Erik Skram skriver et interlig og trøstende kjærlighetsbrev til Amalie Müller og forsikrer om at alt vil bli bra mellom dem etter knuten på tråden som har oppstått

Søndag den 4 Februar 1883

Min elskede lille Pige, vær aldrig bange for hvorledes det går med min Kærlighed! Den er der, og den står rolig og tillidsfuld og ser på de Lidelser og Smærter, som kan komme også ind under dens skærmende Skygge, men selv lider den ingen Nød. Du yndigste Stump, jeg har havt Dig så tæt og godt hos mig i dit Brev, Du har lidt og Du lider endnu, men det vil gå over, og Du skal se, min Unge, at det vil gøre Dig godt, at komme ned til mig og lægge dit Hoved ind til mit Bryst, medens jeg klapper dit Hår og kysser Dig oppe i Skildningen. Vær slet ikke bange. Dine Anfægtelser bunder vel i din Natur, i din Historie og i vor Fjærnhed fra hinanden, men det er ikke Meningen med Dig, at Du ikke skulde kunne slippe ud af dem igen. Jeg forstår vel ikke helt din Sindstilstand, men ganske uden at begribe, hvorledes det kan være gået til, er jeg heller ikke. Det Drag af Fjendtlighed netop mod den man elsker, som hos Dig er slået ud i bitter Skinsyge mod min Fortid og i frygtsom Usikkerhed i Bedømmelsen af hvad der overhoved ligger indenfor min Karakters Muligheder, har jeg læst om, måske set noget til, mulig overfor Dig også følt noget af; men det gør mig ikke længer for Alvor angst. Alt dette er Ting, som Tiden skal klare. Du slår på, at jeg har Ret i, at Kærlighed er en langsom Ting. Min Unge, vær vis på, at vi to har uendelig meget tilbage at lære – at lære hinanden at lære af hinanden. Min Ven, det er ikke sådan at springe til at forstå, stole på og elske et andet Menneske. Du kender af mig jo bedst, tror jeg, mine fordums Forsøg på at komme til at elske – jeg har aldrig elsket før – og din Tanke kaster sig formelig glubsk over dette. Få lidt mere Kendskab til mig, så blegner nok de Indtryk fra mit fordums Jeg, som nu volder Dig Fortræd. Du er ikke kritisk på dette Punkt. Du sluger alt, hvad jeg selv har fortalt, hvad andre véd at fortælle, naivt med Tro på, at det forholder sig, som det fortælles. Du lægger ikke Mærke til, at rimeligvis jeg selv lægger en Farve ind i mine Ord, som ikke er helt ægte, som i alt Fald rimeligvis er for ene om det, der skulde have været mange flere til for at gøre det hele naturtro – formodenlig meget mattere –, at de andres Snak er mere eller mindre fri Digtning, og Du bærer Dig således ad, fordi Du endnu har altfor få Midler til med Tryghed på egen Hånd at kunne gå de Billeder efter, som Du ejer Originalen til. For Du ejer mig, min Ven, det er kun et Tidsspørgsmål, når Du kommer i sikker Besiddelse af din Ejendom. Og tror Du, et eneste Ord om før, passer helt på mig nu? Min elskede Pige skyd alt det grimme Snak om mig til Side og kom ned til mig og lær mig bedre at kende. Hvad tror Du jeg har brugt min Tid til siden Dagene om Nytår? Til at lære at føle, hvor højt jeg elsker Dig. Og tror Du ikke Du skal komme til at mærke det, hvis Du lægger Dig trygt ind til min Favn? Du dumme lille Unge, Du bygger på den lille Stump af en Begyndelse til vor gode Kærlighed, vi oplevede, som var den Fundamentet til alt i de kommende Dage – min lille Pige! nu først kan vi jo mødes med tilforladelig Vished om vor Kærlighed. Og så først kan Grunden rigtig lægges. Du hos mig, i min Favn! Hvad der piner Dig er din Fraværelses Ubeskyttethed mod Fantasier. Du har for lidt af Minder om mig. – Et, Unge, skal Du lære, og det er at lade være med at skille din Sag fra min. Du er ikke en stakkels Pige, der kommer dumpende ind i en Mands Liv, som en tredie Elsket der har at kæmpe med de foregående; Du er den Kvinde, som han har stridt sig gennem Livet for at nå. Dig tager han ind til sig, og med Dig ser han tilbage på et Liv – mildt eller fordømmende. Du gør ham Skade ved at stå alene og skælde. Han har ventet noget andet af Dig, Ven, forstår Du hvad jeg her flygtig skriver? Jeg mener en hel Del med det. Vi to må virkelig holde sammen. Skulde der i mit foregående Liv ved din Skarpsindighed kunne opdages noget, som tager endog blot et Gran af hvad dit er fra Dig, vil jeg være hurtigere til at føle Smærte derover end Du eller i alt Fald lige så hurtig, og Du kan stole meget langt på min Finfølelse i så Henseende – ud over hvad jeg selv kan føle af denne Art, véd jeg er Sygdom hos Dig. Du må betænke lidt, om Du sådan uden videre har Lov til at give Dig en Skinsyge i Vold, som æder sig ind i Kærnen af vort Liv – hører Du Amalie, vort Liv – Du er ikke så ene og frit rådende over hvad Du gør ud af Dig selv, som Du har været. Men det véd Du ikke sådan helt inderst inde. Du er meget selvisk Amalie. – Men alt det tænker jeg kun lidt på for dette ene, at jeg om en Måned har Dig i min Favn. Og Du vil straks, når vi mødes, kysse mig, det véd jeg – det gjorde Du ikke sidst men denne Gang kan Du ikke lade være. Amalie min elskede Ven, vær lidt tryg og glad ved din Kærlighed, så bliver alt godt. – – Jeg er nødt til at bryde af her!

Den Slyngel i Dgbl! jeg troede ikke, at det var IH. – Skriv mig lidt til om Bætzmanns Stilling nu! Kan Du huske at jeg straks ytrede nogen Tvivl om det hensigtsmæssige i hans Fremgangsmåde?

Din Erik