Aasmund Olavsson Vinje sender et brev til sin venn, kritikeren Paul Botten-Hansen. Brevet inneholder et selvbiografisk fragment der han skriver om hvordan han oppfatter sitt eget tvisyn, og litt om grunntonen i sinnet. Vinje kommenterer det på sitt sedvanlige vis:
"Du vil sjaa, at eg hever skrivit spøkjande... Eg skynar ikki, korleides nokon kann skriva um sjølve seg utan "Ironi" eller rettare Skalkeherming (Parodi).
Han skriver også: "Det er rart å liva om ein "Gentelman", og eg trur at Grunnen til vaare "skapre Kantar" og tidt sunderrivne Tankar er, at me liva for djupt nede i Livets Armod. Det er so likt Gud at vera lyft upp yvir Livets Sorgir, og det er fyrst daa Du verdt full af Miskun. Når Du sjølv lider vondt, verdt Du hard".
Skard, S. (1993). A.O: Vinjes karakter. Villmann, vismann og veiviser : en essaysamling om A. O. Vinje. L. R. Langslet, J. H. Rydne, T. Grøstad and r. Bergens. Oslo, Cappelen. s. 44