Aasmund Olavsson Vinje kommer inn i et utviklende litterært miljø i Christiania, der blant annet Ibsen vanker

Aasmund Olavsson Vinje, som nå er 33 år gammel, blir involvert i det intellektuelle miljøet kalt "Det lærde Holland"  i Christiana og vanker sammen med innvandrede ungkarer som Paul Botten-Hansen, Ivar Aasen, Knud Knudsen, Ole Vig, Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson.

Vinje er med kameratene og utgir bladet Andrimner, som har fått navn etter kokken i Valhall fra norrøn mytologi. Forbildet for bladet, som også blir kalt «Manden», er den dansk-jødiske dikteren Goldschmidts "Corsaren", som er kjent for sin feide med Søren Kierkegaard.

Særlig nært blir Vinjes vennskap med Paul Botten-Hansen, i den kretsen som kalles med det holberginspirerte navnet «Westphalerne».  

Vinje arbeider også som Christiania-korrespondent for Drammens Tidende. Selv er han knapt i Drammen, han sender sine artikler med post eller telegraf. Artiklene blir skrevet på dansk og er ikke signert, men det er allment kjent at der er Vinje som står sto bak.

I alt skriver han 700 artikler om mange forskjellige tema, også utenrikspolitikk, blant annet fra Krimkrigen, trolig basert på engelske og franske tidsskrifter. Vinje blir etterhvert kritisk til unionen med Sverige. Han skriver entusiastisk om tekniske fremskritt som telegraf og jernbane, og kommer selv til å være medd på den første turen når  Hovedbanen mellom Christiania og Eidsvold blir åpnet i 1854.

Vinje beundrer de ledende politikerne Anton Martin Schweigaard og Fredrik Stang. 

I de kommende årene kommer han til å vanke mye hos proprietær Johan Brandt på Haugerud i Vestre Aker. Han kommer også til å omgås mye med med Ole Vig, som har som mål å fornorske skriftspråket. Dette kommer til å inspirere Vinje til å ta i bruk særnorske ord og vendinger i skrift.

I dag har han dette korrespondentbrevet på trykk i Drammens Tidende:

"Man har indtil det Trivielle ført den Paastand, at Norge fik sin Frihed for tidligt, og at vi derfor maa gaa nogle Skridt tilbage, førend vi kunne sættes istand til at haandtere Frihedens blanke Vaaben. Dette maa man til enhver Tid kunne sige om ethvert Land, hvis Frihed og hele Tilstand ikke har udviklet sig som den engelske. Friheden maa altid komme fortidligt, skal den ikke komme forseent. Nationen maa opdrage sig selv; den kan ikke blive opdragen af nogen Anden. Vil man blive en god Svømmer, saa bier man ikke med at kaste sig i Vandet, indtil man kan svømme. Det er derhos i en vis Henseende sandt, men ikke destomindre indskrænket, at klage over vor altfor tidlige Frihed. Det var vel, at den kom; vi bør høitideligholde den syttende Mai. Historien vil nok vide at stille vore Feilgreb paa en Plads, hvor de i sin Barnslighed tillige finde sin Berettigelse. Vende vi os saaledes til vor Journalliteratur, saa vil man se, hvorlidet vi vare modne for Friheden, og smile over vort Uskyldigheds-Standpunkt. Man vil smile, fordi man i en Stat, der kaldte sig den frieste paa Jorden, ikke fandt anden Gradmaaler for politisk Modenhed. Det er netop Særkjendet paa det Komiske, at det kommer uventet og slaar os ved sit Sprang fra det Forventningsfulde til det Ubetydelige. — Tager man nemlig for sig gamle Rigstidender og Morgenblade, saa er det ikke vel muligt at bare sig for at trække paa Smilebaandet; det er noget saa inderlig Barnsligt og tillige barnligt Iltert ved disse Smaalapper af Blade, der indeholde Bekjendtgjørelser, lidt udenlandsk Politik og enkelte indsendte Stykker. Statsborgeren er i en dobbelt Henseende komisk eller maaske rettere sørgelig, fordi den siger os, paa hvilket Standpunkt den Læseverden maatte befinde sig, der kunde taale et saadant Blad. Der vare Mange — det forstaar sig — som afskyede Statsborgeren, men det var nok mere for den Politik, den førte i Skjoldet, end for dens Bordkjørersprog og Fiskekjærringsvittigheder. Nu er man forhaabentlig kommen saavidt, at ethvert, nogenlunde honnet Menneske maatte vende Ryggen til sin bedste politiske Ven, som førte et saadant Sprog. Man vilde synge med Friman :

