I dag skriver Aasmund Olavsson Vinje et korrespondentbrev i Drammens Tidende som handler om forholdet mellom kirke og stat. Temaet er blitt diskutert på et møte på Universitetet i Christiania.Vinje bemerker på sitt vanlige, ironiske vis hvordan rasjonalitet og vekkelsesbevegelsenes store kraft står steilt mot hverandre. Dette gjenspeiles blant annet i måten teologene diskuterer helligdager på, observerer han.
Han skriver:
"[Kyrkja og staten] Korrespondance Christiania den 20de Septbr. Christiania geistlige Forening holder idag Møde paa Universitetet; der er mange Præster fra Byen og Landet, flere af Universitetslærerne, mange theologiske Kandidater og Studerende og ikke ret faa Tilhørere, da man har været saa god at holde Forsamlingen for aabne Døre, hvilket ogsaa er noget, som maa falde af sig selv; thi det er jo i Lysets Tjeneste man vil arbeide. Det er ikke længe siden denne Forening var sammen: Ordføreren læste op Uddrag af Møderne i Marts og Juli sidstleden. Theologiske eller geistlige Foreninger er i den senere Tid stiftet overalt, formodentlig i hvert Provsti eller større Kredse. Her synes saaledes at være Liv i Kirken, og at det er det rette Liv, Lysets Liv nemlig, det kan ingen Theolog betvivle; derfor glæder han sig ogsaa over Nutidens troende Retning imod den ældre vantroende, og venter, at en saagodtsom ny Dag er i Anbrud, en Dag, da Kirken kan beherske Staten, en Dag, med mange Helligdage, en Dag, som man havde den i Middelaldren Ja, virkelig vente Theologerne en saadan Dag; de se Straaler fra den i Nutidens bevægede Liv. De finde, at Alt gryer mod den: ved Universitetet foredrages Læren, og purt og rent. De yngre Præster og Kandidater ere gjennemtrængte af et ganske andet Troesliv end forhen, og Menighederne, tro de, føle Trang til et andet Lys. Selv i Præstegjeld, hvor Kirkerne staa saa godt som tomme, nærer man den samme Tro, saa stærk er den! Bevægelserne i Kirken, f. Ex. den Lammerske, gjør man til Tegn paa en troende Aand, som kjæmper sig under mange Skikkelser frem til Klarhed. Den geistlige Stand er lykkelig, fordi den tro paa alt dette.
Men Ingen er blottet for Tro paa Sit. De «verdslige Vise» have ogsaa sin Tro; de tro, at Videnskaben, fornemmelig Naturvidenskaberne, den frigjorte Tænkning, den sunde Fornuft, den praktiske Forstand, vil engang faa sin Dag, under hvis Sol Menneskeslægten vil blive ydmyg, hjælpsom, arbeidsom, kort god og nyttig. Man tror, at Staten vil vedblive at beherske Kirken og foreskrive den Love , at de geistlige Forsamlinger kunne tale og raadslaa længe nok, uden det mindste Resultat, og at de blot stampe mod Braadden, naar de saaledes have hele Tiden og den mere dybsindige Aandsretning imod sig. Saaledes omtrent staa disse Magter mod hinanden. De respektere ikke hinandens Ord, de forstaa hinanden ikke; kort, en Samtale mellem dem er ikke mulig. Dette er at sætte Modsætningerne paa Spidsen, vil man sige, saaledes som de ingensinde staa i Livet. Kan saa være; imidlertid tror jeg det ikke. Man spørge grundigt sig selv og sine Erfaringer; men, som sagt, han maa spørge grundigt. Mellem disse Partier ligger et mæglende, et, som vil, efter den bekjendte Talemaade, «retfærdiggjøre Troen for Tænkningens Domstol.» Men dette Parti er i Aftagende, idetmindste blandt Videnskabsmændene, idet enhver paa sin Side, mere og mere kommer til Erkjendelse af, at en Forening er umulig.
Et andet Parti er ogsaa, og det et stort et, nemlig den store Hob, som Intet tænker, og den, som ikke kjærer sig om, hverken det Ene eller det Andet, den, der ligesom Menighedens Engel i Smyrna, hverken er kold eller varm. Nok et Parti, men det er lidet, mener, at Uenigheden blot bestaar i Ord, og at Alle ere enige, men hver har sit Sprog. Man hører hverandre, og oversætter det i sit eget Maal, og saa er Alt godt. Den Ene tager Billedet for det Virkelige, og den Anden lader Billedet vederfares Ret; men lader det være et Billede. Dette Parti er ikke saa ufornuftigt endda, om det i saa vigtige Ting er tilladt at udtale nogen Mening. Det er desuden den store Fare ved at ytre sig mod den ene eller anden Side, at man altid kan være sikker paa at blive mødt med Raabet: Korsfæst! — et Opraab, som den uvidende Mængde altid saa gjerne lytter til og istemmer. Man bør vide til alle disse Modsætninger og betænke, at de altid i større og mindre Grad have staaet saaledes, og Verden er gaaen nok saa smukt frem! Imidlertid tør det vel antages som givet, at de saakaldte «verdslig Vises» Tal voxer ustandseligt, under Videnskabernes raske Udvikling.
