Camilla Wergeland er nervøs for at brevene hennes skal komme på avveie

Camilla Wergeland er så nervøs for at brevene hennes skal komme på avveie. Samtidig er hun også klar over at de er av stor verdi. Hun skriver til Emilie Diriks: «Gjemmer Du mine Breve? Hvis Du giør det, tænker jeg ofte! og naar Du i senere Aar gjennemlæser dem, vil Du da ikke paa nyt opleve den svundne Tid; Ord glemmes snart, men Breve have en besynderlig vækkende Kraft, det er en egen besynderlig Følelse at læse Breve, hvis Eier ligger i Graven. Skulde dette usle Papir overleve den Haand der har lagt det sammen? Det er saa, men Aanden der rører sig i det døde Bogstav er den samme, den kan ikke døe. Med et Trylleslag vil Du føres tilbage til vor Ungdom, Du vil kunne smile over de samme Steder, der før har bragt Dig til at lee, men det er intet muntert Smiil; Du vil saa klart erindres igjen om det underlige, uroelige Væsen, som Du viste saa megen Ømhed og som skylder Dig - jeg kan sige, sine lykkeligste Timer - Du vil smile over vore barnagtige og frugtesløse Anstrængelser og forgjæves Ønsker at løfte Fremtidens Slør - ak Emilie, da nåar Du læser dem, er det oprullet - hvor ere vi Alle?»() Der er et Hile Sted hvor jeg ofte gaaer hen om Aftenen; man gaaer ned ad en Stie der slynger sig gjennem det Tykke af Løvskoven ned til Våndet. Medens man til begge Sider forfølger med Øiet den dybe, rolige, sølvklare Elv, indtil den taber sig bag de fjernere Høie, hører man gjennem den stille Aftenluft Fossens dybe melankolske Stemme, og den, tilligemed en sildig Fugls klagende Stemme, Granernes tunge, høitidelige Susen - den hvislende Lyd i Birkerne - er Melodie til Sjelens Text - den lille Plet er i sig seiv saa tiltrækkende: høie, ældgamle Birker hænge deres Grene ned mod Våndet, hvis Bredder man i Sandhed kan kalde blomstrende - ak, Alt er her saa roligt, saa fredind gydende, var man blot altid modtagelig! Naar Du kommer op til mig vil jeg føre Dig der hen; nåar Du da har helliget det for mig ved Din Nærværelse, vil jeg kalde det hos mig seiv efter Dig. Det er vort Ønske omtrent i Midten af Juni, nåar Halses have været her oppes at Du og Natalia ville opfylde Eders Løfte. Paa den bestemte Dag skulle vi da sende Heste og Vogn ind for at hente Eder. Henrik vil omtrent til den Tid komme hjem, ligeledes har jeg givet Oscar et Vink, der skattede sig meget lykkelig at kunne afgive et Slags cavalier servente. Det er min udtrykkelige Mening, at et par Væsener, om end med blot nødtørftige Cavallersegenskaber, nåar de for resten ere opvagte og livlige, ikke ere at forkaste ved en saadan Leilighed, især her paa Landet, hvor man har saa faae Ressourcer til Adspredelse, uden den man maae søge i den lille Kreds man er Medlem af. Vi maae søge at blive et saadant lille Selskab, der har en vis Holdning og Ligevægt. Hvor inderlig glæder jeg mig til at faae see Dig.»

Og hun tenker mye på spørsmålet om det ville vært mulig med et rent vennskap mellom en mann og en kvinne: «Jeg har havt en Hile Disput med en Dame. - Kunde Du tænke Dig Muligheden af et fuldkomment Venskab, den inder ligste Fortroelighed mellem 2 unge Personer af forskjelligt Kjøn, men lige i Tilbøieligheder og Smag? Et saadant Par havde deres hemmelige Sammenkomster i den frie Natur; 3 å 4 Timer i den stille Aften turde de tilhøre hinanden, deres Sjele udfoldede sig da for hinanden, de varmeste Forsikringer om evigt Venskab bleve vexlede, men de sagde: vi ville ikke gifte os med hinanden, ja de benægtede ikke engang Mulig heden af at de kunde i Fremtiden blive indtaget i nogen anden. Men derfor blev der ikke vexlet noget fortroeligt Kjærtegn, men med den største Samvittighedsfuldhed blev det ydre For hold seet hen til - ikke engang at tåge hendes Haand tillod han sig - endskjøndt de havde været forelsket i hinanden. Hun var meget delicat og tænkte: vi tør ikke nogensinde besidde hinanden, derfor [maae] jeg kunne give Verden udeelt, hvad den maaskee i Tidens Løb kunde fordre af mig. - Hvad tænker Du om et saadant Forhold? jeg har ofte, meget ofte anstillet Betragtninger over et Ligner.de; men nu læste jeg forleden om hiint, og det gav Anledning til en lang Passiar. Hvad Navn vilde et Saadant erholde af Verden? I andre Lande troer jeg ofte lignende Forhold kan opstaae, men al drig her, man kan ikke fatte mere end de 2de Yderligheder. Jeg troer vi have talt om denne Materie før. Lev nu vel, beste Emilie. Skriv du endelig alt hvad falde dig ind. Løst og fast.»