Aasmund Olavsson Vinje har vært på prestemøte i hovedstaden. Han irriterer seg kraftig over prestene og deres snakk om indremisjonen, og om det stadige kravet om at det trengs flere prester. Det som i virkeligheten trengs, er flere lærere, mener han.
Han skrive dette til avisen i Drammen som han er korrespondent for:
"Christiania den 23de Septbr.
Den anden Dag paa Præstemødet talte man om «den indre Mission,» hvor da Udtrykket «indre Hedninger» brugtes som Modsætning til Hedningerne, man sender Missionærer til. For at faa «en indre Mission» trængte man til flere Præster; By og Bygd maatte ligesom inddeles rodevis, og hver Præst burde inden sin Rode føre Opsigt med den «aandelige Tilstand» og «Nøden,» den «aandelige Nød,» være en Censor morum, som det hedte i Rom.
Denne aandelige Rodemester skulde da holde nøiagtig Regning paa, hvormange og hvem der gik i Kirke; han skulde i Roden fare om i Husene og rode efter i Boghylderne, hvad Slags Bøger Folk havde, om Romaner og Komedier og andet ugudeligt Væsen; man skulde famle om Væggene for at finde ugudelige og letfærdige Malerier og Skilderier. Hvad der skulde gjøres med dette syndige Tant, blev ikke rigtig sagt; men ventelig skulde det opbrændes paa en hellig Ild; for at faa Sammenhæng var en Autodafé nødvendig; naar man har det ene, maa man have det andet; naar man vil indføre Inkvisitionen, bør man være fuldstændig og strængt taget ikke alene brænde Bøger og Skilderier som ikke er «gudelige,» men ogsaa de syndige Mennesker; thi det er dog de, som ere de skyldige. Middelaldren bør fuldstændig komme igjen, følgelig ogsaa Hexeprocesser og Opbrændelser; det nytter ikke at have nogenting halvt.
«Man skulde ikke bryde sig om Regjering og Storthing» men arbeide, saa kom det nok af sig selv; ja virkelig blev ogsaa dette sagt og uimodsagt! Det var saaledes man vil vide, Thraniterne ogsaa talte, da de i al Gemytlighed sad og debatterede om en Revolution. Ligheden mellem disse Korporationer er slaaende, og det er ogsaa her paa Tiden at Pressen, Folket og den sunde Fornuft er paa Vagt. Det er visselig ogsaa paa Tiden, at de geistlige Foreninger for Fremtiden holder sine Møder for lukkede Døre, saa at Verden ikke faar noget om dem at vide.
Slige Forhandlinger og Taler ere isandhed ubegribelige, naar man betænker, at det er «lærde» Folk, som holde dem; man vakler og véd ikke enten det er Drøm eller Virkelighed, man hører.
«Vi trænge til flere Præster,» siger man atter og atter her som man sagde i Thinget, da der var Tale om de mange Kapellaner. Folket trænger til «aandelig Hjælp,» til «Sjelepleie.» Visselig, men neppe til en saadan Sjelepleie. Folket trænger ogsaa til legemlig Pleie; Folket trænger til Meget, og saligt er det for den, som kan give Folket noget.
Men skulde det virkelig være paa Tiden at ansætte mange Præster? Spørger man uhildet Livet, saa faar man unegtelig Nei. Og saa maa det være. Folket trænger til virkelig Lærere; den Lærevirksomhed, som Præsten optræder med, kan kun beklædes af Faa, af rene Udvalgte.
Det gjør et sørgeligt Indtryk at se saamange høist almindelige og middelmaadelige Mennesker beklæde Prædikestolen; det er en Lidelse at høre dem fra et saadant Sted; fra det Sted maa alene Ildtunger tale. Lad dem tale og alene dem! Saa indsætter man Lærere, gavnlige Folk, som ingen Bedrøvelse vække!'
Det vilde være en god Anvendelse af de store Præstegaarde og de præstelige Lønninger. Naar man ser i rige Præstegjeld, at Folk ikke synderlig gaa til Kirke og gaa de, saa gaa de for en Skik; naar man ser dette, bliver man bedrøvet, og man klager ikke over Mangel paa Præster, men man finder, at Folkelærerne maa fremtræde under en anden Form, at Organisationen af Præstekald som nu, er en Indretning, der ikke kan tilfredsstille Trangen. Der sidde Præster paa store Gaarde og ere administrative Embedsmænd, medens de egentlige Lærere bo paa en liden Plads eller have sig en Stue i Udkanten af Byen. Lad enhver være gavnlig og faa Løn for sit Arbeide; men for Guds Skyld lad Ingen betræde Prædikestolen, naar ikke hans Tale kan trøste, røre og begeistre Sjelene. I denne Forstand have vi altfor faa Præster; men det lader som de geistlige Foreninger tro, at man ved at sammenlægge mange ubetydelige Mennesker kan faa én stor Mand, ligesom man adderer Talstørrelser!
Skolelærermøderne, som nu saa glædeligt komme igang med samt Skrifter for Skolelærerne, vil danne en Modvegt mod disse theologiske Forsamlinger, Taler og Skrifter. Det er at møde Folk paa deres eget Feldt; vi andre kan ikke gjøre stort og maaske ogsaa Almuen heller ikke har den nødvendige Tillid til os som til sine Skolelærere. Skolelærerne ere af Folket, kjende dets Trang og Tænkemaade; Skolelærerne er en Magt, som Friheden, Civilisationen og Folkeopdragelsen maa tage i sin Tjeneste. Men Præsterne er neppe Skolelærermøderne hulde.
Jeg behøver ingen Undskyldning, fordi jeg har talt saa meget om disse Ting: det er vigtige Ting; men derimod kunde jeg bede om Undskyldning, ifald jeg ikke havde talt med den Styrke, som Sagen fortjener, ligesom jeg ogsaa kunde trænge til Undskyldning for mulige Misforstaaelser fra min Side; at man vil læse mig uden Misforstaaelser, tør jeg ikke vente. Had vil jeg ikke vække; dette er Ting, som bør være uden Vrede og Bitterhed."
Kristiania
