Dato
juni 1848

Søren Kierkegaard har hatt besøk av sin bror Peter, presten. De to har snakket mye sammen under besøket, blant annet om Peters kone Jette, som har det svært vondt. Jette og Søren har tidligere snakket sammen om det å ha det vondt, og han har tenkt mye på henne siden han fikk vite hvordan hun hadde det. Nå setter han seg ned og skriver et inderlig brev til henne er et sart og forfinet menneske - og også svært nervøs. Hun har det vondt. Hun holder sengen. Hun og Peter har sønnen Poul, som nå er på fem år gammel. Søren kan lett forestille seg hvor vanskelig det må være å skulle forholde seg til all denne halvhjertede deltakelsen fra utenforstående som slett ikke forstår hvordan man har det. Han vil ikke være en slik utenforstående. Han vet hvordan det er å lide.

 

Han skriver: «Kjere Jette! Ved i disse Dage at have seet og talet adskilligt med min Broder er jeg ret levende kommet til at tænke paa Dem. Imidlertid skylder jeg dog Sandheden ikke at gjøre mig værre end jeg er; og det er virkelig sandt, at jeg i den forløbne lange Tid, siden jeg sidst saa Dem ell. hørte Noget fra Dem, ikke har undladt at tænke paa Dem. Men De veed nok, hvorledes det gaaer; naar man ikke er blevet samtidig med en Begivenheds Begyndelse, saa har man ondt ved senere ret at komme ind i den; man venter snarere, at der skal indtræde en ny, for saa at benytte Øieblikket til at faae begyndt. Det er, idetmindste er det saaledes med mig, i Forhold til Livets Begivenheder, de sørgelige saavel som de glædelige - kommer jeg ikke til at begynde strax, saa sidder jeg hellere over, for saa at begynde næste Gang med Begyndelsen.

 

Det gaar langt tilbage i Tiden, hvad jeg nu vil tale om. De havde allerede i længere Tid været syg, da jeg først fik det at vide. Just dette, at jeg ikke kunde komme til at begynde med Begyndelsen gjorde, at jeg slet ikke kom til at begynde. Tiden gik ben, flere Gange foresatte jeg mig at skrive Dem til, men bestandigt stillede denne Indvending sig standsende imod: nu er det bagefter, hvor skal jeg begynde. Saa gik Tiden hen, «Søndag kom og Søndag gik Hans ingen Støvler flk». Tilsidst kom jeg saa reent ud af Vanen, det er, jeg blev vant til at finde Begyndelsens Vanskelighed ikke til at overkomme. - Ak, og maaskee er det da gaaet Dem paa en lignende Maade. Ibegyndelsen har De vel nu og da tænkt: det er dog underligt, at jeg slet Intet hører fra ham; det er en Skam af ham; men nu er det bagefter, nu kan han lige saa godt spare Uleiligheden. Da kom min Broder til Byen; det kom i mig til et Brud, et Gjennembrud: her har De et Brev. Hvad De seer i det) vil naturligviis beroe paa, hvorledes De modtager det; hvad De finder i det, vil naturligvis beroe paa, hvorledes De læser det -

 

dog troer jeg ikke at man paa nogen Maade skulde behøve at være øvet i den Kunst at læse mellem Linierne, for ud af det at læse Deeltagelsen.

 

Peter sagde mig, at De endnu bestandigt ligger. Det Tunge heri i Tidens Længde, kan jeg dog, skjøndt ikke selv saaledes forsøgt, ret levende sætte mig ind i. Det Tunge er, hvad jeg engang har talet med Dem om, blandt Andet ogsaa dette, at det næsten er umuligt at undgaae Menneskenes Misforstaaelse, naar man lider saaledes. »Det er ikke Feber, det er ei heller at have brudt Armen, heller ikke at være faldet og at have slaaet sig - hvad er det da?« Saaledes spørger utaalmodigt Lægen, og utaalmodigt den almindelige menneskelige Deeltagelse - ak, og just det der spørges om, naar man lider saaledes, er Taalmodighed, Taalmodighed til ikke at tabe Modet, Taalmodighed til at bære Deeltagelsens Utaalmodighed. Men vi Mennesker, og vor Deeltagelse er nu engang ikke anderledes. Og naar man lider, som De lider, - om der ogsaa er, hvad der dog vistnok er ved Deres Side eet Menneske, der trofast holder ud at drage i lige Aag med Dem - man faaer dog ret Lejlighed til at sande, at Taalmodighedens Gud egentlig er Den, der ganske ubetinget kan holde ud med samme evig uforandrede Deeltagelse at bekymres om et Menneske. Det er saa rørende, hvad der staaer i en gammel Psalme: «om jeg hver Time græd og vilde spørge», nemlig om hvorfra Hjælp og Lindring skulde komme - det er saa rørende det Svar, Digteren giver sig selv: «Gud lever jo endnu». Og han er hver Dag, paa ethvert Klokkeslet, tidlig om Morgenen, i en søvnløs Time om Natten, paa den Tid af Dagen, hvor man befinder sig svagest -- han er uforandret den Samme.

 

Kjere Jette, naar jeg saaledes har faaet Pennen i Haanden, kunde jeg gjerne blive ved at skrive Pagina op og Pagina ned; mig var det kjert at gjøre det, Dem vilde det maaske ikke være ukjert at læse det. Men jeg maa i dette Øjeblik bryde af, og et saadant Brev lader sig altid fortsætte efter en Dags Forløb. Far vel - thi det er mig som havde jeg talet med Dem; far vel! Hils Poul; fortæl ham engang imellem Noget om mig, at han da ikke voxer op i fuldkommen Uvidenhed om, at han har en Onkel. Peter har jeg bedet at hilse Dem ret inderligt fra mig; hils De nu igjen Peter fra Deres S. K.»

Personer
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Kierkegaard, S. (1889). Breve fra Søren Kierkegaard. Tilskueren. København. http://runeberg.org/tilskueren/1889/0176.html og http://sks.dk/zoom/search.aspx?zoom_sort=1&zoom_xml=0&zoom_query=at+tr%C3%A6de+i+karakter&zoom_per_page=10&zoom_and=1&zoom_cat%5B%5D=2&TIT=-1