«Nei, sagde jeg, og tog min Hat,
O Herre! fri mig fra den Onde.
Før jeg vil være Abekat,
før vil jeg være stakkels Bonde.» —

Vore Journalister, der ellers med større og mindre Inderlighed have hængt ved det gode Gamle, have i de sidste Aar været ganske pyntelige. Man har i vore Hovedblade ikke seet synderlige Excesser i Udtryk, naar man undtager en og anden Sviregast, hvem Publikum dog efter Haaret har trukket ud af Kneipen; han smutter dog undertiden ind igjen. Slige Folk vil nok til alle Tider findes, og det er vel et altfor dristigt Haab, at noget Blad skulde være saa opmærksomt, at det ikke i Distraktion af og til skulde forglemme sin Værdighed. Man kunde fra et vist Standpunkt føre en ret opbyggelig Forsvarstale for den Naturlighed: at stemple Begreberne med deres rigtige Betegnelse; men det nytter ikke; Civilisationen være nu sand eller falsk, saa vil den ikke vide af noget Saadant. Den fordømte i Athenen og man fordømmer den Dag i Dag Diogenes, som tilfredsstillede alle Naturens Fornødenheder paa den aabne Gade. Det er dog altid et smukt Træk af Menneskene, at de bevare en vis ydre Velanstændighed; det er Alt, hvad man kan forlange af dem. Hvad de bedrive i Mørket, faar blive bedømt af den, for hvem Mørket er lyst. Men det meest Komiske af Alt var dog, at Helten Carl Johan var saa underlig ræd for slige Blade. Seer man denne Kjendsgjerning fra en vis Side, saa finder man rigtignok, at Carl Johan just derved viste sin Heltenatur, der, som bekjendt, Intet frygter mere end «Ungeziefer.» Men det var dog neppe af denne Grund, at han frygtede vor oppositionelle Presse og efter Sagnet kjøbte Folk til at tie; men det var, fordi slige Blade dengang virkelig havde Noget at betyde; «Galskab» er Sandhed, saalænge den bestaar, og Carl Johan nærede store Tanker om de norske Magter, hvad enten de nu viste sig under Skikkelse af høie Fjelde og trange Passe eller de fremtraadte som Soldater, Thingmænd eller Avisskrivere.

Rigstidenden og Morgenbladet gik imidlertid deres skjæve Gang og saa om muligt endnu mere skjævt paahinanden. Da begyndte man for en fjorten, femten Aar siden at føle Trangen til et nyt Organ, og Den Constitutionelle blev født. Man skulde nu troet, at det maatte blive et haabefuldt Barn, der blev undfanget af «Intelligents», født af Jurister, pleiet af Jurister og opdraget af — Jurister. Det kunde imidlertid ikke blive Nationens Yndling. Det være nu, fordi det maaske gebærdede sig altfor ufolkeligt, eller fordi dets Lallen maaske ikke var ganske klar og sammenhængende. Det er endnu ikke godt at afgjøre, hos hvem Skylden egentlig laa. Man bør være rimelig og ikke sige, at den er en Stakkel, som ligger under i en Kamp. De indvirkende Omstændigheder kunne være saa mange; Terrænet kan for den Ene være mere ufordeelagtigt; han kan som Tordenskjold have en for kort Kaarde; han kan endelig være født paa en Tycho-Brahes Dag.

Den Constitutionelle havde unegtelig mange gode Kræfter til sin Raadighed, f. Ex. Professor Schweigaard og Motzfeldt, bedre Kræfter ialfald end den oppositionelle Presse; men den laa dog under. Den Constitutionelles Redaktører skreve nemlig saaledes, at deres Ord kunde blive en søgt Læsning. Redaktionen blev nok desuden betragtet som en Biting, og Konsekventsen maaske ikke altid iagttaget, og som et yderligere Maaske vare vel mange af Redaktørerne altfor meget Salonherrer eller troede ialfald at være det. De vare maaske altfor hyppigt paa Bal hos Statholderen og viste sig fiendtligsindede mod Wergeland, hvem Folket af et naturligt Instinkt elskede, medens de forsvarede «Dæmringens» Forfatter, der unegteligt skulde have smagt af Mester Erik. Maaske de ogsaa sloge altfor krusede Krøller paa Næsen til Storthingsbønderne, der i de Dage bleve feterede af en stor Deel af Landets akademiske Ungdom. Maaske ogsaa Den Constitutionelle var en Smule trættekjær. Alle disse «Maaskeer» bevirkede dog noget positivt Vist; den kunde ikke faa almindelig Indgang. Den blev saaledes blot et Blad for nogle faa Udvalgte; men for at vinde politisk Betydning, maa man finde sin Støtte i den store Masse; det er dog den som gjør Udslaget.

