Erik Skram skriver brev til Amalie om en drøm han har hatt etter en tur på byen

Tirsdag Aften

[1/5/1883]

Søde velsignede Amalie, blev Du en Smule skuffet – jeg håber da Du blev det – over den bratte Afbrydelse i Søndags. Jeg vilde så inderlig gerne have bødet en Smule derpå igår, men det var umuligt, jeg var ikke ene og ikke ledig et Minut på Dagen, før Kl. lakkede ad 1 om Natten – og da var jeg heller ikke alene. Da sad et Par Venner på Redaktionskontoret og ventede utålmodig på, at vi skulde gå et Sted hen og nyde lidt, de var sultne og tørstige efter en Kammermusikkoncert, de havde forladt Kl ½ 12. Så kom jeg hjem Kl 2, og da lå dit næste Brev til mig. Jeg var jo nær bleven forskrækket, nu da jeg er afvænt med at blive overrasket af dine Breve. Jeg læste altså din Plan om det tidligere Besøg. Jeg havde den dummeste Drøm. Jeg drømte, at jeg gjorde Forsøg på at få en mig højst nødvendig Søvn på min Sofa, men at jeg blev vækket af en utålmodig Samling Mennesker: min Moder mine to Søstre, min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster og det yngste af hendes Børn, jeg skulde op og pakke ind; om ganske kort Tid måtte vi afsted til Dampskibet, vi skulde rejse, jeg, min Mor og to Søstre, til Stettin. Jeg stred og stræbte for at blive vågen, men det var mig ikke muligt, jeg var som lam af Træthed. De gjorde Nar ad mig og blev sinte, navnlig min Bror, men lige umuligt var det mig at stå på Benene, jeg faldt bestandig tilbage på din Pude, og jeg bad for mig om dog blot at få sovet i 5 Minuter til, det vilde hjælpe. Så bøjede min Halvsøster – jeg har ikke talt med hende nu på flere År – sig over mig og kyssede mig – jeg tror aldrig i mit Liv, at det er sket – hun var så forunderlig blød og velgørende at føle på og samtidig kravlede hendes lille Dreng – i Virkeligheden må han nu være Student – op til mig, han var ganske nøgen, fast og buttet på Kroppen, det var så friskt og behageligt, og jeg blev helt vågen. Men dette med Rejsen var en fuldstændig Overraskelse, jeg havde ikke det mindste i Orden. Jeg måtte i en Fart se at finde mine Klæder – Kufferten stod parat inde i Sovekammeret – og mine Penge. Navnlig de sidste! Men hvor var dog min Sparekassebog med de 300 Kroner jeg havde lagt til Side, det var ikke muligt at finde den, den skulde stikke i en Frakkelomme, og jeg dukkede ned i en Uendelighed af Klæder, men det var aldrig min egen Frakke jeg kom i – jeg havde havt min Sparekassebog med mig i Byen for at sætte en Sum ind, jeg havde sparet i Løbet af Måneden, igår var det jo den sidste, og idag har jeg hævet Gage – nå, endelig fandt jeg den. Men hvorledes få hævet Pengene? Min Moder vilde låne mig Penge. Så var Vognen der. Afsted! Så endelig brød det igennem, hvad hele Tiden havde ligget som en dunkel Tanke jeg ikke kunde få fat i, at om jeg nu rejste til Stettin, så vilde jeg jo ikke have Penge nok til i Sommer at komme op til Dig. Høj, Godtfolk jeg rejser ikke med! Nej, lad Du også meget hellere være med det, min Dreng, sagde min Mor med en for mig aldeles forbavsende Koldsindighed – gå Du kun ind i din store Seng og sov, det har Du bedre af. Jeg vågnede badet i Sved af Anstrængelse og Forvirring, himmelglad over, at jeg i sidste Øjeblik havde fået mine Tanker samlede, så at jeg havde undgået den frygtelige Begivenhed at stå uden Penge til Sommer. Hvor var det godt jeg slap! sagde jeg ganske højt og kom så fuldstændig til mig selv. – Jo ser Du lille Pige, det voldte nu dit Brev altsammen, og så en Samtale jeg på Kontoret havde havt med Chr. Rovsings Fader, der havde fortalt mig, at han imorgen må rejse til Kissingen for at bruge en Kur. Min søde, yndige Ven, jeg kan ikke komme løs nu. Og Amalie i Grunden foretrækker jeg også langt at vente til Ferien. Jeg har sådan levet mig ind i Fantasier om dit tomme Hus, at jeg kun med ligefrem Sorg kan skille mig fra denne Fremtid. Men jeg kan ikke komme bort nu. Lige efter Pinse skal en politisk Kampagne begynde Landet over, og min Nærværelse på Kontoret bliver en ligefrem Nødvendighed. Du synes at være så glad i den sidste Plan, og i og for sig er den jo også lokkende over al Måde – særlig at Du vilde smutte ind på Vejen til mig i Kr.sand – men Unge, tror Du ikke, at det gik, hvis vi til Sommer var sammen i Bergen, at Du uden videre sagde til Fru Sandberg, at hun skulde bede mig ud på Landet, hvor de lå (og Du naturligvis). Jeg kunde jo være indlogeret i en Kro i Nærheden. Skal jeg i Bergen høre Fru Bøgh til, rejser jeg slet ikke derop. Der er jo ikke noget kompromitterende i, at Du på gæstevenlig Vis anbefaler mig ind i et Hus. Jeg er jo fremmed og skal se Landet og behandles pænt, og der er jo noget literært ved mig. For Resten bryder jeg mig ikke en Snus om Bergen, når jeg blot må komme til Dig i Kr.ania – i dit tomme Hus. Og så synes jeg også Amalie, at det må være Sommer næste Gang vi ses. Vi elsker jo dog begge Varmen, og dette at kunne færdes ude, min Ven, det er dog så godt. For Øjeblikket er her en Smule Forår i Luften her nede. Alle Sommerlængslerne er begyndt, og skulde jeg leve min lykkelige Tid i Maj-Juni (i en Slags grøn Vinter) for så at komme ned her og forgå af Melankoli i Højsommeren – nej Unge, det var næsten for grusomt. Så er der en Ting til, jeg må også se at samle nogle flere Penge sammen til den store Rejse. Jeg hader at låne, når jeg ikke har det klart som Dagen Tidspunktet da jeg kan betale tilbage. Altså kære søde Du, jeg kan ikke rejse nu. – – Du er et lille Fæ. Du lader endnu, som Du ikke véd, at jeg var forelsket i Dig, inden vi kom til Lillehammer. Jeg var det. Men jeg begærte Dig ikke, for jeg trode ikke Du kunde elske, særlig, at Du ikke kunde falde på at elske mig. Og så klog var jeg bleven i Livets Skole, at på håbløse Historier vilde jeg ikke indlade mig. Ak jeg vilde jo være gået ind til Dig hin sidste Morgen for at kysse Dig – forskrækket som jeg var, fordi jeg trode, at Du dog syntes bedre om Dr. end om mig. Det skulde have været det menneskeligt smukkeste Kys på Jorden. Og jeg fantaserede om hele Natten, at jeg på den Måde vilde kunne give Dig noget, et Indtryk af en Mand, der skulde være helt rent og blottet for den Atrå, Du kun havde set som styg. Amalie, min Følelse for Dig var en fin og skær Forelskelse, derom kan der ingen Tvivl være mellem klartseende – og Du er jo så umådelig klog på Kærlighed. Og jeg syntes Synd i Dig, at Du ikke vidste, hvad godt to Mennesker kunde ville gøre hinanden.

