Ludvig Alver skriver i dagboken om et minne fra barndommen med moren Lovise

I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken sin:

"Småbilleder:

Sådan i aftenskumringen som i går aftes . – Søndag aften – når skjæret fra ovnen kaster en lang bred lysstribe henover gulvet og legende danser på veggen ligeovenfor – dette er nok for at frembringe min barnestue, mit paradis i tusmørket sammen med moder. Tys! Nu toner psalmen gjennem mit værelse; ja, hvor ofte, hvor ofte har jeg som barn hørt moder i tusmørket synge psalmer, hvor ofte har jeg i min ungdom gredt over det vemodige minde deraf; hvilken smærtelig og dog fredelig erindring er ikke bleven vakt for mig mangen gang selv i den sørgeligste tid, når jeg når jeg har trådt ind til min moder på denne tid og hørt hende nynne en samlemelodi.

I en sådan stund som i går aftes synger jeg gjerne : ”Hvo ved, hvor nær mig er min ende”, og så er det ligesom moder synger, min virkelige moder eller Alhed, og så bliver det ligesom så varmt og deilig herinde: mit paradis i tusmørket, min barndoms stue, min moders salme, det er jo mit altsammen endnu!"