Hvorvidt Morgenbladet blev redigeret bedre, er vel ikke saa godt at afgjøre. Dets Modstandere have rigtignok sagt, at Morgenbladet er saa «fuult», men det er dog ogsaa i Politiken et Fortrin.

Men Morgenbladets væsentligste Støtte var nok den, at det var kommet i Ry for at være frisindet, og negtes kan det vel heller ikke, at det har ført Folkets Sag ligeoverfor Regjeringens. Man maa ellers lade Morgenbladets Hovedredaktør, at han har et godt Hoved, at han besidder mange praktiske Kundskaber, at han er i Besiddelse af lykkelige Følehorn til at opsøge, hvad der smager, at han er nogenlunde konsekvent og i vanskelige Tilfælde saa ubestemt svævende, at han stedse finder en Udvei, der passer til Tid og Sted, — Egenskaber, der indtil en vis Grad ere ganske væsentlige for en Redaktør, og som de ministerielle Redaktører ingenlunde have været i Besiddelse af. Han skriver desuden et ret pent Sprog, og naar han polemiserer, er han ganske honet, ialfald mere honet, end hans dødelige Modstander, Statsrevisoren. Disse Personers Polemik har været til stor Forargelse; deres Strid har rigtignok faaet Udseendet af at være en Kamp mellem to Principer, hvis Bærere de maaske tænkte sig at være. Sagen er nok imidlertid den, at personligt Uvenskab er den egentlige Grund til Striden, og saa skal Liberalitet og Illiberalitet være den Kappe, som skjuler Syndernes Mangfoldighed! Det er nu engang Principernes Skjæbne at blive trukne ned i de menneskelige Lidenskaber. Man bør forresten haabe, at disse Mænd ikke oftere ville besidde den Kjækhed at prøve Publikums Taalmodighed ved sine Trakasserier; de ere formeentlig altfor ubetydelige Personligheder til at spille slige Gladiatorer paa Frihedens Arena. Forøvrigt skal der ikke Meget til hertillands, for at blive fremstillet som Typus paa en Tidsretning. I Morgenbladet lod man saaledes 1845 Friheden være det samme som Ueland, om hvem man dog maa tilstaa, at han som Repræsentant for sin Stand gjør den megen Ære. — Hvad der imidlertid væsentlig bidrog til at gjøre Morgenbladet saa nogenlunde taaleligt, var den Omstændighed, der rigtignok fulgte af det ovenfor antydede Fortrin, at det var den Kanal, hvorigjennem Avisopsatser fra Udenomstaaende flød. Man kan egentlig ikke sige, at noget Blad hertillands bliver redigeret, da de fleste Opsatser maa komme udenfra, skal Bladet indeholde noget væsentligt Interessant. Redaktørerne ere saa faa, at deres Opsatser aldeles forsvinde i de store Blade. Bladene staa saaledes og vente paa Folks Barmhjertighed, eller maaske rettere gaa som Klokkeren i gamle Dage med en Skuffe og ryste for at faa Folk til at kaste sine Kobberdanker i den. Den Klokker, som da først faa sin Skuffe fuld, gjør naturligviis sine Sager bedst. At et Blad er Organ for Nationen, eller en Deel af den, er i sin Orden og bør saa være; men saa skal slige indsendte Artikler ikke være saagodtsom det Eneste af Interesse, der læses, og endelig skal Redaktionen have Vid til at udsondre, hvad der ikke egner sig for Literaturen. Den skal ikke give urimelige Mennesker Lov til at tumle sig i deres Ensidighed, men vide at skjelne det Væsentlige fra det Uvæsentlige, det Sande fra det Falske, og Morgenbladet kan nok ikke siges at have fulgt denne Regel. Det har hovedsageligen levet af Opsatser, der ofte have været ligesaa fornuftige, som øllet Hæshed, og det er ikke forsvarligt af et Blad, der har kastet af sig betydelige Summer; det burde med Dygtighed og Fornuft have ledet den Nation, som skjænkede det sin Tillid; men dets endelige Dom kan ikke udeblive. At Blade, der vanskeligt kunne slaa sig igjennem, maa leve af Lasarussmuler, er tilgiveligt.

