Camilla Collett føler seg hånet av Georg Brandes, og beklager seg til sin venninne Amalie Skram

Camilla Collett skriver dette til Amalie Skram:

Den første Hilsen jeg fik her, Juledags Morgen var den Georg Brandesske i «Politiken».

Dette var dog lidt for uventet, og af dobbelt Grund. Jeg troede mig så inderlig sikker ligeoverfor den store Mand. I de tyve År, eller måske mere, jeg har befundet mig inden hans literærkritiske Synsvidde, har jeg levet i den fuldkomneste Upåagtethedens Fred. Jeg læste og læste atter disse hans tidligere Skrifter med usvækket Beundring. Jeg læste dem som Englene måtte læst dem, uden Tanke om noget som Savn eller Krav. Ved Gud, det faldt mig ikke ind! Så kom en Dag, det var mange År efter, da Hr. B. pludselig i et Foredrag nævnte mit Navn.Det var som Formularen i Eventyret, der bringer Trylleriet til at briste. Det brast også for mig, og levnede kun en krænket Forfatterinde.

Den komplette Ignoreren, kunde jeg finde mig i, men ikke at nævnes en passant i en andens, hans Gjænnembrudshelts Forfatterliv. Havde jeg ikke øvet anden Indvirkning på denne, end en såre ringe Tilfældighedens, så var det lidet at tale om.

Så gik der År hen og jeg troede mig fuldkommen udslettet af Hr B-s Erindring, da der pludselig i hans Strindberganmeldelse, slynges mig Insinuationer så hadefulde, hånlige i Ansigtet, at der aldrig i mit lange Liv er hændt mig lignende.

Jeg synes Hr B. kunde nøiet sig med den stille overseende Ringeagt han altid har vist mit. Jfr 15.6.Fornærmelser nu, da Rollen er udspilt, er overflødige ... Dette måtte jeg sige, som Grund til at jeg Ingen søger. Venligst Hilsen til Skram.

Deres Camilla Collett.