kvinde, som jeg vilde «løfte» op til mig. Ikke et Minut i den hele Kærlighedsperiode satte jeg hende på lige Fod med mig, jeg beskyttede, jeg tænkte, jeg følte – når så blot hun vilde følge og forstå. Og så havde jeg et Mod den Gang. Ganske vist havde jeg intet Kendskab til hvad mine Evner egenlig duede til, men i al Almindelighed havde jeg et Livsmod, som intet kunde rokke. – Nu Du, min elskede Veninde, tænk nu på, hvorledes vor Kærlighed er født og har vokset sig stærk. Først det rent ydre. Jeg kom til Norge advaret mod at blive forelsket i Dig eller rettere forberedt på ikke at ville blive det – «alle lå for dine Fødder» og mellem alle vilde jeg ikke være – yderligere havde Helland det Drog og de andre hos Catharinus [sic] Bang om ikke talt ondt om Dig så dog anvendt en Tonart i deres Omtale, så at jeg fik Indtryk af noget ikke fuldt lødigt (der kan jo her være en Fejltagelse fra min Side), nok jeg var rustet, da vi stod over for hinanden. Mit første Indtryk var en Slags Forundring over, at Du virkelig var smuk. Det vilde jeg have forsvoret, i alt Fald på den ægte Vis som Tilfældet var. Så mit store Behag ved dit Væsen. Nej da, hun er også ægte af Natur, rolig, fin. De andre skræpper op, hun sidder fint stille. Videre, den næste Dag. Du véd ikke, hvor Du var sød i Jernbanekupéen med dine lange knækkede Cigaretter i Lommen, den Måde Du hørte på de andres Drilleri med din Beskrivelse af Bjørnsons Hjem. Jeg var meget indtaget i Dig. Upersonligt, jeg havde jo ikke noget og vilde ikke få noget med Dig at gøre. Ombord, din Friskhed, vor begyndende Forståelse i Fjendskabet mod Frøken St., vor Spøg over Borg, alt hvad jeg sagde til Dig lykkedes, vi havde Vaner sammen, Du vilde sove, jeg også. Du brød Dig ikke om at gøre Lykke, Du interesserede Dig for at sove, vi begyndte dog alle at hylde Dig. Middagsbordet, der kom for tidligt, Du var halvt gnaven og så sød, jeg fik Dig ved List ved min Side. Kan Du huske, at jeg for at gøre Dig opmærksom på noget stødte til Dig med Foden. Det kunde jeg jo kun gøre, når jeg havde fuld Tillid til Dig – at Du ikke skulde falde på at mistænke mig for en Lapsestreg. Den lille Begivenhed med Toiletskrinet, som jeg straks straks [sic] satte et forunderligt Håb til. Jeg vilde, at Du skulde lægge Mærke til mig. Så vor gode Forståelse i Lillehammer med Aftalen om at køre sammen. Da denne svigtede næste Morgen – vent lidt, jeg fik Dig til at gå i Seng for at jeg kunde gå; var Du bleven, var jeg det også, Du var allerede da for mig Selskabet – da Aftalen svigtede, betød det for mig, at Du dog ikke betragtede mig som andet end en hvilkensomhelst Herre, og det gjorde mig ondt og sint, jeg kunde ikke tage det ligegyldigt. Ja Amalie, da Du så på Aulestad løb med mig til «Styrten» – sig mig, var Du en Smule genert den Gang? jeg var det; det var jo første Gang jeg var ene med Dig, jeg vidste ikke ret, hvad jeg skulde sige til Dig – og Du havde fortalt mig om «Grisserne», ja så var jeg det, som man vel vilde kalde for forelsket. Men jeg holdt det helt fjærnt lige som udvendig – Min Ven, jeg var nu jo dog noget verdens klog. Hvad kunde det hjælpe til her ved dette tilfældige Møde at blive forelsket. Men jeg tænkte ikke meget