Hovedbilde
Dato
3 januar 1883
Transkripsjon av brevet

Tirsdag Aften den 3 Januar 1883

[2/1/83]Bildet er fjernet.

Min elskede dyrebare Amalie, så sidder jeg igen i det afskylige København og skriver Dig til.

Har det Hele været en Drøm og begynder jeg der hvor jeg slap i det gamle År? Nej min Ven, hvor meget end alle Omgivelserne og mit Liv vel med vil true mig til at tro, at jeg er den samme som før, så ved og føler jeg, at det er ikke så. Du elsker mig Amalie og jeg? Jeg elsker Dig min egen, stolte, modige, kloge Veninde så dybt som mit Hjerte formår – og ingen af Delene vidste nogen af os før på samme Måde som nu. Vi har gjort Prøve, Amalie! Yndigste Stump, Du spurgte mig igår, om jeg virkelig fandt Dig så sød som jeg havde ventet. Jeg kom til at le, og vi blev forstyrrede, så at Du ikke fik mit Svar. Jeg lo, fordi Du var så sybaritisk, Du vilde høre om igen, hvad jeg ikke mange Timer forud havde sagt Dig. Måske var det Dagen før jeg sagde det, men da stod jeg med Dig i min Arm og gentog for Dig – uden at Du først spurgte – at Du var ubeskrivelig dejligere end jeg havde tænkt mig – ikke smukkere, nej sødere, bedre mere bedårende. Det var vistnok i Falkøping, henne til højre i Stuen fra Døren, i Nærheden af den store Lænestol. Unge, det var jo derfor jeg lo. Du kunde godt føle på min korte Latter, hvor glad jeg var. – Jeg skriver til Dig efter en kort Søvn i mit Hjem, og jeg føler mig i dette Øjeblik så ubeskrivelig lykkelig. Havde jeg straks som jeg kom hjem sat mig til Skrivebordet, var vistnok Begyndelsen af Brevet blevet alt andet end fornøjeligt. Du véd ikke, hvor København lagde sig ondt over mig – fælt vilde jeg have sagt, nu skriver jeg, og så taler jeg ikke norsk længer – da jeg i Drosken tog fra Dampskibet hjem, og da jeg hjemmefra gik til en Kaffé for at spise lidt. På Rejsen havde jeg det ikke så slemt som jeg troede jeg skulde have fået det. Jeg sov næsten hele Natten. Først da Toget gik, græd jeg min Stump lidt. Det gjorde så ondt at glide fra Dig, at skulle tage fra Dig, at se Dig stå ene der på Perronen og selv være så ene på ny. Så Amalie kom jeg til at tænke på, hvor dumt jeg havde båret mig ad ved ikke at sige til Hotelkarlen, at han skulle vente og følge Dig hjem – jeg tror, at det var løbet mig gennem Hovedet, medens jeg tog Billet, og så slap det fra mig igen, jeg kunde ikke tænke fornuftigt i det Øjeblik. Så blev jeg bange for, at Du ikke kunde finde hjem, at Du måske ikke en Gang rigtig vidste hvad Hotellet hed; det pinte mig en Stund. – Jeg er ganske bange nu igen for at der tilstødte Dig noget – Men jeg jo lade den Tanke fare, og igår Aftes gik den også fra mig. Jeg tænkte på Dig – og på mig, mest på Dig. Men ikke lidt på mig. På, at det ikke var underligt, at jeg elskede Dig, jeg var jo så fattig åndelig og dårlig stillet, om der ikke var et Slags Forræderi i, at jeg var så lykkelig, så helt mig selv hos Dig. Jeg vidste jo og følte i det Øjeblik, hvor underlig jeg faldt sammen i samme Nu jeg blev ene. Du havde aldrig set mig slidende, utilfreds, på en Måde ydmyget ved den Rolle, jeg har at udføre i Livet – jeg tænkte på, hvor usikkert det er, om der ligger en Fremtid for mig. Du har kun set mig kæk, og jeg blev virkelig alvorlig bange for, at der fra min Side skjulte sig en Slags Løgn i dette. Om Du vilde elske mig lige højt, når Du vidste rigtig helt ud, havde det klart, at Du vistnok giver mere end Du får. Ikke af Ømhed, Unge, jeg kysser Dig på Foden, men af Friskhed, Dygtighed, Lykke. Du var jo lykkelig, jeg var det ikke, da vi mødtes. Der er en uhyre Forskel. Jeg trængte til Dig, Du ikke til mig. Således pinte jeg mig og således vil jeg mange Gange komme til at pine mig, indtil jeg en Dag, åndelig talt, kan optræde som Rigmanden. – Så gled det lykkelige Billede af os to i disse 6 Dage i små Stykker ind til min Sjæl. Jeg dannede min Pels til min Hovedpude lagde mig ned, lukkede Øjnene og så havde jeg Dig helt og holdent. Ak en eneste Ting vilde jeg ønske Du havde gjort – ikke fordi jeg bad Dig derom, men som om det var faldet af sig selv, det skulde være kommet, når der rent praktisk taget var Anledning dertil, jeg skulde netop ikke have udhævet det – vist mig det, Du ikke turde. Du véd ikke Amalie, hvor jeg to tre, fire Gange, medens jeg lod som ingen Ting for ikke at forstyrre Dig og gøre Dig «flov», var henrykt, når Du sans gëne var flink og ordnede det og det, som du netop vilde have ordnet uden først at gøre en lille Scene. Havde jeg nu fuldt og rundt for mit Øje det, som jeg nu ikke gider nævne – det skal netop ikke nævnes, rent i Forbigående skulde jeg vide Besked dermed – vilde mine lykkelige Forestillinger have lige som et Brændpunkt at samle sig om. Jeg er vis på, at der er en egen Pragt ved det Billede af Dig jeg mangler. Men det gør nu alligevel ikke noget. Jeg har så meget at være lykkelig over, at jeg er rig nok til foreløbig at undvære dette. – Amalie, hvor er det jammerligt at skrive Brev! – Jeg faldt i Søvn min Unge med Dig trofast hos mig, og vågnede først i Falkøping – det er ikke sandt! Den sidste Time inden Falkøping var jeg vågen og beregnede, at Toget var omtrent 20 Minuter forsinket. I F. skulde jeg jo vente. Klokken var næsten 11 og jeg var bleven sulten. Jeg spiste på Stationen. Der stod den lille runde Værtinde fra Hotellet. Jeg blev ganske rørt ved at se hende og nikkede venskabelig til hende. Hun smilede med det samme idiotiske svenske Smil til mig som til alle de andre, jeg er næsten vis på, at hun ikke kendte mig, og i et Slags Raseri spiste jeg af alle Fadene, Kalvesteg, Boeuf, Haresteg og Kage. Jeg have glemt at forsyne mig med mine egne Cigarer og købte en afskylig slet hos den lille runde Tingest, som jeg nu foragter, og gik i min Kupé, som opvarmet stod og ventede. Der sov jeg så til ½ 2 da vi kørte, og Du, så faldt jeg i Søvn igen med enkelte Afbrydelser til Kl 8. Jeg følte da vi var i Jønkøping – Du husker at Toget der kører ind under et Tag – jeg sendte Dig en Tanke og så sov jeg igen. Kl 8 drak jeg Kaffe på en Station og atter igen kunde jeg sove i lidt over en Time. Du ser altså min Unge, at min Rejse var helt blid. Der var umådelig varmt i Kupéen. Udenfor styrtregnede det, og da jeg kørte i Skåne glædede jeg mig over at få grønne og brune Farver at se på ny efter det meget hvide, som trætter Øjet umådelig. I Nærheden af Malmø begyndte der at komme Folk ind i Kupéen, og jeg mærkede at med dem var min Fred forbi. Jeg var meget nervøs og irritabel, og det blev værre og værre jo mere vi nærmede os bekendte Steder. Tilsidst på Dampskibet til København styrtede alt det modfaldne ned over mig på ny, og her hjemme – ak her var det drøjt. Jeg har havt det for godt, Du har været for sød. – Amalie jeg er glad over således som vore Forhold nu en Gang ere, at jeg mødtes med Dig helt løsrevet fra alt mit eget. Havde jeg fået Dig med ind i mine egne Sager fra Dag til Dag vilde Savnet være grusomt. Nu i dette Øjeblik er jeg modig, og jeg synes, at Tiden til Juli – August – hvem véd måske før – må kunne gå tålelig.

