Søren Kierkegaard har det ikke godt. Han er opprevet og ambivalent etter farens død.

Søren Kierkegaard har det ikke godt. Han er opprevet og ambivalent etter farens død. Han har fått ansvaret for å forvalte bardomshjemmet i København, som han nå eier sammen med broren Peter, etter farens død. Det er en oppgave som føles som en tung byrde, den forstyrrer Søren i arbeidet, både praktisk og følelsesmessig. Derfor har han overlatt ansvaret til sin svoger Chr. Lund, som er silkehandler og forrretningsmann, og enkemann med to smså barn etter Sørens søster Nicoline, som døde i barsel.

Det er en stor lettelse for Søren å slippe ansvaret for huset, samtidig som han på merkelig vis også er sterkt og ambivalent knyttet til det. Det har med forholdet til faren å gjøre, og på ambivalent vis også med hans eget tenke- og skrivearbeid. Selv om han føler at han ikke er i stand til å ta hånd om barndomshjemmet, vil han likevel gjerne beholde det. Han skriver: «Kjære Peter, Du veed, hvor ængstelig jeg var ved at overtage Bestyrelsen af Stedet. Det var ikke uden Grund. Forretningerne have aldeles forstyrret mine skjønne Tankerækker, jeg føler mig saare ubehagelig derved. For dog ikke, at gjøre et uoverlagt Skridt, har jeg formaaet Chr. Lund til at overtage Bestyrelsen deraf, indtil det lykkes ham at sælge det saa godt som muligt. Du seer, at jeg trods al min Ubehjælpelighed dog slipper nogenlunde fra det, og heller ikke lader Dig i Stikken. Det var forsaavidt godt, at jeg ikke var ene om Stedet; thi jeg troer jeg havde solgt det for Intet, naar jeg blot kunde blive af dermed. Hvorledes Forretningerne have forstyrret mig, er Du det eneste Msk., jeg kan tale til om, fordi Du dog har en Forestilling om, hvor beskjæftiget min Sjæl er med andre Ting, der om de end ikke ere vigtige, dog glæde og lyksaliggjøre min Sjæl, som de engang foruroligede den. Da Chr. Lund havde overtaget det, da blev jeg saa glad - ja saa glad, at jeg gjerne kunde have kastet mig paa Knæ, som Robinson da han saae Fredag, ved Tanken om, at jeg atter turde lukke min Dør for atter at kalde Tankens travle Svende til Arbeide, for atter at hengive mig til det Tænkningens Sværmeri, hvorved Guderne har givet mig Vederlag, for hvad jeg savner i Livet.

Mit Ønske er, at Du snarest mulig skriver til Chr. Lund og takker ham for hans Godhed. Jeg troer ikke let, at Du kunde faae det bedre arrangeret, og vi dele da atter Skjebne som fordum. Jeg vilde blot ønske, at jeg var i Dit Sted, og var paa Landet, thi blot at være her i Byen er mig ubehageligt.

(Mohr er den største Chicaneur, der lader sig tænke, det er utroligt, hvor mange Ting han allerede har hittet paa.)

Naa! Alt skee nu til det bedste, vi behøve ikke mere at frygte Overilelse; thi det vil Chr. Lund vide at undgaae.

Du veed, at der stundom kan være noget Ahnelsesfuldt i min Sjæl. Det har i disse Dage været mig, som om det Sted, der engang var Skyld i min Faders Død, ogsaa skulde blive det i min. Paa den anden Side vilde jeg ubeskrivelig gjerne have beholdt det, det vilde have være[t] saa skjønt, om det Sted, der engang i Nødens Tid holdt ham oppe, ogsaa havde frelst mig. Det er derfor med Veemod, jeg tager Afskeed dermed, men det er en Nødvendighed.

Stedet er meget fordeelagtigt, det kan man ikke nægte; komer det i de rette Hænder kan der spindes Silke derved. Maaskee var det gaaet bedre, hvis ikke Mohrs Chicanerier og mange andre Smaa-Omstændigheder havde forstyrret mig.

Da min Tanke dog saa ofte vender tilbage til Stedet, saa kan Du vel forestille Dig, at jeg gjerne ønskede, at have en Prioritæt deri, hvis det lod sig gjøre. Du har jo aldrig brydt Dig stort om at faae rede Penge ell. Prioritæter. I den Henseende har Du altid været indifferent. Dog vil vi jo i sin Tid nærmere tale om det Hele. Faaer jeg ikke Mohrs Leilighed leiet bort, hvilket jeg dog nok troer, saa skal det Tab alene bæres af mig; thi Du kan jo ikke gjøre for, at min Sjæl er uskikket til Sligt.

Den anden halve Deel af første Sahl har jeg allerede leiet bort til en paalidelig Leier for 85rd.

Lev nu vel kjære Peter, skriv mig snart til. Din Tarv skal vel blive varetagen saa godt jeg kan.

Maaskee synes det Dig, at mit Sind er noget agiteret, dog det er kun en lille Storm, jeg er nu atter rolig. Du veed jeg kan godt skjule mine Sindsbevægelser, og naar Andre skal handle frygter jeg altid for at forstyrre dem. I Forhold til Chr. Lund er jeg derfor rolig. Jeg synes, at den hele Sag nu har vendt sig godt. Om det end for Chr. Lund, hvad jeg godt indseer, er en Bagatelle, saa er det mig af desto større Vigtighed.

Mine Studier reise atter deres Hoved, den Tankens Ønskeqvist, som jeg holder i min Haand, der et Øieblik var visnet, blomstrer atter, duftrigt, O! ubeskrivelig duftrigtigt. I det Hele har jo mit sidste Liv, trods al den Smerte, det lønligt skjuler, været saa lykkeligt, saa tilfredsstillende, at jeg aldrig havde ahnet det. Lev vel. Din Broder.»