derpå. Så talte vi sammen. Jeg talte kun med Dig. Da jeg så Bjørn gøre Kur til Dig, var jeg lige ved at blive lapset – der kom en Smule af en Mistanke mod Dig op i mig. Det forekom mig, at Du var noget koket og det gik op for mig, at Du var vant til umådelig megen – dum og klog – erotisk Smiger. Jeg sagde til Dig, at alt det øvrige vilde jeg endda kunde stå mig for, men kom jeg ofte til at se den Tungespids imellem dine Læber, måtte jeg blive forelsket. Jeg tror min Stump, at det er det eneste ikke fuldt ærbødige Ord (det var det på det Tidspunkt) jeg har henvendt til Dig. Og jeg véd, at jeg den Gang besluttede at huske, at Du havde taget imod mit Lapseri (det er i Grunden Synd at kalde det så, for jeg følte stærkt ved hvad jeg sagde) noget mere – hvad skal jeg kalde det? – nysgerrig ligeglad, end jeg egenlig fandt helt i sin Orden. Men det glemte jeg siden. Jeg var meget ilde tilmode medens Du og Dr. spadserede. Begivenheden næste Dag var, at Du satte Dig hen til mig ved Bordet. Det er det, der har forenet os min elskede Ven. Dengang fik jeg sagt så meget, at Du virkelig begyndte at interessere Dig for mig. Og medens jeg talte, talte jeg mig i Grunden i mit eget Sind bort fra Tanken om at kunne blive for Alvor forelsket i Dig. Du havde jo aldrig elsket, Du vilde heller ikke komme dertil – ikke i mig. Men, hvor var jeg indtaget i Dig. Ak Amalie Resten véd Du altsammen. Så yndig Du var, så sødt og fint vort Venskab steg til en hel barnlig glad Fortrolighed – men at jeg sad sidste Aften, da Du var så livlig, og var i Grunden helt forpint, det véd Du vist ikke. Jeg trode det var Dr. der fik Dig i denne ypperlige Stemning, det stod for mig, som om Du ude ved Vandfaldet var smuttet fra mig. Og Ven, på noget der virkelig var Forelskelse hos Dig turde jeg slet ikke tænke. Din Livsanskuelse var så glædeløs, så færdig. Jeg sov så godt som slet ikke den Nat. Jeg vilde stå tidlig op og gå rolig og alvorlig ind til Dig medens Du endnu lå i Sengen. Jeg vilde tage din Hånd, bøje mig ned og kysse Dig på Panden. Hele min Sjæl skulde ligge i det Kys. Jeg syntes Du måtte føle deri, at Du engang i dit Liv var stødt på en Mand, som uden at forlange noget for sig, vilde om han kunde give Dig det snilde og gode, som Du ikke havde fundet i Verden. Jeg var så angst for at Du skulde tro det var Kurmageri – og Kysset faldt jeg på, fordi de andre havde snakket om, at Thomsen havde kysset Dig. Du skulde føle Forskellen, jeg vilde vække noget hos Dig, som slumrede. Jeg vilde om jeg kunde give Dig Indtrykket af noget fint hos en Mand. Kl 4 tror jeg var jeg oppe – var ude i Huset Du véd, og tog så et Bad så godt det lod sig gøre i Stuen. Var ren fra Top til Tå og rent Linned, og så svigtede Modet mig dog til sidst. Jeg tøvede, til jeg næsten kunde begribe, at Du var oppe. Og da jeg så kom og bankede – jeg havde for Resten været ved din Dør før – blev jeg halv stødt over, at Du kunde blive så forundret, og ja jeg tror næsten også over, at Du ikke lod mig komme ind. Der var noget underlig Fantasteri i dette, men jeg troede virkelig Ven, at det vilde være muligt i et Kys på denne Måde at få lagt alt det ind, som jeg følte. – Jeg var slet ikke forberedt på hvad der kom på Skibet. Det