Dato
23 oktober 1877

Ludvig Alver er alvorlig syk. Han ligger i sengen i Fredrikshald og skriver i dagboken om en idé til en farse han vil skriver:

"I dag har jeg feberglød i alle mine lemmer; tindingerne værker, også siden! Skulde det gå som sidst, da jeg følte ondt i siden inde i Kristiania. Gud, nu er jeg så alene! Og dog, er du ensom nu mod den gang; den gang var du frygtelig ensom, vilde være ensom, lige ind i døden! Forfærdelige hovmod! Det kan aldrig falde mig ind at spørge mer: hvorfor skal jeg være så udenfor? Hvorfor skal jeg ikke smage livet, som de tusinde andre? Nei, hvilket spørgsmål vilde vel det være? Tænk! Amalie! Og tænk på millionerne!

Jeg var på menighedsmøde Søndag; der forhandledes om en frivilig fattigpleie indenfor menigheden; der blev talt om den første paragraf i statutterne; jeg havde noget på hjerte; men jeg vovede mig ikke til; jeg er fremdeles så bange for min stemme; den er så dårlig på grund af de hyppige forkjølelser: hvor mange gange er jeg ikke bleven aldeles forskrækket, når jeg skulde oplade min mund ved en eller anden anledning, forskrækket over min hæse, uforståelige stemme. Men da 2 d(*?*) kom på bane, vovede jeg mig til; stemmen var ikke så dårlig; men hvis jeg ikke nu havde været adjunkt, tror jeg ikke jeg havde fremsagt et ord! Det er adjunkt-pudsen (*?*) du lever på, far! – tænk i aften;

I min feberhede tilstand begynder komediescener at danse i mit indre; nu tænkte jeg just på noget, som bragte mig til at le så hjertelig; så sandelig! Hvor godt jeg lo! Sådan som jeg så ofte ler – eller ialfald lo, selv i min mørkeste tid – over sådanne naive småting. Jeg tror bestemt, Amalies l’hombrescene kunde anvendes i denne situation. (*Her har han skrevet ”Småbilleder” i margen av dagboken*)

Se nu! Der er kommen en ung embedsmand til en lille norsk by (Nei, se til den adjunkten du); der holdes en tale for ham i et selskab som holdes hos en af byens grosserere strax efter hans ankomst. Værten holder en officiel tale, så kommer en anden yngre embedsmand – en jurist, som derfor er bleven tidligere færdig end den førstnevnte, og som allerede har været i byen i nogen tid. Juristen omtaler, at den nyankomne er ideelt anlagt, hilser ham fra studentertiden, da ha altid var at træffe under ideenes fane, og udtaler sin glæde over, at han ffremdeles er der at finde. Den nyankomne som vi vil kalde T., bliver aldeles urolig under dette, blant et par kredse opstår der også nogen bevegelse; T begiver sig mod slutningen av juristens (L.) tale lige bag ham og siger halvhøit: Din fordømte sæk! T. Din fordømte hvad? – kommer i vildrede med sin tale – om forladelse, mine damer og herrer, det var det jeg vilde sige, jeg vilde opmuntre selskabet til at tømme et bæger for den fordømte – nei, hva skulde jeg have sagt , ja for Hr doctor T. – (Forvirring, stadig (*?*) lav latter).—T. (bag ham)  er du nu lens (*?*), din bøtte? L. Men hva i alverden? T. Å; du er bare sludder. L. Jeg bryder mig ikke derom (halvhøit). 2 forbigående damer: Hvad bryder L. sig ikke om. Den anden: Å han fik vel correx af din gamle kamerat! Afbrydes, nu kommer (eller også før) Amalies l’hombrescene; den må være med. Og hendes grundtanke om den utilfredsstillede frue i huset kan også tages med. Men så var det den scene, som bragte mig til at le nys. – Vi må nu være langt inde i 2de act; fruen har i et eller andet øiemed sendt en mand ind til de 2 unge embedsbænd, som anstiller sig som døv, L. taler til ham, intet svar. Høiere, intet svar. Skriger: ”å, de behøver sandeligt ikke skrige så; jeg er ikke døv. L: er ikke dedøv? Tjeneren, nei såmænd, o.s.v. nogle vitse anbringes: L. skriger: de har endnu ikke svaret mig. Tjeneren. Hold dog op engang. L: vi er slet ikke begyndt. Tjeneren: er de gal? L: Nei, men jeg tror de er, og jeg bliver det snart, hvis de ikke går deres vei. (tordner) de er alldeles irriterende. Tj. Hva var det, de sagde jeg var. L: (brøler) irriterende. Tj. Kors bevares; med forskrækkelse går han ud af døren. – Dette giver L. en idé og i et selskab, en offentlig festmiddag holder han en tale, begynder ganske sagte, og skriger alt høiere og høiere, enden bliver at alle gjæsterne styrte på dør (astadige borgermænd og kvinder). Senere, i et selskab byfogden træffer han: Er det det djævelens menneske, som skriger og galer slig. (L. kommer nærmere) ja men så sandt! (Løber til døren, skriger. Farvel. Hr. grosserer, tak for mig frue. Ud.)

Men så var det slutningsscenen; den vil jeg have skjøn, harmonisk, løftet halvt op i eventyrets verden, belyst af ideens stråler, samtalen let flagrende som på æthervinger (*?*), menneskelivets fryd og indre lykkelige bevidsthed om at eie himlen, glæden i sit indre, på jorden. De 2 embedsmænd får ikke de 2 damer, men 1 ung student og 1 ung sømand; også danser de i den store sal i præstegården, og døren står åben, og udenfor den og vinduerne står gamle mænd og kvinder; det er Søndag; og mændende støtte sig på sine kjæppe og luder med hovedet og smiler, og de gamle kvinder tørre sine øine med de sammenlagte lommetørklæder; da gjengives (*?*) fruen til livet og lykken, den gamle mand er brav og ædel; han sidder i lænestolen med sin lange pibe; hans stæmme skjælver. Ja, ja. Herregud. Nei hvor dette gjør mig glad kjære børn! Fruen stunder (*?*) sig frem mod ham, synker ned for hans fødder, men i samme øieblik kommer børneskaren sammen fremover, syngende! Er det ikke en vakker situation? Den, som kunde skildre mennesker! Men min feber! Gud give, jeg måtte blive frisk til i morgen; thi skulde jeg blive borte, det vilde blit altfor galt; ajd, Arnesen har været og er fremdeles borte i lang tid. En digter! Hvor det måtte være underlig at være digter! – jeg tror, når jeg næste gang bliver syg igjen, da vil jeg til at skrive i dagbogen; i aften må jeg slutte, at jeg ikke skal overanstrænge mig. – Rector Nygård sagde i en samtale i gåraftes: jeg tror der drives meget humbug med guds ord! Har jeg nogensinde dreven humbug med Guds ord?

Vi har stiftet en læseforening, en sådan, som de havde oppe i Hamar, og jeg er bleven foreningens forretningsfører .-- "

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.

https://amalieskraminfo.wordpress.com/ludvig-alvers-dagbok/