Erik Skram forteller Amalie Müller om hvordan han traff sin københavnske elskerinne Camilla og innledet et forhold til henne. Amalie må forstå at han aldri har tenkt å gifte seg med en kvinne så langt under hans stand.

Kbhvn. den 10 September [1882]

Amalie, Du har dømt hurtig, for hurtig, og Du skal høre mig. Tro ikke, min dyrebare Veninde, at jeg i mit Hjerte beskylder Dig for letsindig at have fældet din Dom, jeg véd, at Du har været dybt dybt alvorlig, da Du gjorde Prøven på at rive mig ud af dit Sind, og hvad mere er, jeg tror, at hvad Du har gjort Prøve på, er lykkedes for Dig. Du elsker mig ikke mere. Jeg siger dette så sørgmodig som muligt, men jeg er rolig, for jeg har intet Håb opgivet. Jeg vil bejle til Dig. Jeg vandt Dig for hurtig. Lad mig nu prøve, om jeg kan vinde Dig anden Gang og bedre. Jeg er Dig ikke uværdig, og jeg beder dig kun, om jeg langsomt må få Lov til at søge ind imod dit Hjerte på ny. Jeg beder derom for min og for din Skyld Amalie. Jeg kan gøre Dig noget godt, så vist som jeg véd, at der hos Dig ligger det Gode i Livet, som jeg har Evne til at søge. Dit Liv Amalie er ikke helt rent, og synder jeg imod noget Fint og Skært, så står Du og har stået i Begreb med at gøre det samme. En enkelt Ytring i dit Brev indeholder forblommet det samme Brud på Renhed og Ægthed i dit Følelsesliv som min Meddelelse gjorde det for mit Livs vedkommende. Og tager Du ærlig din Kærlighed op på ny, så bliver Du renset, det er det Gode jeg kan gøre Dig – og Du mig. Jeg vender mig med min Kærlighed til Dig som til en Renselsesfest helt og helt igennem – ikke fordi Amalie Du er et så meget bedre Menneske end jeg, end ikke et så meget finere, skønt det er Du, men fordi to ærlige Mennesker kunne elske hinanden rene. Du og jeg, hvis Livet giver os Lykke dertil. Når Du har næret Planer om Gifter-mål og griber til dem på ny, er det på dine Vilkår en Synd af samme Art som den jeg har gjort Tilståelse om, kun at min er så meget værre, fordi jeg sidder midt i den. Men Du har ingen Trang haft til straks at sige mig, at der var et Brud i Rækken af dine blanke, selvrolige Handlinger, at Du stundom hemmelig hvilede ud i Planer, der, man tage så hensynsfuldt på dem som man vil, smitter af i en ren Sjæl. Min egen Veninde, jeg retter ingen Bebrejdelse imod Dig, men jeg ønsker for et Øjeblik at vende dit Blik ind imod Dig selv. Jeg er bleven uhyre forskrækket ved din Ytring, den er gået mig igennem Hjertet på langt smærtefuldere Måde end dine Ord direkte til mig. For jeg tror, Du har Uret i det væsentlige hvad mig angår, og jeg er endnu modig nok til at håbe, at jeg skal kunne vise Dig det – men er Du for Alvor slap i dine egne Sager, så Amalie forstyrrer Du så meget, der kunde blive godt.

Men jeg har vel ingen Myndighed til at tale til dig, før jeg har fejet for min egen Dør.

Husker Du min Ven, Dyveke i «Gertrude Coldbjørnsen»? Den unge Pige, som trøster Fabricius. Hun optræder først i sidste Kapitel. Forargede hint Forhold Dig, da Du læste det, eller forstod Du nogenlunde Arten af den Godhed, Fabricius nærede for hende, og kunde Du tænke Dig, at denne unge Pige elskede ham af hele sin Sjæl og vidste af, at hun kun var ham en Trøst, aldrig kunde fylde Tilværelsen for ham? Dette er Grundtonen i det Forhold jeg omtalte for Dig som en Trøst i mit Liv. Der er end ikke en Gnist af Løgn deri i den Forstand, at den unge Pige tror, at jeg elsker hende. Hun tror, at jeg holder alvorlig og ømt af hende, og at der hidtil siden Gertrudes Dage ikke har været nogen Kvinde på min Vej, som har kunnet tage mig fra hende. Men da jeg blev så længe i Norge, var hun forberedt på, at jeg kom forlovet endog gift hjem, og hun vilde været gået fra mig uden at rejse nogensomhelst Anklage imod mig, for på de Vilkår vidste hun vare vi forenede. Det har jeg sagt en Gang for alle og hun gentaget de hundrede Gange. Forklaringen på disse – i Danmark ikke meget hyppige, i Frankrig overordenlig talrige – ensidige Kærlighedsforhold ligger simpelthen i den sociale Dannelses Forskel. Den unge Pige jeg omtaler er Dame-skrædderinde og har aldrig tænkt på at ville være min Hustru. Hun er forstandig og véd, at hvad der udgør hendes Fryd som Elskerinde vilde være en Ulykke for hende som Frue.