Jeg har én Længsel, det er Brevet fra Dig, og når det kommer, så smelter mit Mod fra mig. En Ting er vis, at stod jeg rede til at modtage Dig Amalie, ønskede jeg at føre Dig ind i mit eget Liv, så fik Du ikke Fred for mig, for så havde jeg ikke Fred i min Sjæl for Dig. Nu er Du for god til at tumles med som Livet tumler med mig.

Jeg har ikke talt med et Menneske siden jeg kom hjem. Jeg véd intet om hvorledes det står til på Morgenbladet, så det må jeg fortælle Dig en anden Gang. Jeg var hjemme vistnok på samme Tid som Du er kommen til dit Hjem Kl ½ 5 – var det ikke så? Men Amalie det er jo sandt! Gambettas Død!Bildet er fjernet. Jeg så det af en Avis jeg imorges Kl 10 købte på en Station, hvor jeg telegraferede til Mrgbl. at jeg imorgen tiltrådte Tjenesten på ny. Min første Tanke var, tror jeg, at det kunde komme Dig rent på tværs, at Du intet vidste derom. Men Efterretningen har vistnok ikke stået i noget Blad før Tirsdag Morgen, så at Du selv i et fornuftigt Familiebesøg ikke har behøvet at vide noget. – Jeg begynder pludselig at blive bange for, at et eller andet kunde være galt fat med dit Foregivende om et Besøg i Gøteborg – å pyt! (Du véd ikke hvor henrykt jeg de Snese Gange har været ved dit «å pyt») når man ikke har grebet Dig på fersk Gerning, så er det jo umuligt, at Du ikke skulde klare Dig over for dem, der sidst af alt formoder noget sligt som er sket. –

Amalie jeg elsker Dig, elsker Dig! Men det ligger hårdt på mig her hjemme, at jeg kun kan give Dig så lidt – ikke andet end min Kærlighed. Kan Du være glad nok i den? – Du, jeg sender Dig medfølgende Brev, som lå til mig da jeg kom hjem. Naturligvis var det godt at modtage det. Schw. er ham, der har skrevet om Wergeland.Bildet er fjernet. Han er brav men desværre ikke helt «flink» (norsk). – Det skal jeg leve af at skrive «din Erik» under mine Breve – jeg som har været det!

Din Erik

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Janet Garton (red.) 2002: Elskede Amalie, Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram Bind 1

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jan-jun