Dog lidt om Mødet. Pastor Grimelund udviklede Betydningen af Helligdagene i Kirken, og kom til det Maal, at Forordningen af 26de Oktober 1770, som afskaffede dem, var en Forordning, der vidnede om Tidens Fritænkeri. Forordningens Præmisser lyde saaledes: «Skjøndt disse Helligdages Anordning kan have havt et gudeligt Øiemærke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Gudsdyrkelse; hvorfore det er bedre, de efter andre protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gjerning.» Dette er Ord, som ikke lettelig gjendrives, hvad man end siger om Tiden. Ministeren Struensee var et Geni, som gik langt forud sine Tider, og at han derfor blev styrtet og henrettet, kan ikke forundre Nogen, som kjender til Verdens Gang. 84 Aar efter dette taler den norske Geistlighed om at indføre idetmindste nogle af disse Dage; dette er Noget, som fortjener at skrives paa Historiens Tavle. Trænger man til flere Helligdage, faar man dem vist; Folk har jo Frihed til at lade Arbeidet være, og samles naar de vil. Finde Præsterne, at Kirkerne blive for smaa og at Halvparten af Menigheden ikke slipper ind paa Søndag, er jo ingen Ting mere ligefrem, end at man prædiker paa Mandag, man faar altid Hus. Og kan man ikke paa de aarlige Høitiders tvende Dage tilfredsstille Søgningen, saa faar man vist Lov til at prædike den 3die. Og bliver alle Kirker for smaa og alle Helligdage for faa, saa kan man samle Folket om sig i Ørkenen eller paa Bjerget; her er ingen Fare. Men ser man nu ikke til et saadant Liv hos Mængden, og en saadan Begeistring og Begavelse hos Lærerne, saa har man nok med de Helligdage som er, og kan alene ønske, at Livet og Begeistringen maatte komme. Hvorfor er man ikke praktisk, og hvorfor ser man ikke mod Syd og betragter de katholske Lande med alle sine Helligdage, Processioner og — Uvidenhed?
Man taler om Trang til mere Præstehjælp, saaledes som da man vilde have de mange Kapellaner, og man ser endog med ét Øie, at i de rigeste og største Præstegjeld har man Rum til Overflod i de gamle smaa Stenkirker, og at det mere er af Hensyn til visse Dage og ydre Omstændigheder end af virkelig Trang, at man ombygger dem; Præsterne ere selv taktløse nok til at hænge paa sine Menigheder, at Kirkerne skulle ombygges; det falder dem ikke ind at spørge sig selv, om ikke Kirkerne ere bedre end de selv ere. En saadan Præst blev svaret af en Bondemand, da Præsten synte ham den nye Kirke, som han efter megen Modstand havde faaet den fattige Menighed til at opbygge: «Ja, Kirken er ven nok, Gud give nu Præsten ogsaa var efter den.» Man farer frem uden at spørge Livet til Raads, og stiller Fordringer, som man skulde være ufeilbar. Saaledes gjorde ikke den Mester, i hvis Fodspor de sige at træde. Dette er ikke vel hverken for Kirken eller det religiøse Liv. At forresten ikke Alle ere saaledes, er naturligvis overflødigt at bemærke.
Hvorfor spørger man ikke efter Grunden til at disse Mormoner kunne formeres, og at Haugianer kunne trives! Det er ikke Mangel paa Præster, ikke de faa Helligdage eller de smaa Kirker, som gjøre dette. Grunden ligger noget dybere, og ned til denne Grund var det vel værdt at komme. Hverken de høieste eller de laveste Lag i Samfundet almindelig talt finde Næring for sin hungrige Aand i den anordnede Gudstjeneste, og de Fleste gaa, fordi det maa saa være. Dette er kjendsgjerninger, som vanskelig skal gjendrives. Hvi agter man ikke paa Tidernes Tegn! Dog, at sige dette hjælper intet og endnu mindre hjælper det at angive et Redningsmiddel, som Theologerne selv ikke have udfundet. Livet faar gaa sin Gang og Tiden tale med sin Røst. Den, som ikke vil høre, maa føle."
Aasmund Olavsson Vinje
Kristiania
