Dato
19 oktober 1882

Erik Skram sender Amalie Müller et par forgylte knapper som er sammenføyet til en brosje. Han har gitt et liknende smykke til sin søster Emma.De to knappene kjøpte han i Stavanger i sommer, da han var på besøk hos Alexander Kielland, og hadde fått telegram fra Amalie om at han kunne komme på besøk til henne i Kristiania.

Erik blir nesten ikke invitert ut lenger, skriver han. Dagene og kveldene hans fylles med arbeid. Ikke engang sin søster Emma, som er den av søstrene han liker best, har han tid til å treffe.

Han vil vite om bergenseren John Paulsen, som han kjenner godt, har vært på besøk hos henne.

Transkripsjon av brevet

Den 19 Oktober 1882

Jeg sender Dig herved min kæreste Ven de to Knapper oppe fra dit eget Land, forgyldte og sammenføjede. Du må endelig blive glad for dem, jeg selv synes de er så pæne, og jeg har holdt så meget af dem, så længe de har været hos mig, fordi de hele Tiden har været bestemt til Dig. Da jeg var bedrøvet, huskede jeg på disse Knapper, der i deres nuværende Tilstand har ligget i min Skuffe fra tre Dage efter jeg kom fra Norge – jeg gik straks til en Guldsmed med dem – og jeg syntes det var Synd i dem. Jeg vilde ikke sende dem, for de Tanker, som de skulde bringe Dig fra mig, var lyse og gode, og Du havde jo gjort Fortræd. Ja kære, kære Amalie Knapperne blev købt i den lyse Stemning jeg var i, efter at jeg i Stavanger havde modtaget dit Telegram om at Du ventede mig. Men tag nu altså det lille Smykke og tænk på mig, når Du bærer det. Det er den eneste Overtro jeg bekender mig til, den som knytter sig til Gaver. Kan Du ikke lide de to Knapper eller er ligegyldig ved dem og lader dem ligge og går ikke med dem, bliver jeg umådelig bedrøvet.

Desværre er det mig ikke muligt at ordne Spørgsmålet om Tolden, som rimeligvis skal betales, anderledes end at Du selv må betale. Det er lidt dumt men hvad skal jeg gøre? Men det er altså fra Norge udførte Sølvknapper som i Danmark har fået lidt Guld på sig.

Jeg havde et Par mindre Knapper af lignende Form med til den skikkeligste af mine Søstre, Emma; hun er meget strålende fornøjet med den Brosche hun har fået. – Tænk dig for Resten hvorledes jeg lever, jeg har ikke set hende siden jeg for over en Måned siden gav hende den og det er sandt da så jeg hende heller ikke, jeg lagde den til hende hos min Moder. Jeg går til Morgenbladet og Rigsdagen og hjem igen – det er mit Liv – dermed går 10–15 Timer af Døgnet. En enkelt Gang er jeg bedt ud, men det indtræder sjældnere og sjældnere. Jeg tror Folk er kede af mig. – Du må ikke blive det for snart, jeg har så meget at lære af Dig, og jeg skal blive så god. Det, Du sagde i dit sidste Brev om, at den Udvikling, jeg havde vundet ved min Kærlighed, rimeligvis lå i den Lidelse, der havde været forbunden med den – kan jeg ikke blive kvit. Der er meget sandt deri. Du er sød, yndig og klog, meget klogere end jeg; men Du skal love mig ikke at opdage det altfor snart. – Amalie jeg er rædsom tykhovedet! Det eneste der duer ved mig er, at jeg er en lille bitte Smule skikkelig.

Sig mig, om Paulsen har været hos Dig? I Brevet til ham havde jeg søgt at gøre ham angst for at skrive til os. – Du forstår jo nok, at jeg ikke har villet tale på Redaktionen om Dig som Korrespondent. Enhver Ytring, der kunde falde blandt disse lidet hensynsfulde Menneske kunde dryppe Gift i mit Forhold til dem, og så véd jeg jo nu heller ikke, om Du har Lyst. Du sagde for Resten også, at det under alle Omstændigheder skulde blive mellem Dig og mig – det var nu en Umulighed.

Det summer mig om Ørene med Redaktionsvrøvl – jeg sidder på Kontoret – Farvel Amalie. Send mig en Gang Bjørnsons Brev om Jacobsen.

Din Erik

Avsender
Mottager
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1882