Ludvig Alver har fått brev fra sin far Mons Alver

Ludvig Alver har fått brev fra sin far Mons Alver. Han skriver i dagboken om faren, om den gangen i fjor vinter da Mons kom tilbake fra Amerika og fortalte om hva han hadde opplevd på reisen dit, og de harde forholdene han hadde levd under.

Ludvig skriver:

"Christiania 26de Juni 1870.

Nu er der kommen brev fra min stakkels fader. Tiden er hengledet, og meget er indtruffen siden jeg sidst talte om ham. Hvor godt husker jeg ikke hin vintermorgen i fjor, da jeg skulde på bryggen for at tage imod ham. Han kom tilbage til sit fødeland efter den lange adskillelse. Hvor urolig var jeg ikke den nat og den morgen!

Der var indløbet telegram fra ham fra Christiansand. Han kom hjem ganske uventet. Vi havde da ikke hørt fra ham i flere måneder. Jeg skjælvede formelig ved tanken om at se ham igjen; alle de tanker, jeg havde tenkt om ham i hans fraværelse, strømmede ind på mig; jeg længtes efter at kaste mig i hans favn, at bønfalde ham om tilgivelse for al min utaknemlighed og ukjærlighed; jeg tænkte mig ham som en gammel gråhåret mand, på hvem sorg, skuffelse og gienvordighed havde trykket sit tydelige præg.

Der gik jeg da hin vintermorgen på kaien til det blev ganske lyst; dampskibet var bleven noget forsinket. Den ene tanke jog den anden på flugt. Men der kom det jo, det store udenlandske dampskib; nu gled det ganske langsomt ind langs kaien, og der – ja! nei! jeg stirrede, som om mine øine skulde springe ud af hovedet; jo der! Der er en gammel gråhåret mand – dog nei, det er  ikke hans trek; - men der står han jo lys levende, akkurat som han var, da han forlod os, sort hår og sort skjæg, rask og hurtig i sine bevægelser!

Det var det billede, som jeg havde beholdt i min sjæl, men som jeg havde måttet forjage, det måtte jo vige pladsen for et andet mere overensstemmende med virkeligheden! Men der stod han lyslevende fra gamle dage! Jeg fik huen af mig; men slig en tankefuld, langsom hilsen skulde man vel aldrig have seet! Det var vel derfor også, at han ikke kjendte igjen sin søn; en gang til! Jo der kjendte han mig!

Nu talte han; landgangsbrættet blev lagt om bord; jeg stormede frem, men blev tilbagevist af politiet; toldpersonalet skulde først om bord; jeg forsøgte atter og atter igjen; men atter og atter igjen den samme afvisning; toldpersonalet. Det forstod rigtig nok at gyde vand i en søns begeistrede følelser, det gode toldpersonalet; så stod jeg da der gandske flau og nedblåst, indtil gjenstanden for alle disse angreb på landgangsbrættet selv tog sin koffert og drog den ned ad brettet, og så et håndtryk, et kys og et velkommen tilbage med skjælvende røst og et «hvorledes står det til hjemme, med moder?» med sterk udenlandsk accent og dialekt, og så var jeg så forbløffet, at jeg ikke engang huskede min lille broder Bernhard; han var bleven stående bagved hele tiden; jeg erindrer ikke, ved hvilken ideassociation mine tanker bleve henledte på ham; men sikkert nok var det ganske tilfældigt;

jeg fik ham da trukket frem og forestilt ham for min gamle fader; og så var jeg atter så fortumlet og så tankeløs eller rettere tankefuld, at jeg ikke huskede at få fat i en vogn til faderens store Americanske kuffert.

Gud ved, hvad han tænkte om mig; han, som kom fra det practiske America, syntes vist, at han fik en smag af den upraktiske gamle verden i sin søns hodeløse adfærd. Han måtte selv sørge for en vogn; men da fik han også skamrødmen frem på mine kinder.

