Amalie Alver flytter med familien til Cort Piilsmuget på Klosteret i Bergen

Amalie Alver, som nå er femten år gammel, flytter med familien til et hus øverst i Cort Piilsmuget på Klosteret  fra en liten leilighet i Strandgaten som de har bodd i etter farens konkurs. De slår seg til i andre etasje i huset øverst i det bratte smuget.

Om mange år, på en reise til Danmark, skal Amalies halvannet år yngre bror Ludvig komme til å skrive dette om sine minner fra barnekammeret i dette huset:

«Nu var jeg på det minderige sted; og så mindedes jeg så grant det lille kammer, jeg lå i ved siden af lavestuen (*?*) i vort hus i Kortpilsmuget i Bergen; der havde jeg ligget mangen aftens aftens og nattestund og læst om Valdemar Leier og dronning Dagmar, om hvorledes Riberhus blev indtagen under dans og folkeleg, og om Dagmars død på Riberhus slot, hvorledes Valdemar red så at alle hans svende lå agterud og alligevel kom for sent; men alle slottets fruer og terner bad med ham, og dronningen vågnede op af dødens søvn; hendes renhed, at hun klagede over at hun ikke fik fred efter døden, fordi hun hadde snørt sine silkeærmer for meget om søndagen, havde grebet mig så dybt, medens jeg var barn; hvor dybt nede syntes jeg ikke at jeg endog også den gang stod - og nu, hvor havde jeg været siden?»