Erik Skram er frustrert over at han på grunn av flyttingen og travelhet på jobben ikke har tid til å svare Amalie ordentlig på hennes siste brev, der hun erklærer at hun at det er naturbestemt at hun er som hun er. Hva vet hun om hva som er naturbestemt? Hun har jo aldri erfart den kjærligheten som har mener han kan vise henne. Nå har hun jo nettopp en mulighet til å gjøre en erfaring som ikke likner på det hun kjenner fra før. Han kan ikke aksepetere ar hun ikke benytter seg av denne muligheten.
Mandag Aften [25/9/82]
Amalie, jeg har fået begge dine Breve
– jeg ligger midt i Flytning og er bunden af Forretninger på fire Hænder, om jeg havde dem.
– Jeg havde vel aldrig svaret på det Brev jeg fik i Forgårs – Brevet i Aften vil jeg – ak desværre for gerne svare på, men der må gå Dage hen inden det er mig muligt. –
Svaret havde jeg nok på det første, men helt ude fra en anden Verden – min Smærte kunde jeg ikke have blottet.
– – «Din naturbestemte inderste Vished for hvad der er Ret og Uret» – ja Amalie, på de Vilkår Du nu kender – men Du kender ikke de Vilkår, som kunne komme, og Du véd, at der gives andre Vilkår end dine, og derfor skal Du være forsigtig.
Din Erik
«naturbestemt» – hvad véd Du derom? Din Natur står for din Bevidsthed som sund og hel, fordi Du slutter med den Erfaring Du gjorde igår – – men når Du nu véd, at der er Mulighed også for Dig for at gøre Erfaringer helt udenfor dem fra igår – hvad så Amalie? –
Erik Skram
Amalie Skram
København
København
Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.