– Nej min Ven, Bøghs har ikke med et Ord antydet din Eksistens til mig, så Fossen synes i alt Fald ikke at have lydt i deres Øren. Jeg ser for Resten for Tiden ikke meget til Bøghs, vi kommer ikke i de samme Huse, og det synes at skulle blive meget tilfældig at vi mødes. – Så vidt jeg har kunnet forstå Beskrivelsen af din Lejlighed, må din Broders Soveværelse ligge længst mulig borte fra dit. Du kunde tegne mig et lille Grundris, det vilde interessere mig i højeste Grad. Ligger Gutternes og hans Soveværelse ikke Side om Side svarende til dit Værelse og Kabinettet? – Ak Amalie, jeg vil så gerne, når vi mødes være stille og god, som Du ønsker det – men jeg lover intet, navnlig ikke, at jeg ikke kysser Dig, og Du skal se Ven, at det vil ikke være så slemt. Kan Du huske, at i Falkøping turde jeg ikke straks kysse Dig. – Amalie jeg tror Dig med «enten-eller», det jeg skrev var et Udbrud af min egen mistrøstige Stemning. Jeg har aldrig lidt så meget som i det sidste År ved at skulle slide for mit Brød. – Jeg sender Dig min Unge, hvad jeg tror vil more Dig den allerførste (kasserede) Begyndelse til «Gertrude» – jeg fandt den tilfældig idag; tidligere har jeg ledt meget efter den. Mig har det interesseret at finde Beviset for, hvor fuldkommen jeg stod bag ved Figuren Gertrude, da jeg vilde til at begynde, og hvorledes den efterhånden kunstnerisk betog mig. Du ser også, hvor lidt Mod jeg havde, da jeg begyndte på Novellen: min Plan var umådelig meget simplere: en kort lille Turgenjevsk Fortælling. Du må sende mig denne Begyndelse tilbage, den er jo et Aktstykke, der har Betydning for mig. – Jeg må stoppe, for Kl er mange. Der var for Resten navnlig en Begivenhed jeg skulde have fortalt, men den udvikler sig måske til noget mere senere.

Din længselsfulde

Erik