Camilla Wergeland blir endelig forlovet med sin Peter Jonas Collett

Camilla Wergeland (Collett) blir forlovet med sin Peter Jonas Collett, Hun har bodd i Kristiania hele våren, hos familien Colban. Det er baller og selskaper, og hun kommer siden til å tenke tilbake på dette året som hennes lykkeligste. Hun og Peter Jonas kommer imidlertid til å vente et par år før de gifter seg.

Rett før forlovelsen gjør Camilla noen opptegnelser om forholdet deres, og i brev til sin forlovede beskriver hun sine følelser for ham. De er av en ganske annen art enn den avgudsaktige tilbedelsen hun har dyrket Welhaven med, syns hun. Jonas står ikke for henne som noe som er hevet over all menneskelighet, og hun føler ikke noe av den ansgsten som har overflat henne hver gang bergenseren Bastian, som hunn har likt å kalle St. Sebastian, nærmet seg henne.

Hun er litt eldre enn Jonas, og hun betoner stadig halvt humoristisk sine år og sin livserfaring overfor ham; det fins et sterkt element av søsterlighet i hennes følelser for ham. Et par uker etter forlovelsen skriver hun til ham:

"Hvad der indtager mig hos dig, er denne undseelse, denne elskværdige ubehjælpelighed og keitethed, som danner saadan mærkelig contrast til dit indre værd. Du har havt hundrede gange leilighed til at sige mig noget smukt, men du har ikke gjort det."

Når han likevel sier noe som lyder som som en kompliment, så rødmer han -- "og denne skræk klæder dig godt, naar du i din tales iver, denne tale, der røber saadant mod og kraft, saadan harme mod alt uvæsen og din ubøielige strenghed i at forfølge det - det klæder dig godt, naar du ikke tør se paa mig, før jeg vender øinene bort. Da føler jeg dit blik ligesom en varm straale spille paa mit ansigt - og i din hele holdning, det vil sige din totale mangel paa saadan, hvor jeg elsker den! I disse usikre hovedbevægelser, denne slentrende gang, disse rødmende blik, i dette stammende sprog ligger min hele styrke. O, berøv mig ikke mit eneste forsvar mod dig!

Jeg har nu ved siden af dig en følelse al noget overlegent, der gjør, at [jeg] beskytter og elsker dig som en tvillingsøster broderen - hvis du kom tilbage med en mands væsen og ydre, sleben, fin, gevandt, sikker og tillidsfuld, saa ophører den skjønne ligevægt mellem os, da bliver jeg igjen den frygtsomme pige - forknyt og stiv maakee. Det værste er, at jeg kunde forelske mig i dig - jeg kan hade dig ved den blotte tanke."