Søren Kierkegaard skriver i journalen sin om det problematiske forholdet han har til sin egen kropp

Søren Kierkegaard skriver i journalen sin om det problematiske forholdet han har til sin egen kropp: Han sammenlikner kroppen og dens matthet med et gjennomsvett grøtomslag, og skriver videre dette:

«Som den Syge længes efter at kaste Bandagen af, saaledes længes min sunde Aand efter at afkaste Legemets Mathed; som den seierrende General i det Hesten bliver skudt under ham, raaber: en ny Hest - o, at saaledes min Aands seierrige Sundhed turde raabe: en ny Hest, et nyt Legeme; som den der i Livsfare paa Søen, naar en Anden Druknende vil gribe i hans Been, støder ham fra sig med al Anstrængelse, saaledes holder mit Legeme som en tyngende Vægt fast i min Aand, saa det bliver Dødens Undergang; som et Dampskib hvor Maskineriet er for stort i Forhold til Skibets Bygning: saaledes lider jeg.» Dette året utgir Søren også sitt verk Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, som er et etterskrift til de filosofiske smulene hvor han behandler kristendom versus filosofi. Her er spørsmålet: Hvordan kan man bli en kristen? Som idealismens filosof forsvarer han her troen overfor periodens mestertenker, den tyske filosofen Hegels spekulative systemfilosofi, som er uten subjektivitet. For Johannes er det slik at dersom det faktisk er slik at Kristus er sannheten, og det tror han bestemt, så vil alle andre spørsmål i tilværelsen være underordnet dette. Kierkegaards diagnose av av sin egen samtid består i nettopp dette at alt annet synes å være så mye viktigere enn dette spørsmålet. Til tross for at kristendommen er en bærende samfunnsinstitusjon, eller kanskje nettopp derfor, er denne søvnige gullalderen i Danmark, med dens biedermeierstil, i ferd med å gå åndelig bankerott. Dette er tanker som skal komme til å bli svært viktige i det moderne gjennombruddet som Georg Brandes om mange år skal bli stående som talsmann for i Danmark. Kierkegaard opptrer her som elev av personlighetsfilosofiens hjemlige antihegelianere, hans faglærere ved universitetet F.C. Sibbern og Poul Møller. Det stilistisk originale ved Søren Kierkegaard som filosof er at han ikke doserer, idet han ikke ønsker å gjøre sine bøker til lærestoff. Hans metode er dialektisk. Det vil si at han dialogisk og eksperimentelt stiller motsetninger opp mot hverandre som gjensidig belyser hverandre i den gitte problemstillingen. På denne måten oppnås en indirekte meddelelse, som det er opp til leseren selv å finne ut av. Hans forbilde er filosofen Sokrates. Johannes Climaticus-pseudonymet er nok et som står Kierkegaards private jeg særdeles nært, for boken er svært personlig. Det er ikke hans hensikt å bringe inn noe revolusjonerende nytt, en ny lære eller nye sannheter, men å bringe en ny inderlighet til det allerede kjente, å kristne kristenheten. Til dette formålet benytter han mange sjangre, og mange pseudonymer, og ironi, og folkelige sjangre blandet med dagligtale, lyriske partier og pussige tankeparadokser. Alt dette inngår i det han kaller den dobbeltreflekterte meddelelsen. Den består i at leseren skal dras inn i en sannhet han tror han vet hva er, men som han sokratisk først må fortelles at han ikke er i besittelse av. Hit, men ikke lenger, kan Kierkegaard bidra med å plukke vekk kulturens bedrag. Veien videre må den enkelte selv ta ansvaret for. Med denne boken mener han derfor at produksjonen hans er avsluttet. Han bestemmer seg for å bli prest. Men slik skal det ikke komme til å gå-han skal komme til å skrive verk om sin kristelige etikk, og også gå i frontalangrep på den danske kirken.

Dette året skriver han også dette i dagboken sin: «Som der i en stor Forsending af Sild er en yderste Række, der er fortrykket og forkommen, som ved Frugts Indpakning de Exemplarer, der ligge yderst blive stødte og forulykkede: saaledes er der ogsaa i hver Generation nogle Msker, som ligge yderst og lide ved Indpakningen, der kun værner om dem, som ligge i Midten.»