Erik Skram skriver til Amalie Müller mens hans spiser. Han må få henne over på kjærlighetens side

Kbhvn den 17 Oktober 1882

Min elskede yndige Ven, vær vis på en eneste Ting, at var jeg nu hos Dig, vilde utrolig meget være let, som nu volder Dig Ufred og Pine. Vær rolig, vær god Amalie, hold af mig og tro en Smule på mig. Lad det være en Fortjeneste hos mig, at jeg holdt så fast på Dig, da Du vilde bort, og se ikke deri et Slags Forsøg på at besnære Dig i dine egne Følelsers Snare. Tro ikke, at Du har valgt den svage, den lille, den bedragerske Side af dit Jeg til nu at bygge dit Liv på; min kæreste Ven, som ærlig Kvinde, ærlig mod Dig selv, var der ingen anden Udvej åben, og Du skal være for stolt til at kunne ville noget andet i Verden end det din Natur siger: Du skal. Din Kærlighed er stærkere end den Fæstning, en fjendtlig Magt havde lagt midt i dit rige Jegs gode Agre, slut Dig til din Kærlighed Amalie, slut Dig inderlig trofast til den, hold af den, følg den, lær den dine bedste Ting og lær af den igen, den er jo Frihedens og Folkets Sag i Dig, om jeg så må sige, Fæstningen var Aristokraternes Borg. Går Du imod din Kærlighed, kan Du så vist gøre den Skade, det er sikkert, men underkue den i sidste Instans formår Du ikke. Den er Dig, den er din Natur den vil frem – prøv da på at føre den så ædelt og smukt som et Menneske formår. Du har hældet til den Religion, at Lidelse og Forsagelse i og for sig var et Noget at bygge Livet på – jeg tror det ikke Amalie, jeg vil kun lide for det Gode, som jeg skal vinde. Du har villet mestre Dig selv – ja Ven, men ikke ved at forknytte, hugge ned det Stærkeste man ejer. Der ligger et Mistillidens Bedrag der bag ved, som ikke er et sundt Menneskebarn værdigt.

Men Amalie vi er jo enige. Stump vær nu ikke bange! Og så Amalie tag kærlig og mildt på mig. Ak Ven, jeg trænger til din Godhed. Tror Du jeg har talt de store Ord om Kærlighedens Lykke uden Angst? Min Ven, jeg har været ved at bøje Hovedet under en ydmyg Følelse af: Hvad kan jeg, når Alt kommer til Alt, give hende til Erstatning for den Kampens Pine, som jeg vil føre hende ind i? Men så Amalie har den inderlige Overbevisning ført mig: vi høre sammen. Vi skal tage, hun som jeg, Følgerne af vor Kærlighed. Og jeg tror på Dig min egen Ven. Vil Du være kærlig ved mig, kan Du gøre mig utrolig meget godt. Jeg kan leve af din Kærlighed, ja Amalie, jeg tror, at jeg nu kun kan leve af den. Jeg holder jo ikke meget af de for store Ord, og Livet har givet mig så mange Slags Erfaringer, men jeg har målt og undersøgt mit Hjertes Bund i denne hårde Tid, jeg for nylig har gennemgået, og Amalie, Du véd ikke, hvor tomt der blev om mig, da jeg på ny blev ene, da jeg troede jeg var ene. Jeg havde en tydelig Forestilling om, at Resten af mit Liv vilde blive en Slags langsom Gåen til Grunde. Du er det Kildespring i mit Liv, som den store Natur havde forbeholdt for mig, inden det var for silde. Min sødeste Pige, Du får i mig ikke den, Du burde få, jeg er ikke god, ikke ufordærvet nok, men gå med lidt Fortrøstning til vort Møde, og Du skal se, der kommer noget ud deraf, som også Du kan bruge. Jeg er så glad ved at kunne tale kærlig til Dig, Ven, Du er så sød.