Men om igen; jeg vil lægge det hele så klart frem for Dig som det er mig muligt.

En Efterårsaften for snart tre År siden mødte jeg på Gamle Kongevej ved Søen den unge Pige som hedder Camilla. Hun havde en ejendommelig smuk Gang, som fængslede mit Blik og idet jeg gik forbi, så hun vist på mig. Jeg vendte om og talte til hende, og hun bad på en Måde om Undskyldning fordi hun havde set så bestemt på mig, hun havde i mig troet at genkende en anden, som hun ønskede at træffe. Jeg spurgte om, hvem denne anden var, og skønt jeg ikke fik nogen klar Besked, forstod jeg, at det måtte være en meget kær Person, en Elsker formodentlig, med hvem det var kommet til et Brud. Hun talte behage-ligt og med et ejendommeligt Lune og noget forpint, og var langt langt finere end unge Piger man kan finde på at tale til på Gaden ellers ere. Hun boede i Nærheden. Jeg husker, at jeg foreslog hende at følge med mig på en Restauration, men da det så ud til Regn, svarede hun kort og godt, at det var bedere [sic] at gå op til hende og der drikke den Flaske Vin, jeg omtalte. Naturligvis mente jeg nu, at have et mildest talt højst letsindigt Pigebarn for mig; jeg købte Vin og Glas – kan jeg huske – og befandt mig installeret hos en fint-tarvelig klædt yngere [sic] Pige på en 25 År, hvis ualmindelig svære sorte Øjenbryn og forunderlig hårdt skårne Ansigt interesserede mig. Vi talte i et par Timers Tid sammen. Så vidste jeg, at jeg havde et ufordærvet, forstandigt, delvist dannet og rimeligvis fintfølende Væsen for mig, der havde lidt Nød i en Kærlighedshistorie. Hun var for Tiden første Syerske på et stort Magasin. Vi talte muntert og honnet, kun forsvarede jeg i al Skikkelig-hed den sanselige Side af Elskov, som hun angreb som noget uskønt. Jeg fortalte en Historie om Kærlighed, som skulde bevise mine Teorier, så, uden Overgang eller Forberedelse rejste hun sig, greb med et forunderlig stille Smil Broschen under Hagen, løftede den af og sagde «Ja, nu må jeg i Seng; jeg ved ikke hvad De vil gøre.» «Blive naturligvis,» svarede jeg trods min umådelige Forbavselse så rolig, som om jeg intet andet kunde have ventet, og i et Minut var hun hoppet i Seng. Jeg var rolig som en Eksperimentator. Hendes Hengivelse var forunderlig, ur-ren, skælvende sanselig og sig brødefuld bevidst på én Gang. Jeg havde ondt af hende. Jeg tror, at jeg ikke et Sekund tog fejl. En Mand, hendes Elsker havde hun hengivet sig til før, han havde forladt hende; i Måneder havde hun lidt, krænket i sin inderste Sjæl og dybt bedrøvet, nu stod hun på et uendelig farligt Vende-punkt. Hendes Sanser havde overlistet hende i den forpinte Tilstand hvori hun var. Var jeg nu en Slyngel – nej blot det man i Almindelighed kalder et Mandfolk – var hun fortabt. Jeg tog så blidt og roligt og så muntert skikkeligt som jeg havde Evne til på hele Situationen. Da jeg gik, kyssede jeg hende, det havde jeg ikke gjort før. – Ak Amalie, det er sandt, Du mener formodentlig, at jeg skulde være gået, da hun vilde give sig hen. Min Ven, om slig Dyd findes, vilde den på dette Tidspunkt næppe have været heldig anvendt. Hun havde været skrøbelig som Vox i enhver nogenlunde erfaren Slubberts Hænder, og en sådan vilde hun have truffet. Jeg tog med rolig Samvittighed hvad hun gav. Jeg kendte Værdien deraf. Min Ven, mulig forstår Du slet intet af den hele Historie, men gør Du det, så skal Du føle, at jeg har Ret, når jeg siger, at det var netop deri min Fortjeneste bestod. Jeg forstod hvad der var sket. Jeg kendte Arten af hendes Sjælstilstand. Det var ikke et usædeligt Kvinde-menneske, der gav sig hen for en Flaske Vin; det var en ulykkelig ung Pige; næsten alle Mænd jeg kender vilde ikke have forstået dette. De vilde ikke have spurgt, de vilde ikke have haft synderlig Plads til Interesse for hende, for deres eget Begærs Skyld, og de vilde råt have ladet hende gå i Klasse med Skøgerne, man for en Klat Sølv kommer i samme hurtige Forbindelse med. Nu behandlede jeg hendes Hengivelse som en stor, vægtfyldig Begivenhed, jeg vilde ikke have undladt at komme igen for overmåde meget – løs og ledig som jeg var – jeg tog hende under Behandling som en Slags Elskovspræst kunde have gjort det, der gik en Måned hen, inden jeg spurgte om en Gentagelse af den første Aftens Begivenhed og jeg lærte hende i denne Tid og derefter såre såre meget om Respekt for sig selv, Finhed i Følelser. Hun skulde, var vi den Gang blevet skilte, ikke let være faldet i sine egne Sansers Snare på ny. Men naturligvis, så kom hun til at elske mig, for jeg tog godt og kærligt på hende. Så fortsattes vort Forhold i to År – hendes eneste Frygt var: når jeg gik fra hende; hun troede aldrig på Varigheden af vor Forbindelse, og en skønne Dag gik hun hen og forlovede sig med en halvt gejstlig Person ved Irvingianernes Menighed, Enkemand med to Børn. Jeg kunde naturligvis have forpurret denne Forbindelse, men jeg støttede den, fordi jeg troede hun var i god Havn. Forstår Du hendes bange Bevæg-grund? Mig forlod hun først to Dage før sit Bryllup. Hun var gift i lidt over et halvt År, i hvilken jeg fik et Par Breve – meget sørgmodige. Så gik hun pludselig en Dag fra sin Mand – han havde lagt Hånd på hende, og hun havde holdt det ud i tre Måneder, tror jeg. Hun tyede naturligvis til mig. Jeg hjalp hende med Penge og med min store Godhed for hende, hun var umådelig nedbrudt. Hun er en meget dygtig Kvinde og er hurtig kommen sig. Nu er hun modig, tjener godt og – elsker mig.

