Bjørnstjerne Bjørnson er på vei hjem fra Italia til Norge

Bjørnstjerne Bjørnson er på vei hjem fra Italia til Norge. Hans venn Lorentz Dietrichson fra Bergen skal komme til å beskrive ham på denne måten fra dette året: «Først i 1862 lærte jeg egentlig Bjørnson at kjende. Jeg var som nygift med min unge Hustru paa Vei til Italien, og Bjørnson, der havde sendt Hustru og Børn i Forveien hjem, var paa Vei fra Italien, da vi mødtes i Miinchen. Mødet kom istand paa en ret eiendommelig Maade. Bjørnson var i Theatret, og sad umiddelbart bagved to Herrer, hvis Samtale han ikke kunde undgaa at høre. Den ene sagde til den anden: «Har den unge Nordmand været hos Dem, som for Tiden op holder sig her?» Den anden svarede: «Mener De Digteren Bjørnson? Han er jo nu i Munchen?» «Nei» - svarede den anden, «jeg mener», og saa nævnte han mit Navn. Bjørnson fik derved vide, at jeg var i Munchen, og vendte sig til den Autoritet, der har bedst Rede paa alle reisende Vagabonder, til Politiet for at faa min Adresse, og saa viste han sig en Aftenstund i mit Logi i Sendlingergasse, og fortalte mig, hvor ledes han havde fundet mig. () Bjørnson fortalte Historier fra sin italienske Reise og dvælede navnlig ved sit Ophold den sidste Sommer i Schwaz i Tyrol, en liden By, som han havde sat aldeles paa Ende ved at skrive i Byens Avis om kommunale Stridspunkter paa sin sædvanlige Maade, og da saa Striden var i fuld Flamme, forlod han Byen, vis paa at have øvet en meget gavnlig Indflydelse paa det stagnerende Liv i den lille Ravnekrog. Forøvrigt tilbragte vi hver aften sammen, saalenge jeg opholdt mig i Munchen, enten i mit Hus eller i hans Hjem eller ogsaa paa en eller anden Kafé, hvor vi da gjerne fik et separat Værelse. Bjørnson havde netop fuldendt sin «Sigurd Slembe»; den var endnu ikke trykt, og Manuskriptet var alle rede sendt til Danmark; men det hindrede ham ikke i at recitere omtrent det keie Stykke for os, fortellende snart en, snart en anden af Situationerne som Indledning og reciterende hele lange Partier med dette enestaaende Skuespillertalent, hvoraf han er i Besiddelse. Naar vi da sad foran Kaminen i min Stue i Skumringen ved den blussende Ild, og Bjørnson gik op og ned ad Gulvet og reciterede bag min Ryg, mens jeg stirrede lyttende ind i Ilden, - ja da var det, som om de bevægede sig rundt i Stuen, alle disse store Skygger, han manede op - Thjostulf Aalesøn og Sigurd og Harald Gille - det var ligetil det Uhyggelige, Bjørgvins Brygge eller Optrinene med Finnepigen. Saaa kunde han afbryde sig selv midt ien Scene « - ja, naar Du nu kommer til Rom og træffer gamle Konsul Bravo, saa vil Du forståa Harald Gille endnu bedre -» og det var sandt.»