Nysnævnte Daa fattede for omtrent 9 Aar siden det rosværdige Forsæt: at nære det stakkels Publikum med mere solid Kost. Han grundlagde sin «Gransker» og det er ofte sagt, og sagt med Sandhed, at hans Blad blev redigeret med en hertillands ukjendt Sagkundskab og Selvstændighed. At det forøvrigt i mange Henseender blev skrevet i en Tone, som nutildags vilde have gjort det noget nær umuligt, er Noget, som man nok tør antage. Redaktørens bittre Temperament, der blev gjort endnu mere bittert ved formeentlig ubillige Tilsidesættelser, udgjød sig i et Sprog, der var saa ensidigt bittert, saa bakantisk oppositionelt, at Granskeren i mange Henseender ikke skal skamme sig i Selskab med Statsborgeren og den «syttende Mai.» Dog, ogsaa Granskeren fik Kobberdanker i sin Skuffe, og disse maa nu bære Skylden for en oppositionel Tænkemaade, som Udgiveren ikke længere vil vedkjende sig. Det er klart, at vi leve i Kobberalderen; i en Guldalder vilde Granskeren ikke længere være den samme, som Postens udenlandske Referent. Hans politiske Tænkemaade er absolut forandret, og det er mærkeligt, at hverken han selv, eller nogen af hans saakaldte Forsvarere have været saa fornuftige, at indrømme dette. Saalænge man ikke gjør en saadan Indrømmelse, er det umuligt at forsvare hans Sag; men, saa maatte han give Slip paa Konsekvensen, denne Politikens Gud — ikke den indre, den sande og dialektiske Konsekvense; men den ydre, den paahængte, den slette. Det er en ærlig Ting at skifte Mening; ja, det er naturligt og fornuftigt, aldenstund Udviklingen fører det med sig, og ikke egennyttige Bevæggrunde fremkalde den. Vort Legeme er jo efter 7 Aars Forløb et andet og nyt, siger Physiologien, og den maa aldrig have studeret sig selv, som ikke erkjender, at vort aandelige Indhold ligesaa hurtigt, om ikke hurtigere er et nyt. Alene Skurken og den, som staar stille i sin Udvikling, kan være konsekvent i almindelig og slet Forstand, aldenstund Mennesket ikke med een Gang griber det Sande og Rette, men maa igjennem Prøvelser tilkjæmpe sig disse aandelige Goder. Jeg kan derfor agte Daa, fordi han har skiftet Mening, men maa smile, naar han siger det Modsatte. Det hører ikke herhid at undersøge, hvorvidt han har nærmet sig til, eller fjernet sig fra Sandheden; — nok er det imidlertid, at han ikke staar alene. Det er et af de meest markerede Træk i Tidens Physiognomi, at det konstitutionelle Princip i sin endeløse Udstrækning har færre dygtige Tilhængere nu end for ti Aar siden; Tiden har drevet det nærmere ud til sine Konsekvenser, og, naar det stilles paa Spidsen, saaledes som i Frankrig og tildeels i Tydskland i Aaret 1848, saa viser det sig, at det slaar over i sin Modsætning. Men derfor bliver det ikke rigtigt, at forlade det, aldenstund man ikke har noget bedre at holde sig til. De politiske Principer kunne formeentligen synge i Chor det Baggesenske: «Jeg og Du og Han er fuld, vi ere Alle fulde». De maa derfor klamre sig til hinanden, saa valtre de noksaa skikkeligt ned ad Bakke uden at falde overende; vakler nemlig det ene, saa griber det i det andets Kjolekrave paa samme Tid, som dette stod paa Nippet til at falde paa den modsatte Kant.

