Wilhelm Alver gifter seg med skipsrederdatteren Regine Prebensen

Wilhelm Alver gifter seg med skipsrederdatteren Regine Prebensen i Risør. Hans bror Ludvig skriver dette i dagboken sin om bryllupet: «Om mit ophold i Risør står, foruden hvad før er fortalt, kun tilbage at berette, at jeg fandt den yngste uforlovede frk. Prebensen meget sød, men ikke blev forlibt, at jeg kom meget godt ud af det med Fru Bisgård, som i de dage havde bryllup, og med hvem jeg omgikkes på en friere og fortroligere måde end den ældste af de gifte døtre, Fru Sommerfeldt, at jeg på bryllupsdagen var meget ængstelig angående hvilke borddamer jeg skulde få; at jeg af Regine blev begavet med hendes søster Henriette og frk. Olga Finne, for hvem jeg, meget genert mandende mig op så godt jeg kunde, præsenterte mig i kirken efter endt ceremoni; bød hver af dem en arm til processionen (det var nemlig skik der i byen at bryllupsgjæsterne gik i procesion fra kirken til brudehuset); gjorde dels vellykkede, dels mislykkede forsøg på at være elskværdig ved bordet, turde ikke optræde som taler; hørte flere dårlige bordtaler, som jeg syntes, jeg skulde holdt meget bedre; drak med en hel del folk, som jeg ikke var bleven præsentert for; mit navn blev meget sjælden opråbt; der var kun få, som vilde have den ære at drikke med mig, hvilket min ene borddame bemærkede til megen opbyggelse for mig; videre at jeg dansede francaise med bruden; at jeg fandt, at størsteparten af de tilstedeværende herrer vare nogle kjedelige personer, at samme herrer efter bordet, var temmelig animerede (apotheker Hille, hos hvem min broder bor, mødte mig i gangen strax efter middagsbordet med den stærkeste anmodning om at måtte blive vist den bene, lige, fremfor alt den bene, vei til et vist sted; consul Finne junior yttrede nogle Preussiske sympathier under en spadsertur, hvorpå min broder høfligt midt på gaden løftet hatten af hans hoved og spurgte blidt: «kanske de er Preusser, min herre?» hvilket ommeldte consul fandt så truende, at han forsikkrede, han var Franskmand med liv og sjæl - i sandhed en farlig stilling at være Preussisk consul i denne tid, da Frankrige og Preussen bekrige hinanden, og vi Nordmænd vise så stærke sympathier for førstnævnte, hvilket jo viste sig ved ovennævnte anledning - ) videre, at jeg drak «dus» med student Preben som og hans broder Jacob, hvilke dog den hele aften og mange dage senere hårdnakkede sagde De; videre, at næsten alle gjæsterne vare meget misfornøiede over, at de selv brød så tidlig op som kl.12 ½ ; at især Apoteker Hillle var hørlig misfornøiet og mente, at det var gået annerledes til i hans bryllup; da havde man ikke sluttet før kl. 4 om morgenen; at broderen, Hille og jeg på grund af denne hans misfornøielse og til dels også på grund af vor egen, drak toddy, da vi vare komne hjem, ved hvis belivende og mindeopfriskende virken apothekeren blev opfordret til at fortælle mangt et træk fra hans egen hædersdag, som nu lå langt tilbage. Videre er at fortælle, at broderen hver morgen var ualmindelig grætten; da turde jeg ikke sige et ord, uden at det var vel overlagt; at jeg hørte ham prædike 2 gange; at jeg dagen før jeg skulde reise var fast bestemt på at fremsige min tak til den Prebenske familie ved middagsbordet i varme, hjertelige ord, at jeg blev ængstelig, da middagstiden nærmede sig, og da vi havde sat os til bords, bestemte mig til at vente til den anden ret var kommen; at jeg, da den anden ret var kommen, syntes at det var rart, at ikke lieutenant Bisgård takkede for sit ophold; han skulde jo også reise, og at jeg grundede på dette så længe til måltidet var endt, og lieutenant Bisgård takkede - for maden; at jeg var meget ærgerlig herover; at jeg forsov mig den morgen, jeg skulde reise, og glemte en hel del effecter; at jeg på dampskibet søgte at hæve mig over de andre ved at samtale med en Engelskmand, som ikke kunde et ord Norsk; og at jeg endelig ankom om aftenen den sidste August hjem igjen til mit tarvelige hjem, til min stakkels moder, hvis sorrigfulde ansigt fortalte mig om bekymringer og møie; medens jeg havde levet herligt i overflod og i glæde, havde hun som sædvanligt haft meget at kjæmpe med. - Den følgende dag talte jeg med Hilda; hun havde været på bryggen og seet mig om bord på dampskibet, da jeg kom, men derpå forføiet sig bort, da hun så, at en fremmed (student Pedersen) var med mig; jeg blev naturligvis henrykt over, at hun havde været på bryggen.»