kom så pludselig og stærkt, at det i Grunden bedøvede mig. Jeg så dog ikke et Øjeblik Fejl; jeg vidste at Du var inderlig, så dybt som mulig grebet af Kærlighed til mig. Men nu skal Du forstå mig fint Amalie. Jeg så på det næsten med Frygt. Har Du Lov til at tage, hvad Naturen her på næsten vidunderlig Måde lægger i din Hånd? Må Du benytte Dig af, at en slig Følelse er bleven skabt hos denne fine yndige Kvinde, har Du nogen Fortjeneste deraf, må Du tage Lønnen – og er Du rede? Ven forstå mig. Jeg vidste – jeg havde nær sagt alt for tydelig – hvad det var der skete. Kvinden fødtes i Dig. Det var mig umuligt ikke at se rent beundrende derpå. Jeg glemte mig og Dig for Skønheden i hvad der foregik – tror Du nogen havde haft Mod til at blive forelsket i Venus, da hun steg op af Havets Skum – sådan stod Du for mig. Og dog var Du mig nær. Dig var det, jeg havde tænkt den hele Nat på, Dig var det, der havde givet mig Følelser og Tanker tilbage, jeg syntes jeg havde mistet, jeg vidste ikke for hvorlænge siden. Men Dig var det også, som jeg ikke havde troet kunde føle Kærlighed som vi andre. Jeg var ikke rede da til at gribe til, og Amalie, der lå noget af en Frygt for, at når det kom til Stykket var det dog mulig slet ikke mig Du elskede. Amalie her kommer hele den indre Historie ved Fødselen af min Kærlighed. Jeg var ikke modig. Jeg var ikke glad ved mig selv, min Selvtillid var borte. I de År der var gået, siden jeg havde stået helt og kønt og kækt samlet om et Arbejde (min Bog) havde jeg sjusket med mine Følelser, tyet til Surrogater og jeg havde en Forestilling, som om alt det uskønne jeg havde begået, rejste sig hånende imod den Kærlighed, der nu vilde tage sin brede Plads i mit Hjerte. Amalie det var der i Vejen med mig den Gang, og det er der i Vejen med mig endnu – men mindre o mindre! – at jeg ikke har det Mod som i gamle Dage. Hvad kan jeg give Dig? Hvor er det, Du trænger til mig, hvor er det Du skal blive finere og bedre ved mig? Jeg har prøvet på at få sagt, at min første Kærlighed dannede jeg til en Art Apoteose for mig selv, og det er vistnok sandt. Jeg er bange for, at hvis Du har sporet i min Kærlighed det Du kalder det mindre hæftige og unge, så kommer det af den lidt ydmygende Følelse jeg har af, at til slig Apoteose er der nu ikke Plads. Du véd ikke ret, hvad det betyder for en Mand ikke at stå med begge Hænderne fulde og give, der kan let komme et Skær af Modfaldenhed over ham da. Amalie, Du skal være klogere end Du nogensinde i dit Liv før har været, Du skal ud af disse dårlig sammenfiltrede Ord forstå mig til Bunds. Du skal vide, at har Du ikke kunnet føle helt ind i dit Hjerte Fryden ved den Glæde Du giver mig, så ligger det i, at min Glæde endnu har noget af Barnet ved sig, den er ikke voxet til Mand, jeg har levet for kort med Dig til, at jeg kan få sagt eller vist Dig, at det er Dig jeg elsker, Dig, Dig min Ven, medens det, der i gamle Dage var min Kærlighed, var mig selv. Du véd slet ikke tydelig nok, at der er begyndt et nyt Liv for mig med Dig. Men det nye Liv skal Du give Lov til at voxe. Jeg er for mismodig en Fyr nu til hurtig at vise hæftige og unge Følelser. Hvorfor er Du ikke modig Amalie? Du har jo Grund dertil.