Tilslut bleve dog Morgenbladets Synder saa himmelraabende, at «Intelligentsen» — et Ord, der ofte er taget forfængeligt, ikke længer kunde føre det over sin Samvittighed at lade Publikums Faar være røgtede af en saadan Hyrde. Rigstidende havde nemlig efter sin Formæling med Nella ført et sterilt Ægteskab, eller ialfald født Glutter, som Intelligentsen ikke vilde lyse i Kuld og Kjøn. Det gjaldt altsaa, at skaffe Hyrde, og Christianiaposten blev født den 17de Mai 1848. Den kom til Verden i urolige Tider og den har da heller ikke dandset paa Roser. Verden er saa trang, saa prosaisk-philisteragtig, saa haardnævet og ru, at det er vanskeligt at slaa sig igjennem for et mere poetisk Gemyt end Christiania-posten. Vel har Hofpoeten af og til beæret den med sine Poesier, men der skal mere til. Posten skal have kostet sine Fosterfædre mange Penge, og det skal knibe, om den som Visegut for Regjeringen kan paa skikkelig Maade fortjene sit daglige Brød. Den gaar og fryser, og den kolde Vind leger med dens Lokker. Det Værste af Alt er imidlertid, at den i de sidste Dage har rendt nogle Splinter i Foden; den løb nemlig i Skodden, da den sprang Ærinder i den harringske og sexeske Sag. Kyndige Læger ryste paa Hovedet og frygte for, at den vil blive en Krøbling sit hele Liv. Man maa imidlertid lade Christianiaposten, at den leverer gode Referater over den udenlandske Politik, ligesom ogsaa, at den har indeholdt enkelte læseværdige Afhandlinger. Den har saaledes behandlet Arbeiderspørgsmaalet med langt større Dygtighed end Morgenbladet. Dens Bemærkninger over Arbeiderspørgsmaalet paa Ladegaardsøen vare ogsaa ganske fornuftige. — Rigstidenden har i den sidste Tid unegtelig taget sig op. Dens udenlandske Referater ere ubestrideligen de bedste, vi have, og Morgenbladets og Postens Referenter skulle endogsaa benytte sig af dem. Arbeiderspørgsmaalet er oftere og navnlig i den allersidste Tid behandlet med human Sindighed, og dens «Danoman,» som Morgenbladet spottende kalder dens fornemste Medarbeider, er sikkerlig en sand Dannemand, der omfatter Nordens Sag med en Grundighed og Varme, som udentvivl Efterkommerne bedre ville vide at vurdere end vi. Lad Morgenbladets Historiker længe nok bede Publikum om Undskyldning, fordi han nedlod sig til en Diskussion med en saa læg Mand; det turde nok hænde, at denne Lægmand i nævnte Retning har gjort sig mere fortjent af Fædrelandet, end hiin Lærde. Det er ærgerligt at se Morgenbladister og Postkarle med kjendeligt Udtryk af Lede at skyde ifra sig hans Artikler om de danske Anliggender, saa meget mere som det gjerne er Folk, der aldrig ville blive istand til at skrive noget Saadant. De foretrække at svæve i Uvidenhed om et Folks Tilstand og Skjæbne, der dog staar os nærmest af alle Folk, hvad saa Kand. jr. Brandt siger og skriver. — Om vor provindsielle Presse er Lidet eller Intet at sige; det er i Regelen Bogtrykkere, som flytte til Smaastæderne, hvor de udgive sine Blade med Bekjendtgjørelser og Uddrag af andre. Kommer der imellem originale Afhandlinger, saa bære de gjerne Umodenhedens Præg. Det eneste Provindsialblad, som er redigeret med Dygtighed, er unægteligen De bergenske Blade, der dog have været altformeget et Ekko af Christianiaposten til at kunne gjøre noget synderligt godt Indtryk. «Postbudet» er meget godt, for et Provindsialblad at være, og den Frimodige vilde være god, dersom den ikke var saa ellevild oppositionel. Dens arbeidsomme og vistnok dygtige Redaktør Anthon Bang staar paa et Standpunkt, som Sivertson, Daa og Wergeland, der i Attenhundrede og nogle og Tredive sværmede for vistnok agtværdige Storthingsbønder og holdt republikanske Taler ved Punschbollen. Den Frimodige er derhos en Gjenganger, der ikke sjelden spøger i hensigtsløst og borneret Had til Embedsstanden. Man fører ikke Embedsværket tilbage til naturlige Grændser, ligesaalidt som man fremmer Reformer i andre Retninger, ved Skjælden og Smelden. Man maa tale saaledes, at den virkelig dannede Mand maa billige det Sagte; det er ved ham Reformerne maa blive gjennemførte, aldenstund man bevæger sig paa en jevn fremadskridende Bane; gaar det maaske noget langsomt, saa gaar det saa sikkert. Vort bedste Provindsialblad, for ikke at sige det bedste i hele Landet, var imidlertid Christianssandsposten i Aarene 1841 og 42; maaske var den undertiden altfor bitter, men man saa dog ikke de raa Udfald, hvortil den under de senere Redaktører udartede; Skade, at en Pen som Reiersens ikke skulde kunne blive til Fædrelandets Held; Feiltrin nødte ham til at forlade Landet og i sin Bitterhed skrev han Afhandlinger, der vare ham uværdige. Lillehammers Tilskuer, Nordlyset og Drs. Adresse vare ogsaa meget gode under Sivertsons og Monsens Regime. Sivertson var født Journalist og gjorde derfor fortjent Lykke, saalænge han virkede med fuld Kraft. Morgenbladet skylder ham udentvivl Meget af sin Opkomst. Er maaske Monsen mindre som Journalist, saa er han desto større som Digter."