Søren Kierkegaard er forbløffet og forvirret. Han har rundet sin 34. fødselsdag.

Søren Kierkegaard er forbløffet og forvirret: Han har rundet sin 34 fødselsdag, og det hadde han aldri trodd ville skje. Faren Michael hadde nemlig den idéen at ingen av hans barn kom til å bli eldre enn Jesus var da han døde. Men gamle Michael Kierkegaards tok altså feil, og det har skapt mange tanker hos Søren. I dag skriver han til sin bror Peter på Sorø. Brevet er fullt av praktiske saker i forbindelse med deres felles økonomiske arv etter faren, men det innholeder også mye som forteller om hvor viktig forholdet til faren har vært, og om viktig det er for Søren å holde seg for seg selv, ikke slippe noe menneske virkelig innpå seg. Hvorvidt det fins en sammenheng mellom disse to tingene, forholdet til den deprimerte faren og behovet for å holde seg for seg selv, er uklart. Men det er tydelig at faktum både plager ham og er en fullstendig nødvendighet. Han forstår imidlertid at det må være vanskelig for en bror (og for andre mennesker som kommer i hans vei) å forstå hvorfor det må være slik.

Søren skriver også om hvordan den drepende kritikken og latterliggjørelsen han møter i offentligheten for tiden faktisk oppleves som en styrke i skrivingen. Han skriver blant annet: «Den Fødselsdag, til hvilken Du gratulerer, og om hvilken Du siger, at den «i de Dage, mod Sædvane, flere Gange har været Dig i Tanker,» den Fødselsdag har ogsaa ofte og længe forud været mig i Tanker. Jeg blev nemlig 34 Aar gammel. Dette er i en vis Forstand kommet mig aldeles uventet. Det forundrede mig allerede meget i sin Tid - ja, nu kan jeg da gjerne sige det uden at frygte for at forstyrre - at Du blev 34 Aar gl. Baade Fader og jeg havde den Idee, at ingen i vor Familie skulde blive over 34 Aar. Hvorlidet jeg nemlig ellers var enig med Fader, saa havde vi i enkelte sære Ideer et væsentligt Berøringspunkt, og i saadanne Samtaler var Fader altid næsten begeistret for mig, fordi jeg med levende Phantasie kunde udmale og med dristig Consequents forfølge Ideen. Det var overhovedet besynderligt med Fader, at hvad han havde meest af var hvad man mindst tænkte paa, var Phantasie, rigtignok tungsindig Phantasie. Det 34de Aar skulde altsaa være Grændsen, og Fader skulde overleve os alle. Saaledes er det nu ikke skeet - jeg gaaer i mit 35te Aar. ()

Du veed i en vis Forstand vel ikke meget om mit Liv, dets Hensigt og Øiemeed, men Du veed dog at det er meget anstrænget, hvilket Du i en vis Forstand maaskee ikke synes om - maaskee dog fordi Du ikke kjender det. Der er en Taushed nødvendig i Forhold til mit Liv, og netop ved Tausheden faaer det sin Kraft. Selv om jeg vilde tale, vilde dog det som er mig | det Vigtigste og som dybest bestemmer mit Liv, være det jeg maatte fortie. Deraf fremkommer et Misforhold i Forhold til Enhver, der har ell. hvem jeg kunde ønske at give et Krav paa en nærmere Fortrolighed. Jeg har derfor aldrig villet give det Skin af som havde jeg noget fortroligt Forhold til noget Msk, netop fordi jeg vidste, at selv om han ikke opdagede Misforholdet saa indsaae jeg det. I Forhold til de Par Msk, som jeg har haft lidt nøiere Omgang med (thi i vidtløftig Forstand har jeg haft Omgang med Utallige) har jeg selv en enkelt Gang gjort dem opmærksom [paa], at der i vort Forhold var et Misforhold, og tilføiet at Forholdet, saaledes som jeg havde det til dem, var mig kiært, men at nogen egentlig Fortrolighed var mig umulig.

Saaledes nu ogsaa i Forhold til Dig. Jeg kan godt forstaae, at det maa støde Dig eller dog være Dig underligt, at Du i Forhold til et Msk, der dog vistnok maa have gjennemgaaet meget i sit Indre, qua Broder ikke er nærmere vidende. Lad det saaledes være, og betænk, om det dog ikke er en Art Redelighed, at jeg netop har udtrykt, at dette var Tilfældet. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg fra Begyndelsen af i Lidelser, som maaskee Faae have Forestilling om, fordi jeg har faaet Styrke til at skjule dem, gladere og gladere erkjender, at Styrelsen har forundt mig uendeligt mere end jeg nogensinde havde ventet. Selv nu, efter uafbrudt at have arbeidet saaledes i adskillige Aar, uden een eneste udvortes Opmuntring, og derpaa allerede i lang Tid en Gjenstand for Pøbelagtighedens og Raahedens og Nysgjerrighedens væmmelige Behandling Dag ud og Dag ind, selv nu paaskjønner jeg taknemlig, at jeg arbeider lettere og sundere end før, ja, at dette virkeligen har tjent mig til Gode, og givet mig een Streng mere paa mit Instrument, ak, istedenfor at beskadige de gamle Strenge. See, vil Du glæde Dig med mig derover, saa er det mig kjært.

Forøvrigt kunde jeg ogsaa ønske at tale engang noget længere med Dig, især nu da jeg er bleven 34 Aar gl., og jeg, successivt rykker det nærmere, om muligt at forandre noget i min ydre Livs-Stilling ved dog at betrygge mit Udkomme. Men i denne Henseende ønsker jeg ikke at forhaste mig, der er i Henseende til min Arbeiden forundt mig saa megen Lykke, at jeg endeligen ikke travlt maa forurolige mit Sind. Jeg kommer derfor nok engang ned til [Dig] og bliver nogle Dage. Hils Jette, Poul.»