Ludvig Alver lever et fritt og vilt russeår i Kristiania, men forholdet til broren Wilhelm er anspent, og det gjør ham nervøs

Amalie Müllers bror Ludvig Alver er lykkelig og bekymringsløs i russeåret sitt i Kristiania. Det har vært en lettelse å slippe fra de tyngede forholdene i famillien i Bergen etter at Amalie giftet seg og reiste vekk med sin mann, kaptein Müller.

Ludvig tenker ikke mye på økonomien, selv om den er svært anstrengt. Han har fått økonomisk støtte til studiene fra bemidlede i Bergen. Det var en plage for ham å måtte gå tiggergang for å få hjelp, men når han kom seg avgårde til Kristiania, var bekymringene foreløpig glemt.

Denne sommeren, etter at semesteret er slutt, går han fottur over fjellet fra Christiania til Bergen. Han føler seg fri fra alle bånd og alle sorger, full av mot og livsglede og med livsidealet urokket i hjertet sitt. Alt dette skriver han om i dagboken, som Amalie etter hans død kommer til å arve, og skrive romanen Julehelg på bakgrunn av.

Etter hvert kommer han imidlertid til å plages ved tanken på det tøylesløse studentlivet, med fyll og spetakkel. Det er også grunn til å tro at han, som andre studenter, har besøk horehusene i hobedstaden. Følelsen av å være uren og dermed uten rett til å gifte seg, kommer til å bli nesten ikke til å bære.

Han skriver blant annet dette om denne tiden i dagboken:

"Så blev jeg da dimitteret og skulde reise til Christiania; jeg havde ingen at stole på;  og lige indtil en måneds tid før min afreise havde jeg ikke mindste anelse om hvorledes jeg skulde få mit underhold i Christiania; o! dengang havde jeg dog et godt mod; det har jeg nu tabt en hel del af! Kaptein Müller må jeg nu erindre med taknemlighed! Han rådede mig og veiledede mig; jeg skrev et petisjonsbrev og gik omkring til byens rigeste kjøbmænd og bad om hjælp; det var en ydmygelse; jeg erindrer, det faldt tungt; men jeg vilde ikke for nogen pris opgive mine studeringer, og jeg betragtet bidragene kun som et lån, som jeg senere (så var mit faste håb, som jeg endnu ikke har opgivet) skulde tilbagebetale.

– På reisen til Christiania fik jeg et bevis på mine kammeraters velvilje; hvilket jeg sjelden modtok; da jeg på grund af mine mislige pecuniære omstendigheder sammen med 2 andre måtte tage 2de plads på dampskibet, og disse 2 andre næsten strax gik over til 1ste plads, subscriberede man differencen i fragtbetalingen til mig.

Mit russeår tilbragte jeg i sorgløshed og begeistring. Aldrig glemmer jeg den sommeraften, da vi med sang og spil under salut marscherede ind på Klingenberg for at feire vort russelag; mine nærmeste omgangsvenner i russeåret var min broder Wilhelm, med hvem jeg hele året boede sammen, Fridthjof Holst, Søren Domitius, Johan Holst og Theodor Lehmann; som mine virkelige venner kan jeg nu kun betragte min broder, som har vundet mit hele hjerte og min fulde fortrolighed, og Fridthjof Holst; den sidste ikke så meget i russeåret som under mit senere ophold i hovedstaden for 2 år siden; Johan Holst var snild, kammeratslig og opoffrende; men kun til hverdagsbrug; i alvorlige øieblikke kan det ikke nytte at  henvende sig til ham;

han var ikke fri for en temmelig vidtløftig lyst til småløgne; dog altid i al uskyldighed, hvis løgn kan benævnes med dette navn; noget ondt ved jeg ikke, at han afstedkom; jeg var forresten hele dette år et umiddelbarhedens og øieblikkets barn, og jeg fandt mig vel ved hans omgang. Søren Dometius’s fortrolighed besad jeg ikke dengang; jeg fik den vistnok senere; men også da kun delvis; der er kun en hvem han har skjænket sin fulde fortrolighed, og det er F. Holst. T. Lehmann var et af de mennnesker, om hvem man hverken kan sige godt eller ondt; han var temmelig intetsigende; jeg har ikke seet ham siden russeåret;

om jeg end i denne tid fòr meget vild, kan jeg dog nu se tilbage på den med glæde; jeg var så fri for alle bånd, for alle sorger og havde endog en god del af min uskyldighed; verden i hele dens ondskab kjendte jeg endnu den gang ikke; fri for den hjemlige uhygge, løst fra alle de tunge bånd, som vor ydmygende stilling i Bergen lagde på mig, fik jeg i dette år en hel del munterhed, livsfriskhed og mod;

jeg var dog endnu et meget tilbageholdent ungt menneske selv sammen med mine kammerater; jeg følte mig trykket, når jeg var sammen med dem som stod over mig; jeg kommer til at tænke på, hvor forunderligt mit forhold ligeoverfor Wilhelm var; jeg er først i den senere tid fuldkommen kommen til vished for, at han holder af mig, at han agter mig; den tid var jeg bange for, at han skulde anse mig altfor ubetydelig; og han var ofte slig i sit væsen og sin færd, at jeg måtte finde grund til at tro det; omtrent ligedan gik det min ven Dometius, som i denne tid også blev hans ven; han bebreidede ham med tårer hans ligegyldighed og foragt for ham; jeg har også med  gråd i halsen foreholdt ham det trykkende og ubehagelige i, at han, når vi var sammen med andre, betragted eller rettere lod som om han betragted mig som en der neppe kunde have et ord at sige med.

Når vi vare alene, kunde han være så elskværdig; jeg var da fuldkommen fri og fortrolig ligeoverfor ham; sammen med andre derimod var jeg så bange for kritik og forblev taus og indesluttet! Mange af hans venner har vist fundet, at jeg var en underlig en! Såmeget er ialfald vist, at jeg ikke var den samme ligeoverfor fremmede, når han var tilstede, som når han ikke så og hørte mig; det var en forunderlig frygtagtighed, som til dels også hændte mig ligeoverfor min søster; men vistnok af andre grunde; det er først i den allersidste tid, at jeg har forvundet dette; jeg har af naturen, tror jeg, meget anlæg til pietetsfølelse; for en del kom vist denne min frygtsomhed deraf, at han var den ældre; men det kom dog for den største del, det ved jeg vist, deraf, at jeg følte, at han var så meget klogere, dristigere og frimodigere; men han vidste ikke, hvor den smerted mig denne hans negliggance; når han av og til forekastede mig min dorskhed, kunde jeg endog føle den bitreste uvilje mod ham; men det gik strax over; aldrig brød det løs med inderlighed og varme; dertil havde jeg ikke frimodighed nok."