Henrik Ibsen skriver til Georg Brandes om sitt syn på staten og på hva frihet er

Henrik Ibsen er i Dresden og skriver til Georg Brandes, som har gitt uttrykk for irritasjon for at det har gått så lenge siden Ibsen har skrevet til ham. Det fins en del gnisninger i forholdet mellom dem, men de er også viktige diskusjonspartnere for hverandre. I dette brevet skriver Ibsen om sitt synspunkt på staten, og på hva frihet her: «Jeg har jo nok tænkt mig at min lange taushed vilde bringe Dem i vrede; men jeg håber trygt på at det står således imellem os, at ingenting brister for den sags skyld. Ja, jeg har en bestemt følelse af at en livligt vedligeholdt brevveksling mellem os snarere kunde medføre en sådan fare. Når vi først engang personligt var ?stødt sammen, vilde meget stille sig anderledes; meget vilde da blive klaret på begge sider. Indtil da løber jeg virkelig fare for gennem mine løslige spredte ytringer at stille mig i et galt lys for Dem. ?I filosofer kan raisonnere fanden et øre af; og jeg sporer ingen lyst til pr: correspondence at lade mig ?reducere til en sten eller en hane, - selv med den mulighed for øjet, efter en mundtlig forklaring at blive ophøjet til menneske igen. () Og hvad frihedsspørgsmålet betræffes så antager jeg det indskrænker sig til en tvist om ord. Jeg går aldrig ind på at gøre friheden ensbetydende med politisk frihed. Hvad De kalder frihed, kalder jeg friheder; og hvad jeg kalder kampen for friheden er jo ikke andet end den stadige, levende tilegnelse af frihedens idé. Den, der besidder friheden anderledes end som det efterstræbte, han besidder den dødt og åndløst, thi ?frihedsbegrebet har jo dog det ved sig at det stadigt udvides under tilegnelsen, og hvis derfor nogen under kampen bliver stående og siger: nu har jeg den, - så viser han derved at han netop har tabt den. Men netop denne døde ?sidden inde med et visst givet frihedsstandpunkt, er noget karakteristisk for statssamfundene; og det er dette jeg har sagt ikke er af det gode. Ja, visstnok kan det være et gode at besidde valgfrihed, beskatningsfrihed, o. s. v.; men for hvem er det et gode? For borgeren, ikke for individet. Men det er aldeles ingen fornuftnødvendighed for individet at være borger. Tvertimod. Staten er individets forbandelse. () Staten må væk! Den revolution skal jeg være med på. Undergrav statsbegrebet, opstil frivilligheden og det åndeligt beslægtede som det ene afgørende for en sammenslutning, - det er begyndelsen til en frihed, som er noget værd. Ombytning af regeringsformer er ikke andet end pusleri med grader, lidt mere eller lidt mindre, - ?dårlighed altsammen. ()»