Ser Du Amalie dette er i korte Omrids Historien. Jeg brugte Udtrykket «mig absolut trofast», det skete for i et Par Ord at antyde Forholdets Art. Jeg var bange for, at Du skulde tro, at det var almindeligt Griseri det Hele. Når jeg brændte på Tungen for at få fortalt dette Forhold, så er det fordi det har spillet en Rolle i mit Liv. Camilla har været mig en Trøst. Det er godt at holde af; min Hengivenhed har været øvet og jeg har været trofast mod den Opgave at gøre godt – på min Måde – mod denne gode og kærlig-hedsfulde Kvinde. Havde jeg gået ganske ene om i Verden og kun nu og da knyttet et kortvarigt måske pikant, måske kun usædeligt Forhold til Kvinder i og uden for mit eget åndelige Område, var jeg måske bleven ligeså rå i mit Følelsesliv, som jeg til min Forskrækkelse mærker, at selv fint dannede Mænd kunne være. At jeg skulde have levet som en Munk er ikke din Mening. Men altså Amalie, min Brøde mod Dig er, at jeg ikke bryder dette Forhold straks, ja endog har sagt, at det vil være mig en Trøst at holde det vedlige. – Amalie, jeg ligger under her for min Ærligheds Skyld. Forstår Du slet ikke min Mening? Jeg lider ved min Fraværelse fra Dig, jeg lider ved, at jeg i mit Liv fra Dag og til Dag ikke kan få udtrykt, ikke finde Udtryk for det, som er blevet mit eget egentlige Indhold; min Stræben hen imod, ind til Dig, min Tro på, at Du har min Lykke i din Hånd, min Følelse af, at det er rent og dygtigt hvad vi to kunne ville hinanden – det lider jeg under, og så véd jeg, at jeg vilde lide endnu mere, hvis jeg med Ét skulde mærke, at jeg foruden en rent åndelig Smærte, om man kan sige så, skulde have mit sanselige Jegs aller bitreste Længsel at kæmpe med, ave og kue. Forstår Du ikke Amalie hvad Længsel vil sige. Er det afskyligt at sige, at jeg føler en Trøst ved at døve Længslen noget. Tror Du Trøsten er stor? Tænker Du ikke på den Pine, der ligger i selve Forsøget på Trøst? Amalie, Du må ikke lade mig falde for denne Sags Skyld – Du handler urigtigt heri. De fleste Mænd vilde vel på dette Punkt have tiet bom stille, og så Dig uafvidende søgt og fundet en rimeligvis langt lavere Art af Trøst. Amalie, havde Du været min Hustru, vidste jeg når Du blev det, tror Du så, at Sagerne stillede sig som nu, hvor jeg på Forhånd har meldt et Slags Frafald mod min Troskab mod Dig? Husk Amalie, at Du ikke har gjort Fordring på dine Rettig-heder, Du kappedes kun svagt med mig om at «give». Du har ikke villet være min straks og udelt, og derfor har jeg sagt Dig, at jeg så længe jeg er «alene» i Verden holder på den lille Trøst, som Livet har ført til mig. Jeg har ikke mod til at begynde min Pilgrimsgang med den Tærepenge jeg har. Du skal give mig mere. – Amalie, Du må ikke indlade Dig på at elske et Fantasimenneske. Jeg har vist mig som jeg er. Som sådan, men bedre og bedre, håber jeg, ved din Hjælp vil jeg vinde Dig. Lad Dig vinde Amalie, og tro en Smule på, at jeg, der har kunnet tale ind i dit Hjerte blot ved rolig at være mig selv, også er skikket til at høre til hos Dig. At jeg med mine Fejl, med min plumpe Udvikling som Mand dog kan råde og hjælpe Dig, at det virkelig er muligt at elske et Menneske, som ikke er en ideal Person men blot et ærligt Menneske, som i Bestræbelse efter at fjærne enhver Misforståelse har brudt ind på et fint omgærdet Sted og netop voldet en lignende Mangel på Forståelse som den han frygtede – tro på det.