Endelig kom vi alle tre op i en vogn og kjørte til Briskebyhuset – men skulde nogen tro det: ikke et eneste af alle de ord, som mit hjerte i lang tid havde brændt efter at udtale til min stakkels fader, kom over mine læber – samtalen dreiede sig om gandske almindelige ting, som americanske forholde o.s.v.

Så hengled en stille rolig vinter oppe i Briskeby, som vi alle, som den gang vare samlede, have grund til at mindes med glæde. Fader og moder vare atter forenede; disse 2 og Bernhard og jeg havde da så meget at tale om, så meget at fortælle og høre. Det var en lang lidelseshistorie jeg hørte af min faders mund; den gjorde mig gandske taus; jeg kunde bare tie og høre: hvorledes han havde lidt og kjæmpet vidste jeg kun ufuldkomment af hans breve; heller ikke nu var han rigtig udførlig i sin fortælling; alle lyse sider ved hans ophold i det fremmede land, hver en glæde han havde oplevet, alt hvad han havde seet og lært af godt og stort og skjønt det dvælede han udførligt ved; men alle lidelserne, alle hans savn og skuffelser dem jog han hurtigt forbi.

Stakkels kjærlige, trofaste fader, det var mig som burde have færdes ude og stået imod livets kampe for at blidne din alderdoms dage. Hvor omvendt og forkjært! Du reiste og jeg blev. Det var vel fortællinger, som kunde gå til sjælen, disse om nød, sygdom og kamp; det var vel fortællinger, som måtte skjære en utaknemlig og egenkjærlig søn, som jeg havde været, i hjertet, disse om opoffrelse og selvfornegtelse; hvorledes han var reist som kok på et tydsk skib fra Liverpool til America, da han manglede penger til at kunne reise som passager; hvorledes han, den gamle, af sorg nedbøiede mand var bleven tvungen at gå tilveirs i den sorte, stormende nat, hvorledes han af rå, ubarmhjertige overordnede var bleven krænket, ja endog slagen, hvorledes han forliste ved Halifax; med nød og neppe reddede livet for at stå nøgen og hjælpesløs på kysten, hvorledes han fra Halifax måtte gå tilsøs igjen som matros til Liverpool, derpå atter til New York; hvorledes han på et dampskib på en af indsøene derpå arbeidede og sled med at losse og lade store våde, tunge planker; kom derpå til en farmer som gårdsgut, blev syg, blev liggende hjelpeløs og forladt uden nogen til at pleie sig, uden nogen, som han kunde forstå eller tale et ord til; hvorledes han hvert øieblik ventede på, at døden vilde gjøre ende på alle hans lidelser indtil en nordmand – Gud velsigne ham i sin himmel! tilfeldigvis fandt ham der, tog ham med sig, bar ham på sin ryg flere mil, og som en rigtig samaritan førte ham til sit hus og pleiede ham.

– Vi på vor side havde også meget at fortælle; skulde vi have gjennemgået alt, hvad der havde tildraget sig under hans lange fraværenhed, vilde vi sent være blevne færdige. Vi havde at fortælle om Hilda, om hendes godhed, elskværdighed og – ulykke. Det var jo den selvsamme høst, at Wilhelm havde fortalt hende, at han ikke kunde elske hende med den kjærlighed, som hun fortjente.

Hun og fader bleve først kjendte gjennem breve, og der blev lagt planer for fremtiden, som også omfattede hende; til våren skulde hun reise med faderen og moderen til America; det var rigtig en hyggelig tid, vi tilbragte sammen i Briskeby den vinter; det manglede blot, at Hilda skulde have været med som hun nu er med os; men den tid var hun i Tvedestrand, og vi måtte nøie os med hendes breve; vi hyggede os godt sammen; var så naive og så fornøiede md lidet, og Martin var hjemme i Julen og Påsken, Wilhelm strax efter jul, og da var der en glæde og opfrisken af gamle minder og passiaren i det uendelige. –"