Amalie, om jeg føler Alvoren i dit sidste Brev? Vær inderlig vis derpå. Om jeg begriber, at Du har lidt? Ja jeg gør Amalie. Jeg véd det. Men det skulde altså gå således til. Det var mit uforsigtige på en Måde urimelig skrevne Brev, der voldte «Syndflodssmærterne» – Stump, din vilkårlige Forståelse deraf gjorde Gengæld; kun at jeg holdt min Ro og mit Håb længere ved lige, end Du kunde. Amalie vær ikke for stræng i dit Hjerte over min Mangel på sikker Begriben af din Følelses ømme og fine Ungdom, jeg var noget undskyldt, Du havde næsten ikke givet mig den i Hænde, jeg havde jo mest kun haft med dens Frygt at gøre, jeg så dens «snusfornuftige» Side og skulde derfra skabe mig selv din Følelses sande Billede. Og Ven, Du sprang så hurtig fra mig, at Du næppe fik fat i mine Ords virkelige Ordlyd end sige deres Mening: Jeg vil ikke nu begynde på ny på en Forklaring, som Du vistnok mangler de hundrede små og store Forudsætninger til at kunne få helt og fuldstændig rundt fat på – kun Et skal Du høre på ny. Du må ikke tale om, at jeg for at nå til Dig har måttet arbejde mig ud af en «Kærlighed» til en anden Kvinde. Det er så afskylig en Forvridning af Sandheden og mine Ord. Med en Kærlighed i Hjertet til en anden Kvinde var jeg aldrig kommen til Dig. Det kunde jeg ikke. Ikke et Sekund siden jeg talte de første Ord med Dig har jeg i min Tanke kunnet byde Dig noget Halvt, noget Ufuldstændigt. – Amalie, det faldt mig først ikke ind, at Du kunde elske mig, og så var jeg klog og gammel nok til at kunne tøjle mit usigelige Behag ved Dig til det Venskab jeg viste Dig – Du har ikke hørt et lapset Ord af min Mund – men fra første Færd jeg så din Kærlighed gry, blev jeg så alvorlig grebet af et Håb – et Håb for mig selv, forstå det Amalie, et Håb om på ny at mødes med mit virkelige Jeg under den rene Indvielse til et nyt Liv, som min Kærlighed skulde give mig – at jeg ikke kunde tænke mig at lade dette Møde blive til en smuk lille Oplevelse, således som Du (bange, demoraliserede(!) Kvinde) vilde have det. Men så Amalie lå jo over mit Sind de mange Års Halvheder og onde Smuler, hvormed jeg havde hjulpet mig igennem. Jeg måtte, da jeg havde haft Dig i mine Arme, sige Dig, at jeg var ikke ung som Du – Amalie, jeg måtte sige Dig, at en 35 årig Mand stiger ikke ned som Guden fra Skyen for at give en Kvinde et æterklart Liv. Der var foregået en Vandring på denne Jord i Søle og Solskin, det skulde Du vide; og jeg gjorde som jeg trode et rigtigt Forsøg på at angive for Dig Arten af det Hvilested jeg havde udsøgt mig. Jeg gjorde med en anklagende Ærlighed mod mig selv, som jeg nu fortryder, fordi det måtte falde forkert ud, Forsøg på at stemple mine Følelsers Natur under den Periode af Flugt fra alt det gamle ind i det nye, som måtte gå forud for den rolige Besiddelsestagen af det Kærlighedens store Land, som Du havde skænket mig. Min sødeste lille Pige, jeg kom til Dig så ene så ene, og mine dumme Ord gav dig Indtryk af, at Du skulde i Flok og Følge med andre – andre ganske vist af lavere Rang, men dog andre. Nej Amalie, derom har der aldrig været Tale, kan der aldrig blive – vær nu dog usvigelig vis på det! Alt hvad der er Dig uforståeligt, gådefuldt uforeneligt med din Kærligheds gode og dybe Natur, og som har Sammenhæng med den Skræk jeg som min Kærligheds Morgengave til Dig (ak, tilgiv mig Amalie!) begyndte med at skænke Dig, skal du på mit Ansvar lade ligge. Du skal komme til at kende mig her også helt ud og ind, når vi mødes, Du vil få noget at overvinde hos Dig selv for at give mig det Kys, der gør mig ren – men Du vil ikke nægte mig Kysset, tro det, Amalie! Og elsk mig nu.

Den 18 Oktober Aften

Jeg er lige kommen hjem, jeg har lige læst dit Brev fra i Søndags, du søde, søde, jeg har set og set på dit Billede – tænk dig Amalie, det fór igennem mig, jeg trode et Øjeblik, at det var en Mand, der var klippet fra. Du er så smuk, men Stillingen er ikke rigtig god, din Underkrop er bleven til slet ingen Ting. Jeg holder mere af det Billede jeg allerede ejer, Du ser mig således ind i Sjælen på det, og så har Du klemt Læberne sammen på det sidste, og der véd Du også af, at Du er smuk, Du er så umådelig stolt af din Næse, og Du er dog ikke nær så smuk som på det første Billede, hvor Du er så ærlig, så ligefrem og god. Men jeg er meget glad for det nye Billede, det griber mig ikke som mit gamle, men det er yndigt, og så er der det Sted op under Mansketten ved Håndledet, som ikke er til at holde ud. Det er en fuldstændig Snare for et roligt og skikkeligt Menneske som mig.