Ak det er så fattigt det jeg siger. Kan Du ikke føle, at det jeg har kaldet en Trøst, nu er mig en tyngende Byrde netop for den udvortes Ligheds Skyld, der er imellem dette Forhold og et virkeligt Kærlighedsforhold, og kan Du forstå, at jeg nu aldrig kunde have begyndt på noget sådant. Jeg er jo ikke nogen løs og ledig Person mere – hvis Du holder af mig. Men kan Du så på den anden Side tage med en Smule af din Tanke forsigtig fat i det sørgelige Forhold, at vi Mænd – det er så Amalie, på meget få Undtagelser nær – rent uafhængig af vort Følelsesliv har lært fra 14–15 Års Alderen at leve ukysk, og at det dæmrer truende for mig som noget rent fysisk ondt, der vilde komme over mig og gøre mit Sind uklart, hvis den Fordring nu stilledes til mig, at jeg uden sikkert Varsel om et nyt Liv i Skønhed og Ro skulde bryde med noget forholdsvis kønt og blive Munk. Stil ikke dette op som din Vilje, Amalie, det er for ufornuftigt.

Jeg vil ikke skrive mere før dette Punkt er klaret. Det bæres mig for, at jeg kun med et Par ulyksalige Udtryk har voldet Dig og mig Fortræd. Men jeg tør intet tro, intet rigtig tænke.

Grunden til, at mit Svar først idag bliver skrevet ligger i at jeg først idag har læst dine to Breve og hvorfor jeg først idag har læst dem ligger i Omstændigheder, jeg ikke nu kan få fortalt. Det hænger sammen med hele mit Kærlighedsliv og derom vover jeg nu ikke at tale. For alt Godts Skyld misforstå mig nu ikke igen: min Kærlighed til Dig Amalie – jeg har ingen anden.

Alt det Pinlige med Thaulows gør mig oprigtig ondt for mange Årsagers Skyld – ikke mindst for din Dygtighed i at lyve.

Din Erik.