Kæreste Amalie jeg skulde lige til i adstadig Pasgang at spørge Dig, om Du ikke allerede sidst gjorde Nar ad mig for mit naturvidenskabelige Kærlighedssystem. Nu behøver jeg såmæn ikke at spørge. Du giver hele min Klogskab en god Dag, men den imponerer Dig dog. Ja bi Du lidt, en skønne Dag går det Hele op for Dig lige som Hegels System gik op for J L Heiberg, da han stak Benene ud af Sengen en Morgenstund i Hamborg. – Hør Amalie jeg har været så alvorlig, nu kunde Du friste mig til at blive lystig. Men det er jeg for Resten slet ikke, men det kommer måske af, at jeg er sulten, Klokken er halvelleve og jeg har ikke spist til Aften. Nu gør jeg det. – Du, det er for Resten et højtideligt Måltid; det er første Gang jeg i to År spiser hjemme en Aften – alene da. Mit Arbejde på Redaktionskontoret har ført uundgåelig med sig, at jeg måtte tage mine Måltider ude. I Aften havde jeg gjort mig fri og var gået hjem for at skrive mit Brev færdig, og så, Stump, får jeg et nyt Brev fra Dig og får Dig med helt ind i mit intime Liv med lidt Brød og Ost og bayersk Øl. Du har ikke haft det så fint hos mig, som jeg havde det hos Dig i Kristiania «med al den Mad og Drikke». – Så Du er en så dygtig L’hombre Spiller? Jeg er en Slags genial Idiot i det Spil som i andre – min sødeste Ven, forbarme sig, hvor jeg vilde forgå af Raseri, skulde jeg virkelig i Selskab gå omkring og se Dig spille L’hombre, og skulde jeg komme til at spille med Dig – Du vilde tabe al Agtelse for mig, én Gang af ti gør jeg noget rigtigt, men så kan det for Resten være glimrende – én Gang af hundrede. – Ak Amalie hvor jeg synes det er lidt at sidde her og skrive; men de Tanker vil jeg ikke give Rum. Der er kun det, at jeg aldrig tilfredsstiller mig selv som en, der formår at få sagt det ordenlig, som han trænger til at sige. Og så kommer det aldeles afskylige til, at jeg bogstavelig aldrig har Tid til at skrive. Jeg er idiotisk bunden af Forretninger. Nu har dette Brev været to Dage om at blive til, ja egenlig tre for i Mandags fik jeg jo dit Brev og vilde under normale Forhold naturligvis straks have sat mig til at besvare det, og i Stedet derfor måtte jeg stikke det til mig og bære det hos mig et Døgn, inden der var Tale om at jeg kunde få sat Pen til Papiret. Jeg stjæler, når jeg blot kan, et Par Morgentimer for at skrive til Dig. Jeg elsker disse Morgentimer, og jeg vil blive ved med dette Tyveri, det får så gå som det vil. I Aften besvarer jeg ikke dine forskellige Spørgsmål, der nu tror jeg have hobet sig ret anselig op. Jeg er altid sløv og træt om Aftenen – – Jeg har standset her og har læst mit Brev igennem. Jeg skriver ikke mere i Aften. Klokken går til 12, og jeg må tidlig op imorgen. Jeg har glemt at betale mine Skatter i to Kvartaler, Rodemesteren har været her og sagt til Pigen, at det er rent galt. Så får jeg heller ikke Tid til imorgen at skrive for at løbe afsted med Penge, som jeg for Resten ikke har liggende men først må hente – Min Ven gid jeg med et eneste Ord kunde få Dig sagt den usigelige stolte Fred Du har givet mig ved din Kærlighed. Jeg elsker Dig og er lykkelig.

Din Erik

Du brugte det rette Ord, da Du sagde: bliv nu ikke forfærdet, den Gang du fortalte mig om Løftet til Bjørn. Det stak i mig, som havde Du ført en Kniv ind i mit Bryst. Så gik det jo over! Men Amalie, Forræder, gjorde det Dig ikke frygtelig ondt at sige sligt. Hvor kan man komme så langt bort fra sig selv? – Jeg har haft et Par Ord at skrive til John Paulsen. Jeg har nævnt dit Navn i Brevet, fordi jeg vilde have, at han skulde komme til Dig og snakke om mig. Det skulde være en Hilsen. Måtte jeg ikke det? Jeg vilde helst fortælle hele Verden at jeg elsker Dig. – Har Du to Gange fået nogle «Morgenblade» fra mig?